Dybt inde i CBS’ labyrint af kontorer og auditorier i Porcelænshaven på Frederiksberg finder man et ret undseligt lokale med et par pc’er i hjørnet, et aflangt mødebord og en kasse med forskellige spillerekvisitter. Her holder studenterforeningen FinanceLab til, og selv om de fysiske rammer kunne være mere prangende, skorter det ikke på ambitioner på foreningens vegne. Den stiler efter at blive finansverdenens foretrukne rekrutteringskanal inden 2015, fortæller formanden for og initiativtageren til FinanceLab, stud. merc. Frederik Ploug. Han havde længe savnet et fælles samlingspunkt for studerende på CBS, da han som daværende næstformand for foreningen Unge Aktionærer for cirka et år siden fik ansvaret for rummet. ”Jeg tænkte, det kunne være sjovt at lave en studenterforening på CBS, hvor man havde noget fælles sammen ud over det bare at studere,” begrunder han søsætningen af Financelab, som han egentlig mest omfatter som en kulturel forening. Da der nu var tale om CBS, var det imidlertid nærliggende, at studenterforeningen skulle have med penge og investeringer at gøre, og sidste sommer så aktiespareklubben FinanceLab så dagens lys. I dag er halvdelen af foreningens 50 medlemmer beskæftiget med, hvordan man optimerer afkast fra investeringer, mens de øvrige 25 tager sig af foreningens andre aktiviteter som PR, HR og arrangementer af finansrelevante events.
Ping pong med studierne
”FinanceLabs primære formål er at skabe muligheder for læring,” fastslår Rolf Andersen, der studerer HA(almen) på første år og er med i foreningens investeringspanel, der mødes en gang om måneden. Her drøfter det de investeringsforslag, som panelets seks analysegrupper med hvert sit område som energi, råvarer og valuta har udarbejdet i månedens løb.
”I min analysegruppe analyserer vi markedet og sparrer om konkrete aktieforslag. Til sidste møde havde vi for eksempel en stor diskussion omkring investering i Danisco- og Novozymesaktier på baggrund af teknisk analyse,” fortæller Rolf Andersen, hvor han med ”teknisk analyse” henviser til gruppens inddragelse af matematiske metoderedskaber for at kvalificere investeringsforslagene.
”Vi kan se, at kvaliteten bliver større og større i vores præsentationer. Vi er blevet mere professionelle til at bruge informationerne fra Reuter, og der kommer flere og flere elementer af teknisk analyse,” fortsætter han.
”Vi vil gerne have, at hver analysegruppe udvikler sig til en lille vidensfabrik. Og vi vil gerne vise, at de studerende godt kan konkurrere med Dansk Aktionærforening,” supplerer Frederik Ploug.
Rolf Andersens nye indsigter på aktiefronten gør samtidig stoffet i lærebøgerne på studiet mere levende.
”Det er for eksempel spændende, hvad der sker i Grækenland for tiden. Jeg følger i det hele taget med i makrotal som renten og ledigheden på en hel anden måde, fordi vi bruger det i analyserne,” forklarer han og tilføjer, at han af samme grund er meget længere fremme end de øvrige på hans årgang, når det gælder makroøkonomisk analyse.
Selv om FinanceLab endnu er i gang med grundige forberedelser, før den kaster sig ud i at investere foreningens cirka 13.000 kroner gennem sin porteføljemanager hos børsmæglerfirmaet Nordnet, har der på den måde allerede været afkast på medlemmernes læringskonto.
Endnu mere læring
I Rolf Andersens analysegruppe profiterer de yngre medlemmer af, at der er en ældre studerende, som er stærk, når det gælder teknisk analyse. Det er netop en af fordelene ved foreningen ifølge Frederik Ploug.
”Vi lærer hinanden op i en femårs-trædemølle,” fremhæver formanden med en henvisning til de fem år, som en CBS-uddannelse typisk varer.
Også de 25 medlemmer i foreningens andre grupper scorer studie- og erhvervsrelevant erfaring ved deres aktiviteter. Et team sørger eksempelvis for hver måned at stable en event på benene, der har med finansverdenen at gøre. Salgsdirektøren fra OMX har således været på besøg for at fortælle om sit arbejde på fondsbørsen, og for nylig kom en medarbejder fra investeringsbanken JP Morgan også med et frisk pust udefra.
”Han fortalte om, hvad koncernen lægger vægt på ved rekruttering,” refererer Rolf Andersen. Han noterede sig ved den lejlighed, at det ifølge den amerikanske finanskæmpe gælder om at være aktiv under sin studietid. ”I dag er det ikke nok at få en eksamen, man skal også differentiere sig fra de andre på noget,” uddyber Rolf Andersen.
Han skønner, at han bruger 10-20 timer om måneden på arbejdet i FinanceLab. En af de mest lærerige aktiviteter, som medlemmerne i FinanceLab er gået i kast med, er et såkaldt tredages diplomkursus, som foreningen tilbyder i samarbejde med to erfarne eksterne tradere. Såvel udviklingen af kurset som dets indhold giver kompetencer, som finansstuderende kan bruge fremadrettet. Første dag sættes kursisterne ind i en lang række børs-fænomener som forex og shifties, og de næste to dage prøver kursister blandt andet kræfter med markedet via simulatorer, som følger de rigtige markedskurser.
”Det er skægt, fordi man også får prøvet at handle lidt. Og kurset passer godt ind i studierne – vi er her jo for at tjene penge,” mener Rolf Andersen.
Fremtidsmusik
Formanden for Financelab forstiller sig, at medlemmerne af aktiespareforeningen som kandidater vil etablere sig i en alumneklub, som man kender det fra fraternities (broderskaber) og sororities (søsterskaber) på historierige universiteter som Harvard og Yale.
”Det handler også om netværk. Når alumner fra de amerikanske universiteter, der i dag sidder i de store finansielle foretagender, skal rekruttere nye folk, er de glade for at kunne henvende sig til en segmenteret gruppe, nemlig deres gamle broderskab,” skitserer Frederik Ploug sit drømmescenarie for FinanceLab. På lidt kortere sigt ønsker foreningen, at der bliver etableret et trading floor inde i CBS-labyrinten, hvor 20 studerende ad gangen over pc’en kan optimere deres investeringer ved hjælp af netværktøjer som Nordea Analytics og den sidste børsinformation fra Reuter.
Børshajer in spe
- FinanceLab er en studenterforening på CBS med fokus på investeringer i værdipapirer.
- Foreningen ønsker, at finansstuderende uanset formue skal have mulighed for at træne talentet for at investere på markedet.
- Der optages 50 medlemmer, som alle skal godkendes af foreningen.
- FinanceLab har netop åbnet et investeringspanel på KU for at skabe mere intern konkurrence, oplyser foreningens formand Frederik Ploug.