Klummen er uegnet for mindreårige, forældre og gravide.

Nogen må sige fra overfor børns stigende magt i det her land. Men det bliver åbenbart ikke med Helle som statsminister. Ingen tvivl om, at Helle er en god mor og har godt styr på Thor, Astrid og de andre kæledægger i rød stue. Og der er da heller ingen tvivl om, at Radikale er kommet i regering igen. For regeringen er blevet politisk korrekt i sådan en grad, at café latte-segmentet (og studerende på statskundskab og dem, hvis børn ikke er kræsne, men ernæringsudfordrede) kunne finde på at tænde en smøg for at fejre det: En kvinde i spidsen af Danmark og med en indvandrer og en homoseksuel som flødeskummet på ministerlisten. Men ligefrem at opfinde en børneminister. Var det nu også nødvendigt? Det er jo ikke sådan, at børn ikke bliver hørt i forvejen. Faktisk burde de holde kæft lidt mere. Som nu for eksempel i toget forleden, hvor jeg fik en alvorlig overdosis børn. Jeg sidder og forsøger at læse noget seriøst litteratur. Det gør moderen overfor mig ikke, og da slet ikke hendes tre småbørn. De skriger, smider rundt med ting og savler. Hvorfor er det lige hunde skal holdes i snor, når børn ikke skal?

Nå, jeg sidder dér og prøver at ignorerer snothvalp et, to og tre. Problemet er, at de har juraen på deres side. I seriøs litteratur kan man læse om alle de rettigheder, børn har. I januar fik vi en lov om Barnets reform, og FN har naturligvis en børnekomite og dertil en børnekonvention. Den slår fast i artikel 12, at børn skal høres. Heldigvis er børnene alt for dumme til at forstå det. Desværre ved Børnerådet og Børns Vilkår det godt. Så de har oprettet sig selv som talerør for de mange stakler, der slet, slet ikke bliver hørt nok. Stod det til de to foreninger, skulle valgretsalderen sikkert ned på 3 år. Børnerådet arbejder for børns ret til beskyttelse, indflydelse og omsorg og foreslår, at Danmark får en børneombudsmand. Nej, selvfølgelig skal vi ikke have det. Skulle en sådan fætter så tage på visitationsbesøg hos udvalgte familier i Danmark for at se, om afsoningsforholdene lever op til de internationale børnerettigheder? Og påse, at børnepengene nu faktisk også går til børnene. Og sikre, at barnet kan klage over forældres afgørelser og urimelige skøn samt uhøflige sprog og behandling? Hold nu op. Børn har ikke brug for en børnemedister eller en børnebussemand.

Jeg frygter den dag, hvor Helle skriver magtens firdeling ind i grundloven: Den lovgivende, udøvende og dømmende magt – og den møgungende magt.

Djøf Studerende og andre studiemagasiner har skrevet mange ord om, hvor mange fordele der er ved at få sit yngel, mens man læser. Men come on, at være studerende handler først og fremmest om øl og socialt samvær uden børn. Studerende er nomader på konstant jagt efter græsplæner og kollegieværelser med en undskyldning for at miste bevidstheden. Hvorfor nu rode børn ind i det?

Alligevel findes der mange, især kvinder, der har det som deres erklærede mål, at de vil det hele her i livet, inden de fylder 30. De vælger derfor at få børn, de sådan set ikke har tid til og sender dem derfor over i staten. Men supermor og -far er naturligvis med i børnehavens bestyrelse og titusinde andre ting, og dem, der efterhånden står nederst i det ræs, er os venner uden børn.

Det er poderne, der sætter dagsordenen, og de kan ikke lide forældrenes barnløse venner. Når jeg en sjælden gang får presset mig ind i børnefamiliernes proppede program, finder jeg hurtigt ud af, at forældre ikke skal have været forældre i særlig mange måneder, før de spejder efter særlige kendetegn ved deres lille øjesten. Kendetegn og talenter, som hæver barnet over mængden af alle de andre børn. Udbrud som ”Han er dygtig til at kommunikere” eller ”Hun ved virkelig, hvad hun vil,” bliver normale at høre fra de stolte forældre. Hvad skal de bruge en børneminister til, når deres minister ligger lige foran dem?

Jeg ved godt, man ikke må sige ondt om børn. Dem skal vi være ekstra large rummelige overfor. De er uskyldige. Så hvis djævelen mangler en ambassadør, har jeg nok søgt stillingen med denne klumme. Undskyld.

Jeg må indrømme, at jeg også havde dårlig samvittighed, da én af mine venner for nogle år siden spurgte, om jeg ville passe deres barn. Jeg opfandt en fyldt kalender, selvom der ikke reelt var noget vigtigt der optog mig: Kl. 16 Dyrke min selvlede. Kl. 18 Middag med mig selv (jeg kan virkelig ikke aflyse det endnu engang). Kl. 19 Tømme opvaskemaskinen …

Nej, det var ikke en af livets bedste løgne. Men mig blandt småbørn er ligeså malplaceret som en muslim til en grisefest.

Men der findes faktisk børn, jeg holder af: Laura, Oskar, Juliane, Albert og Smilla. Mine nevøer og niecer. De er gode nok. De skal nok klare sig uden en børneminister.