Kom din tvivl om barsel til gode

Af: Melissa B. Elveberg

12.03.2010

Her kan du få gode råd og svar på de hyppigst stillede spørgsmål om barsel, og hvornår det er bedst at få børn.


Blandt unge kvinder hersker der tvivl og spørgsmål om børn og barsel. De tænker over, hvornår det er bedst at få børn, og hvilke fordele og ulemper der er ved at få børn som studerende eller karrierekvinde. Mette Knudsen er chefkonsulent hos Djøf og rådgiver dagligt om barselsforhold og -regler.

”Der er ikke noget rigtigt svar på, hvornår det er bedst at gå på barsel. Der er fordele og ulemper, som man kan overveje, men det vigtigste er at finde ud af, hvad du selv gerne vil,” forklarer hun.

Økonomiske overvejelser

Alligevel er der klare økonomiske fordele og ulemper ved at få børn under eller efter studiet. Som studerende må du som udgangspunkt klare dig for din SU, mens du er på barsel. Hvis du er studieaktiv, kan du dog få dobbeltklip. Ikke desto mindre vil der typisk være en bedre økonomi i at få børn efter studiet.

”Når man er færdiguddannet, uanset om man har fået et job eller ej, er man berettiget til at få barselsdagpenge fra sin bopælskommune,” fortæller Mette Knudsen.

”Og hvis man er så heldig at have fået sig et job med løn under barsel, og det gælder blandt andet hele den offentlige sektor, er der endnu bedre vilkår. Så vil der nemlig være fuld løn i cirka et halvt år.”

Hun mener dog ikke, at barsel på SU nødvendigvis er en dårlig idé.

”Du vil være i en situation, hvor du er vant til at leve af din SU. Derfor vil dine omkostninger også være tilpasset. Hvis man er vant til et godt lønnet job, men ikke får løn under barsel, skal man pludselig til at klare sig for langt mindre. Det kan være sværere, end som studerende at beholde den samme indtægt,” forklarer hun.

Når du planlægger at få børn

Mette Knudsen har også nogle konkrete råd til kvinder, der gerne vil starte et arbejdsliv, men samtidig planlægger at få børn.

”Noget, man kan overveje, er, hvilken sektor man vil ansættes i. Hvis man gerne vil have fuld løn under barsel, kan det være en god idé at søge inden for den offentlige sektor eller finanssektoren. Her er nemlig en overenskomst, der sikrer denne slags vilkår,” fortæller hun og fortsætter:

”Det kan være fornuftigt at undersøge værdierne på den arbejdsplads, du søger ansættelse hos. Ofte kan det være en fordel at gå efter en større arbejdsplads, som i højere grad er gearet til at håndtere barsler. Så slipper man også lettere udenom en dårlig samvittighed.” Ifølge Mette Knudsen er arbejdssøgende kvinder ofte bekymrede for, hvordan arbejdsgivere vil håndtere eventuelle barselsplaner.

”Det er noget, der fylder rigtig meget hos nyuddannede kvinder. Men på mange arbejdspladser er det en naturlig del, at der er nogen, der går på barsel. Der er ikke den store dramatik over det.”

Gode råd til din ansættelsessamtale

Der er også meget tvivl om, hvad man skal sige til en ansættelsessamtale, hvis man bliver spurgt ind til børn og graviditet. ”Juraen er klar. Arbejdsgiveren må ikke ved ansættelser forskelsbehandle kvinder på grund af graviditet, hverken aktuel eller planlagt. Og hvis du er gravid, er du ikke forpligtet til at sige det til samtalen,” forklarer Mette Knudsen. ”Hvis du ikke er gravid, kan du til samtalen sige, at du har taget en uddannelse, som du brænder for at bruge – og at du ikke har aktuelle planer om at få børn. Det vil være meget troværdigt,” fortæller hun og uddyber:

”Vi råder kvinder til at give et forholdsvis kort svar på spørgsmål om børn og graviditet. En måde at komme videre fra emnet kan være at komme ind på, hvorfor man synes det pågældende job er spændende, og noget man gerne vil arbejde med. Det er det, der skal fylde mest i jobsamtalen, ikke ens planer på det familiemæssige område.” Mette Knudsen forklarer også, at det gælder om at fremhæve ens styrker i en ansøgning eller ansættelsessamtale. Har du fået børn under din uddannelse, har du styrker, der kan være attraktive for en arbejdsplads. ”Uanset hvilken situation, man er havnet i, gælder det om at udlægge det til sin egen fordel. Få hjælp af fx Djøf til at tale din situation igennem. Fremhæv det, du har fået ud af dine erfaringer, så de fremstår mest attraktive,” slutter hun.


Barsel, når du er i job – sådan er reglerne

Barselsdagpenge

Fire uger med løn før fødsel og 46 uger efter fødsel. Herudover to uger til faderen i forbindelse med fødslen.

Funktionærlov

Halv løn fire uger før fødsel og 14 uger efter fødsel.

Løn (som offentlig ansat)

Seks til otte uger med løn før fødsel og 20-26 uger med løn efter fødslen til moderen. Herudover 6-12 uger med løn til faderen plus to uger i forbindelse med fødslen.

Kilde: Mette Knudsen, chefkonsulent hos Djøf


Fordele og ulemper ved barsel under studiet, umiddelbart efter studiet, og når du er i job

Fordele Ulemper
Barsel under studie Fleksibilitet: Typisk vil studenterlivet være præget af langt større frihed og overskud til selv at planlægge sin tid.

Tid sammen med børnene: Som studerende vil du typisk have mere tid hjemme med dine børn og læse om aftenen, når de sover.

CV: En arbejdsgiver vil ofte se det som en styrke, at du har fået børn som studerende, da du fremstår effektiv og som en, der kan få noget fra hånden.
Social isolation: Hvis dem, du studerer med ikke har børn, så kan du komme til at melde dig ud af studierelaterede aktiviteter, fordi du skal hjem til børnene.

Økonomi: Du vil skulle klare dig for din SU. Til gengæld kan du få dobbeltklip, hvis du er studieaktiv under din barsel.
Barsel umiddelbart efter studie Økonomisk fordel i forhold til at være studerende, da du kan få barselsdagpenge fra din bopælskommune. Vanskeligt at få job: Som beskæftigelsessituationen ser ud lige nu, kan det være vanskeligt at få job som gravid.

Manglende erhvervserfaring: Hvis du bliver gravid lige efter studiet og derefter går på barsel, vil din uddannelse være halvgammel, og du vil mangle erhvervserfaring, når du skal søge job.
Barsel under job Økonomisk fordel: Du er som færdiguddannet berettiget til barselsdagpenge.

Derudover tilbyder nogle arbejdspladser barsel med fuld løn.

Karriere-/tænkepause: Mange bruger barslen som en lejlighed til at trække stikket lidt ud og overveje deres jobmuligheder. Du vil tydeligt kunne mærke – når du skal tilbage til dit job – om du har lyst eller ej.
(Dårlig samvittighed).

Tid og overskud: Efter din barsel kan det være hårdt at skulle tilbage til arbejdslivet. Det kræver en del planlægning og kan give et øget pres.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op