Man skal helst nå at prøve alt her i livet på nær incest og square dance. Så det lokkede gevaldigt, da muligheden for tre år siden bød sig for at blive ansat som underviser i retssociologi på jura ved Aarhus Universitet. Det kunne da være meget sjovt at snuse lidt til lærergerningen, tænkte jeg.
Jeg studerede selv jura og havde meget lidt erfaring med at undervise. Godt nok havde jeg prøvet at stå og tale foran forsamlinger i forskellige sammenhænge, og venlige mennesker har sagt, at jeg kan tale et egern ned fra et valnøddetræ, men undervise som sådan havde jeg ikke prøvet. Faglederen må åbenbart have tænkt, at når bare det faglige var i orden, så skulle lysten nok bære mig gennem, for jeg blev ansat.
Jeg skulle hen over efteråret undervise et hold på 42 studerende i cirka halvdelen af fagets pensum. Den anden halvdel gennemgik lederen selv på forelæsninger for hele årgangen. På tre møder á et par timer gennemgik lederen de relevante kapitler og tre øvelsesopgaver for os undervisere i faget. Det var det. Værsgo og undervis!
Første gang
Så står jeg dér foran døren til lokale 420, bygning 1325, klokken kvart over ti med en frisure, der kunne sælges i tv-shop. Jeg tager en dyb indånding, åbner døren og siger goddag til virkeligheden.
Nogen og tyve studerende er mødt op, og flere virker undrende over, hvem mon jeg er til trods for min stramme sideskilning af den slags, der appellerer til yngre kvinder i omsorgssektoren i håb om at opnå en smule lærerautoritet.
Kun halvdelen er mødt op. Hvorfor så få, tænker jeg og frygter, at de allerede i undervisningsplanen har luret, at jeg ikke er en erfaren professor, og at de nok får mere ud af at blive væk.
De har vel ret, hvad kan jeg egentlig tilbyde? Jeg er selv studerende, uerfaren underviser, og de er på sin vis mine forsøgskaniner.
Senere finder jeg heldigvis ud af, at den udleverede holdliste er den samme som for tre år siden, da holdet begyndte på jura. En del er droppet ud eller blevet forsinket med studiet. Puha.
Wauw og åh, nej
De følgende undervisningsgange får jeg hakket mig nervøst gennem pensum. Som popsangeren Medina synger, så føles det som at strippe sine ord. Det er blufærdigt at gå fra at være en tavs studerende til at blive dén, folk stirrer på og nøje lytter og tager notater til. En blandet følelse af ’wauw’ og ’åh, nej’.
Nogle rynker panden, når jeg formulerer mig akavet, og især de første gange frygter jeg, at de afslører mig, klæder mine ord af og udstiller, at jeg jo kun er en studerende, en glad amatør.
Jeg forsøger mig med små anekdoter undervejs for at løsne lidt op. Jeg forsøger med eksempler på de mere abstrakte dele. Men de studerende ligner mest af alt en flok, der lige har bidt i en sur citron.
Der er ikke meget respons. Forstår de, hvad jeg siger? Synes de, jeg er håbløs?
Jeg forsøger at stille et par spørgsmål undervejs for at engagere til diskussion, men begår så lige sytten fejl i træk. Jeg stiller 3-4 spørgsmål på én gang, og det sidste er temmelig ledende. Da ingen svarer i løbet af det sekund, de får til at tænke over det, stiller jeg endnu et spørgsmål, som om det skulle hjælpe. Der er endelig én, der rækker hånden op, og jeg vælger straks hende i stedet for at give tid, så flere kan byde ind. Jeg fremhæver ikke det rigtige i hendes svar. I stedet fokuserer jeg på det, hun ikke fik sagt i en alt for lang sidesporssnak, der ikke ligefrem giver andre lyst til at byde ind en anden gang, og som nærmere signalerer, at jeg har mødt chimpanser, der kunne svare mere kløgtigt.
Der burde være en stoplyd i ens hoved, når man gør noget forkert, ligesom på en computer.
Nytteløst oneman-show
Ingen tvivl om, at jeg i løbet af efteråret begår så mange pædagogiske fejl, at man kunne fylde en hel fløj på biblioteket hos Danmarks Pædagogiske Universitet.
Den værste fejl er nok, at jeg i stedet for at insistere på at engagere og inddrage de studerende vælger den sikre vej: Et oneman-show, hvor jeg snakker, og de lytter. Det er sikkert, for det er sådan, jeg selv blev undervist på jura. Så længe jeg taler, stiller ingen spørgsmål. Det er de fleste studerende også tilpas med, så behøver de ikke have læst pensum eller sige noget, der måske kan være forkert. Desværre viser forskningen, at forelæsninger er meget lidt effektive. Det vigtige er at arbejde med stoffet på andre måder end blot at høre pensum forklaret eller at læse det.
Problemet med holdundervisning er, at det ofte bliver forelæsninger på små hold. Som jeg ser det, spildes der mange penge på at have ti forelæsere i ti forskellige lokaler.
Formålet med holdtimer er netop ikke det samme som med forelæsninger. På holdtimer bør man anvende den lærte teori og drøfte de studerendes problemer, og sørge for de nørkler med stoffet.
Et afgørende skulderklap
Desværre blev jeg som nyansat underviser ikke klædt pædagogisk på til, hvordan jeg kan aktivere de studerende.
Det følgende efterår fik jeg dog et frivilligt tilbud om seks timers kursus. Det var godt, og jeg lærte om, hvad der virker og ikke virker og fik redskaber, jeg nu bruger i undervisningen. Men seks timer er dæleme ikke meget.
Mange i universitetsverdenen mener, at enten kan man undervise eller også kan man ikke, og at god formidling kommer automatisk, når bare underviseren kan sit stof.
Jeg tror, at alle kan blive bedre. Det er jeg blevet i løbet af de tre år, jeg nu har undervist. Første gang var svær, og jeg tror ikke, jeg havde fortsat året efter, hvis det ikke var fordi, to studerende kom op den sidste gang og fortalte, at de havde været rigtig glade for undervisningen. Det var på én af årets koldeste dage, hvor selv en isbjørn kunne blive forkølet. Men det skulderklap gav varmen.