Sophie Pank var skuffet, da hun for tre år siden fik ti i sin afsluttende eksamen i dansk på handelsskolen.
”Jeg kunne ikke acceptere at få ti i noget som helst. Da jeg fik det i min sidste eksamen, sagde jeg, ’det var ærgerligt, der koksede jeg godt nok i det’,” husker hun.
I dag læser hun jura på Aarhus Universitet og er her ansat som studievejleder. Nu deler hun ofte ud af sine erfaringer med datidens høje forventninger til sig selv. For der er mange andre studerende, som stiller urealistisk høje krav til sine præstationer, forklarer hun. Men det krævede en omvæltning på jurastudiets første to år, før hun selv slappede mere af.
”Det var en stor omvæltning at begynde på jura. Jeg klarede mig ikke særlig godt og blev ved med at få to- og firetaller i øvelsesopgaverne. Jeg skammede mig over det og troede, at alle andre klarede sig meget bedre end jeg.”
Hun snakkede med en veninde om sin følelse af ikke at slå til og presset op til eksamenerne. Veninden overbeviste Sophie Pank om, at det skulle være slut med at læse jura på den måde og i lange perioder gå og have det dårligt, fordi alt drejede sig om eksamen.
”Jeg vil simpelthen ikke tage to måneder igen på læsesalen op til en eksamen, hvor jeg nærmest ikke laver andet. Jeg tror ikke på, at man er effektiv ved at sidde så mange timer og læse,” siger hun.
”I dag er jeg gået over i den anden grøft og tænker, at min fremtid smuldrer jo ikke, fordi jeg kikser engang imellem. Man er jo ung og kan ikke undgå, at alle mulige ting, som kærestesorger, flytning og job påvirker ens studie, og det skal man lade det gøre. Det er også nu, man er ung og skal have det sjovt. Hvis du ikke har det fedt, når du er i tyverne, hvornår kan du så gå ned og få en øl mandag aften? Man skal finde en balance,” siger hun.
Læser lørdag nat
Det er ikke unormalt på jurastudiet at se studerende isolere sig på læsesalene måneder før eksamenerne.
Sophie Pank forklarer, at stort set alle på jura har den opfattelse, at når man læser til eksamen, går man ikke i byen og morer sig eller laver andre ting, der distraherer én fra at læse. Man skal helst være på læsepladsen fra otte til tyve.
”Nogen sidder også på læsesalen om natten. Lørdag nat. Det er rigtigt. Du dør jo og kører træt i det, hvis du ikke får input andre steder fra. Så bliver man da først stresset.”
Hun peger over på reolen, der er fyldt med vejledende pjecer til studerende og afslører, at den om perfektionisme er den mest populære. Det bekræfter hende i, at mange går og kæmper med høje krav til sig selv. Hun nævner en anden tendens:
”Mange ser på fire- og syvtaller som dårlige karakterer, og det er ikke noget, man skilter med. En del udskyder også eksamener, hvis de tvivler på, at de kan få ti eller tolv.”
Det, mener hun, er urealistiske mål at sætte. For karakterstatistikker vidner om, at ganske få elever på en årgang får ti og tolvtaller. Hun henviser til den seneste eksamen i bachelorrapport, hvor der var sytten ud af 238, der fik tolv, og halvdelen fik syv.
”Man skal ikke være ligeglad med, hvad man får i karakterer, men man skal have realistiske forventninger.”
Studerende gør det værre
En af årsagerne til de studerendes høje forventninger er ifølge Sophie Pank de meget synlige, store advokatfirmaer. Ved enhver lejlighed nævner de, at de kun ansætter studerende med topkarakterer. Det er bare kun ganske få, der får job her, forklarer hun.
En anden årsag er de studerende selv. De pisker en stemning op om, at de skal have høje karakterer, at alle andre læser mere end én selv og klarer sig bedre. ”I virkeligheden er de studerende nok deres egen værste fjende med deres høje præstationskrav.” Hun nævner også stemningen foran eksamenslokalet som eksempel på, hvordan studerende kollektivt selv gør det værre. ”Typisk sidder folk og bladrer i noter, læser og stresser hinanden. Der er sjældent bare hyggesnak.”
”Hvis der kommer én ud og har fået fire eller syv er reaktionen stort set altid: ’Ærgerligt. Hvad gik galt? Nå, pyt. Nu er det ovre. Tænk ikke mere på det. Op på hesten igen’,” siger hun og griner.
”Men hvad nu, hvis man faktisk ikke synes, der gik noget galt? Fire var egentlig fint nok, men det har man jo ikke lyst til at sige.”
Det ville modarbejde perfektionisme-kulturen, hvis dem, der får to, også fortalte det, mener Sophie Pank. For hvis én siger det, vil andre også, og samlet modarbejde opfattelsen af, at alle andre får høje karakterer.
