Netværk.., tænker du så også på Facebook?

Af: Theis Simonsen og Anna Allerslev

12.03.2010

Danmark ligger på 3. pladsen over aktivitet på Facebook! Betyder det så, at vi er gode til at netværke? Ja, kunne man fristes til at sige – i hvert fald er vi gode til at benytte Facebook, men hvordan giver det værdi ud over det sociale aspekt?


Vi opfordrer til, at du plejer både det faglige og det sociale netværk. Ingen tvivl om, at de sociale medier herunder også Linkedin, Twitter, MySpace og så videre er gode værktøjer til at udnytte vores netværk og kommunikere med vores omverden. (Så start derfor med at blive fan af Djøf Studerende på Facebook og bliv opdateret.) Men det vigtigste og altafgørende i et netværk er din egen aktivitet, for det er aktiviteten, der skaber relationerne. Og relationer skal plejes. Derfor er det vigtigt, at du overvejer, hvilke formål du har med at være aktiv i forskellige netværk – for der er grænser for, hvor mange relationer du kan pleje.

Bidrag til dit netværk

Når vi går i byen med vennerne og har det sjovt, skriver vi videre om det på Facebook, udveksler billeder og aftaler endnu en fest. Dette er et festligt netværk med sjov og ballade.

Man kan også tage et kursus, hvor man opnår kompetencer og får relationer til nogle af de andre deltagere. Så kommunikerer man jævnligt over Linkedin omkring erfaringer med hensyn til kursets indhold

Begge dele er super vigtige for os personligt, men i en globaliseret verden med mobil arbejdskraft, hvor konkurrencen tiltager, er de faglige relationer og kompetencer nødvendige for at komme ombord i karrierevognen. Vi kan ikke bare nøjes med at tage en uddannelse og læne os tilbage og forvente, at arbejdet kommer som en selvfølge. Vi skal kunne mere end blot en uddannelse, og det kan du opnå, ved at bidrage med værdi til andre i dit netværk – for derigennem opnår du selv et uvurderligt udbytte. Du bliver selvfølgelig nødt til selv at involvere dig aktivt i dine netværk og herigennem udvikle dine kompetencer, hvis du ellers har ambitioner med din uddannelse.

Vær aktiv

Derfor er vores fokus også at tilbyde dig produkter, der kan udvikle dig og gavne dit netværk. I Djøf har vi karriererådgivning, CV-rådgivning, mentorordninger, juridisk bistand, faglige møder og debatter, virksomhedsbesøg og præsentationer, kompetencegivende kurser og arrangementer og så videre for dig, der gavner din karriere, men også skaber relationer mellem dig og andre studerende. Vi giver dig altså mulighed for at møde andre spændende mennesker på tværs af studieretninger inden for samfundsvidenskaben – og specielt efter fusionen mellem C3 og Djøf, hvor vi er blevet endnu flere medlemmer og fået mere diversitet i Djøf Studerende.

Så vær aktiv i dit netværk og skab relationer – vi skaber blot rammerne for dig.

Lige en sidste ting – Vi begyndte selv at anvende vores netværk aktivt tidligt i vores studieforløb, hvilket har givet både brugbare kompetencer personligt og fagligt, et ofte anvendt og uvurderligt netværk og venskaber for livet. Derfor er vores erfaring, at du ikke kan starte tidligt nok med at bruge dit netværk og udvikle dine kompetencer, for relationer tager tid at opbygge og kompetencer tager tid at opnå.

Opfordrende hilsner fra
Theis Simonsen og Anna Mee Allerslev

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op