Du godeste, også børn får gigt. Jeg blev ringet op fra Gigtforeningen. De ville have mig til at betale et fast beløb hver måned, der skulle gå til forskning i gigt hos børn.

Godhedssælgeren vidste ikke, hvor fæl en fyr jeg er. I hvert fald hvis du spørger hende den forfrosne pige, jeg skuffede forleden, og som sikkert læser statskundskab til daglig og dyrker filantropi tirsdag og torsdag eftermiddag.

Pludselig stod hun dér foran mig, bedst som jeg var på vej op ad strøget mod Aarhus Banegård. Et halvt sekunds øjenkontakt, og haps! Fælden klappede:

”Undskyld, har du et minut,” lød det med smil, håb og venlighed i stemmen.  

Hun fik et vrissent ”nej” fra mig, ligesom de to andre, der få skridt forinden også fik afslag, da de spurgte om det samme. Den sidste kaldte mig en idiot med en hviskende og knap så smilende, håbefuld og venlig stemme. Det var nok ment som en tanke. Men ud kom det altså.

De står der altid med deres gode formål, som jeg skal bidrage til. Alt fra sultne børn i Afrika til tykke børn i Danmark. Og altså nu også børn med gigt.

Børn er i det hele taget godt materiale at sælge godhed med, og den får ikke for lidt med markedsføringstricks ovre i godhedsbranchen.

Organisationerne bag de gode formål er ikke som almindelige firmaer begrænset af markedsføringsloven. Den forbyder markedsføring, som er ”vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugere eller erhvervsdrivende for en utilbørlig påvirkning,” som jurister formulerer det.

Jeg må indrømme, at jeg forleden på strøget i Aarhus ikke tænkte de bedste tanker om den forfrosne pige i den gode sags tjeneste. Det var derimod tanker så langt ude, at de ikke engang har fundet på dem i Tyskland endnu.

Normalt roder jeg mig ud i nogle usle undskyldninger eller det-er-meget-sympatisk-men-liiige-præcis-nu-er-et-ufattelig-dårligt-tidspunkt-svar.

Efter min flugt fra godheden har jeg alligevel bakset med min dårlige samvittighed. For selv om jeg er studerende, har jeg vel lidt overskud til andre i nød, ikke? Er jeg virkelig så fæl?

Jeg er ofte i vildrede med alle disse gode formål. Hvor skal jeg bidrage med penge næste gang, nogen spørger? Det virker for tilfældigt, at det skal afhænge af, hvem der ringer mig op eller stopper mig.

Men dér på strøget forleden kogte jeg så for første gang mit svar ned til det vrisne ”nej”. Og min samvittighed havde det endelig godt. For jeg tog et moralsk opgør med min tvivl. 

Der er simpelt hen for mange med for mange gode formål derude. Jeg vil ikke lade min samvittighed manipulere mere eller lade den være gidsel i et godt formåls tjeneste.

Men mit moralske opgør holdt nu ikke så længe i første omgang. Senere betalte jeg en tyver til to skolepiger. De var ikke lønnet til at sælge godhed for andre, men havde selv klippet og klistret nogle kort sammen for at få penge til en studietur med deres klasse på den lokale skole.

Det gjorde måske forskellen. Altså det lokale.

Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan gøre en forskel dér, hvor jeg er og på den vej, livet bringer mig. Dér har jeg et ansvar, synes jeg. Til at forholde mig til dem, jeg møder. Hjælpe om nødvendigt. 

Jeg tror, du bliver nødt til først og fremmest at starte med dig selv og din familie, dine børn. Sikre at de blive gode mennesker, gode borgere i samfundet og i verden. Det er det største ansvar, du har. Går det fint, kan du gå videre.

Måske videre til alkoholikeren henne på bænken. Måske til familien, du besøgte på en rejse til et uland eller den lidende hund, der peb foran din dør. 

Når jeg bliver stoppet på gaden med alverdens gode formål, er det typisk for langt væk fra dét, jeg kan tage på mine skuldre. Det bliver for meget af det gode.

Jeg sætter min tillid til, at politikerne forvalter skattekronerne til fornuftige formål i og uden for landet.

Og jeg minder mig selv om, hvor stort et bidrag til alles ve og vel, verden over, der ligger i hver dag at gøre sig umage for at få samfundet til at fungere. Det kræver uddannelse, samarbejde og alt muligt andet, før vi sammen kan skabe værdier og veje ud af problemerne. Ikke bare ens egne, men også andres.

Prisen for et nej til et godt formål er for mange dårlig samvittighed. Men det er ok indimellem at ønske sig fri for gode formål.