Karrieremesse på RUC

Af: Kristin Durant

04.02.2010

Hvordan hænger guitarspil, rundkredspædagogik og krammelege sammen med en god karriere?


Der er mange fordomme om RUC’erne. Vi drikker morgenbajere, spiller guitar og sidder i rundkreds - også under forelæsningerne. Vi møder klokken 10 - og går hjem klokken 11. Officielt en 5-årig uddannelse, men i fordommene en evig studietid uden færdiggørelse. Ikke just nogle kompetencer, man efterspørger ude på arbejdsmarkedet.

Djøf-RUC er foreningen for djøfere på RUC. Vi arbejder for at skabe bevidsthed omkring, hvad der kendetegner uddannelserne fra RUC og hvordan disse efterspørges på arbejdsmarkedet. Efterhånden er fordommene manet i jorden og arbejdsmarkedet er ved at have åbnet øjnene op for den seriøsitet og det engagement, en udannelse fra RUC kræver.

For at videreføre denne udvikling og bringe arbejdsmarkedet og de studerende på RUC tættere sammen, tog vi i Djøf-RUC initiativ til at skabe den RUC’ernes første karrieremesse. Projektet tog hurtigt til, da vi ikke var de eneste, som havde tænkt tanken, og både RUC Innovation, Studenterrådet og Dansk Magisterforening (DM) blev involveret i samarbejdet. Den 25. februar sker det: Mellem 30 og 50 større og mindre virksomheder mødes med 1000 - 1500 studerende for at skabe netværk og dele erfaringer.

I Djøf-RUC er vi for tiden 5 meget engagerede frivillige. Vi bruger en del af vores fritid på at skabe spændende arrangementer for de studerende, blandt andet har vi lige afholdt en Quiz Night og afholder hvert semester en række kurser i samarbejde med Studenterrådet og DM. Til foråret kommer blandt andet kurser i rapportskrivning, kommasætning, studieteknik, argumentation, samt en ”snart kandidat”-dag. 

Vi søger for tiden nye aktive, som har lyst til at skabe spændende faglige og sociale arrangementer, og være en del af et stærkt netværk, både på universitetet og i resten af Djøf. Du er altid velkommen til at skrive til Kristin Durant på kgnd@ruc.dk eller komme forbi vores kontor ved Studenterrådet, hvis du vil lufte en idé eller vil høre mere om vores arbejde.

Hvad er Djøf RUC?

Djøf-RUC er foreningen for alle djøfere på Roskilde Universitet.

Hvad laver vi?

Vi laver spændende faglige og sociale arrangementer:

  • RUC Karrieremesse
  • Quiz-Night
  • DHL-stafet
  • Fagligt seminar om RUC’ernes kompetencer
  • Kurser i samarbejde med Studenterrådet og DM           

Hvem er vi?

Lige nu er vi seks frivillige, men vi har altid brug for flere.  

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op