Maria Lefevre er 28 år og læser cand.negot. i Human Ressource Management ved Syddansk Universitet i Odense. Hun er færdig med sin uddannelse til sommer, hvor hun også venter sit første barn.
”Jeg er måske lidt et specielt tilfælde. På min overbygning har jeg nemlig arbejdet fuld tid ved siden af studiet,” fortæller Maria, der går på barsel, så snart hun er færdiguddannet.
Nej tak til fuld løn
Maria har knoklet det sidste halvandet år med studie og fuldtidsjob. Nu mener hun, at det er tid til at fokusere på studiet, og har derfor sagt sit job op. Nu skal al energien lægges i specialet, så hun kan blive kandidat, inden hun skal føde.
”Jeg har på den måde sagt nej tak til løn under barsel. Det gør selvfølgelig lidt ondt, når jeg kunne have fået fuld barsel. Men det betyder så, at jeg kan skrive mit speciale i ro og mag,” fortæller Maria, som nu vil modtage barselsdagpenge.
Sammen med sin kæreste har Maria igennem længere tid har haft tanker om at blive gravid.
”Det har ladet vente lidt på sig, og det har nok haft noget at gøre med, at jeg har været lidt stresset ved både at have fuldtidsjob og studie. Men nu passer det egentlig ret fint,” siger hun og smiler.
Hun har også et positivt syn på fremtiden.
”Jeg overvejer helt sikkert at få flere børn. Jeg føler, at jeg står ret stærkt, når jeg kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg regner med at komme tilbage i den samme virksomhed, som jeg allerede har noget erfaring fra.”
Marias råd til andre
Som udgangspunkt vil Maria dog ikke anbefale andre at følge hendes eksempel og gå på barsel lige efter studiet.
”Hvis jeg ikke havde arbejdet fuld tid, ville jeg synes, det var et ærgerligt tidspunkt at gå på barsel som nyuddannet. Der har man brug for at komme ud og blive bekræftet i ens faglige kompetencer og få opbygget noget selvtillid omkring ens evner inden for sit felt,” forklarer hun.
Hun ser sin arbejdsmæssige erfaring som en styrke.
”Jeg tror, det ville være sværere for mig at finde ud af, hvad det var, jeg gerne ville, eller hvor jeg ligesom kunne finde min plads i en virksomhed. Men nu, hvor jeg har været ude i erhvervslivet, vil det være nemmere at komme tilbage, fordi jeg har noget erfaring at falde tilbage på.”
Men Maria mener alligevel ikke, at man skal tænke alt for meget over, hvornår man får børn.
”Det er nok ikke altid så nemt at planlægge sig ud af,” griner hun.
”Og jeg tror egentlig også, hvis jeg skal give mit råd videre til andre, at man skal lade det ske, når man er klar til det.”