Er der for meget druk på dit studie?

Af: SK'erne - Djøfs repræsentanter på studiestederne

21.10.2010

Tekster og fotos indsamlet af SK´erne – Djøfs repræsentanter på studiestederne.


Stine Bager Christensen, læser pol. adm. i Aalborg på 5. semester. 23 år

På basis var der ret meget druk. Lidt for meget til tider, men jeg ser lidt anderledes på det nu. Det er vigtigt at deltage i de sociale arrangementer på universitet, da det er her, man skaber netværk. Du lærer dine medstuderende bedre at kende, og man står derfor stærkere, når man skal vælge projektgrupper. Studiejulefrokoster og sommerfester er også gode, her møder man ældre studerende, som kan være et godt netværk. Man kan høre om deres erfaringer med kurser og eksamener og måske endda købe billige bøger af dem. Jeg er med tiden blevet bevidst om at sociale arrangementer og den alkohol det nu må medføre kan være gavnligt, man behøver dog ikke at være den fuldeste til festen hver gang.

Iben Bundgaard Jacobsen, 9. semester jura, AU. 23 år

Jeg synes ikke, der er for meget druk på jura i Århus – hverken i rusugen eller helt generelt – idet der er mulighed for at vælge til og fra, som man har lyst til. Selvfølgelig går JUS-festerne og fredagsbarerne op i gak og løjer, men det finder jeg også ganske naturligt. Vi har valgt én af landets hårdeste uddannelser, så engang imellem skal der være mulighed for at ”blow off some steam”. Som alternativ til festerne synes jeg, foreningerne på Jura tilbyder en lang række virksomhedsbesøg, foredrag m.v., hvor det ikke er druk, men det faglige som er i højsædet. Det er derfor min opfattelse, at det på jura er muligt at finde en balance mellem krævende dage på læsesalen og fornøjelige lejligheder – med eller uden en fadøl.

Emilie Damm, læser statskundskab ved Ku på 3. Semester. 21 år

På statskundskab er der rigtig mange fester og dermed en masse anledninger til at drikke alkohol. Alkoholindtagelse er en grundlæggende del af den danske ungdomskultur. Det er et faktum, som man kan mene om, hvad man vil, men sådan står det altså til i Danmark anno 2010. Derfor er det heller ikke underligt, at festerne på statskundskab indeholder drukspil, ølstafet og fulde mennesker. Dog vil jeg ikke mene, at man er nødsaget til at drikke sig fuld for at være en del af det sociale studiemiljø. Der er sådan set plads til alle til fredagsbar på CSS: Nogle drikker sig helt i hegnet, andre hyggedrikker og andre igen holder sig fuldstændig fra alkohol. Druk fylder altså en hel del, men er ikke på nogen måde påtvunget, og det er f.eks. vigtigt for tutorerne i introforløbet, at introdagene ikke skal dreje sig for meget om alkohol. Der bliver selvfølgelig drukket alkohol, men det er ikke omdrejningspunktet, da der netop skal være plads til at sige nej til de våde varer. Så mit svar på altså være, at der er meget, men ikke for meget, druk på statskundskab.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op