Men det er op ad bakke at ændre kulturen, erkender Sophie Pank. For det er svært at acceptere en middel karakter, hvis man har læst uafbrudt i en måned.
”Jurastuderende er jo hamrende flittige og har læst og læst til et punkt, hvor man har lyst til at hoppe på bøgerne og bare skrige og kaste dem ud af vinduet og brække sig over de forpulede bøger. Når man har læst og læst og læst, og man får et firtal, så bliver man skuffet. Men det er jo ikke ensbetydende med, at karakteren er dårlig. Det er stadigvæk en bestået eksamen på det højeste niveau, man kan tage.”
Perfektionismens bagside
Mette Harpsøe Nielsen er psykolog og arbejder som afdelingsleder for Studenterrådgivningen på Copenhagen Business School. Perfektionisme er ikke et nicheproblem set fra hendes stol. Hun oplever mange studerende med en overdreven perfektionisme. Overdreven fordi det bliver et problem for dem, når de vil gøre det så godt, at de bliver forhindret i at gøre det.
”Når man ikke tør lave nogen som helst fejl, tør man slet ikke gøre noget,” fortæller hun. Mette Harpsøe Nielsen nævner flere andre bivirkninger ved perfektionisme. Blandt andet den skæve sociale omgang med andre.
”De, der er for perfektionistiske, er også ængstelige og har svært ved at indgå afslappet overfor andre, fordi det handler om at gøre det rigtige. Det er vigtigt også at kunne være afslappet.”
En anden bivirkning er, at man aldrig føler, man kan holde fri for eksempelvis at gå til fødselsdage.
”Man bliver jo ulykkelig, når man har det sådan her, fordi man kommer til at blive rigtig alene. Når tendensen til perfektionisme er forbundet med indre smerte, tristhed og ulyst, bliver det et problem,” påpeger Mette Harpsøe Nielsen.
Anerkend de gode resultater
Et kendetegn ved de ekstreme perfektionister er bebrejdelserne, forklarer Mette Harpsøe Nielsen. Perfektionisterne fokuserer meget på det negative og bebrejder sig selv det, de ikke når, og trivialiserer det positive, altså det de faktisk når. Det er skidt, advarer hun.
”Alle har et behov for at anerkende sig selv og sine resultater for at kunne være veltilpas.”
”Det, jeg rigtig tit oplever, er, at de her mennesker ikke tænker dårligere om deres venner og veninder, der får et firetal. De dømmer ikke andre, men de tror, andre dømmer dem. De er unødigt hårde ved dem selv.”
Skab dig en fritid
Mange studerende sætter ubevidst lighedstegn mellem studiet og ens liv, forklarer Mette Harpsøe Nielsen. Når studiet fylder hele ens liv, så bliver et syvtal på studiet også et syvtal for én selv generelt. Man måler sig selv med, hvordan man præsterer fagligt, og ikke hvordan man ellers er socialt. Derfor er det så vigtigt at lave noget andet end sit studie, mener hun.
”Det allervigtigste råd, jeg vil give for at undgå den negative perfektionisme, er at få sig en fritidsaktivitet eller noget andet socialt ved siden af studiet. At få gode oplevelser med andre giver en følelse af ikke at være alene, og det opbygger ens selvtillid på en anden måde, så man ikke sætter lighedstegn mellem sig selv, og hvorvidt det går godt eller skidt på sit studie. Det vil tage forventningspresset fra mange,” siger hun.
Jørgen Leth instruerede i 1967 kortfilmen ”Det perfekte menneske.” I 2006 udkom hans selvbiografi ”Det uperfekte menneske.” Måske han en dag også vil hylde den uperfekte studerende.
Perfektionisme
Perfektionisme handler om følelsen af ikke at gøre tingene godt nok, og medfører ofte en tro på, at hele ens omdømme og selvrespekt afhænger af, om man gør tingene ordentligt, og hvordan andre vurderer det.
En perfektionistisk tankegang kommer til udtryk ved, at kritik slår én ud. Man tænker ofte over alt det, man burde gøre, og at de andre er meget bedre end én selv. Man fokuserer på det negative frem for det positive, og man har svært ved at slippe kontrollen ved f.eks. at overlade noget til andre.
En vis grad af perfektionisme er godt og bedre end dovenskab og ligegyldighed, men kan gøre én handlingslammet og være skyld i, at man føler sig dårligt tilpas og ikke når resultater.
Årsagen er typisk en form for grundlæggende mindreværdsfølelse eller en iboende angst for kaos og uoverskuelighed, som man skal arbejde med for at undgå den negative side af perfektionisme.
Kilde: Studenterrådgivningens pjece ”Perfektionisme,” som du finder på deres hjemmeside