Det er tirsdag eftermiddag, og David Pontoppidan er netop kommet hjem fra skole. Han går i 1.g på Aarhus Katedralskole og smider sig træt i sofaen foran fjernsynet, da han på skærmen ser et fly, der flyver alt for lavt gennem New Yorks skyline for at pløje sig ind i World Trade Center. Et øjeblik studser han - er det surrealistisk virkelighed eller en dårlig horrorfilm, der udspiller sig foran øjnene på ham? Det er virkelighed. Tusinder af menneskers liv og selve symbolet på den vestlige verdens velstand er ved at blive tilintetgjort for øjnene af ham.
"Det gjorde et fantastisk stort indtryk på mig. Jeg følte, at hele min verdensopfattelse var truet", fortæller han. I dagene efter beslutter han sig for, at han vil vide, hvad der foregår i verden. Han begynder at holde Berlingske Tidende for at lære noget om politik, og kort efter melder han sig ind i Konservativ Ungdom. Det er det parti, der har den mest pro-amerikanske profil.
Lidt over fem år senere sidder han i CEPOS' lokaler i det indre København. Her er han ansat som praktikant og forskningsassistent med udsigt til en stilling som studentermedhjælper. Han læser ikke længere Berlingske Tidende, men Politiken.
"Det er godt at udfordre sine egne holdninger, derfor læser jeg Politiken i dag i stedet for Berlingske Tidende, for man skal ikke kun tænke en vej", mener han
Jeg har selv læst Karl Marx
Vejen til studentermedhjælperstillingen hos CEPOS er gået gennem CEPOS Universitet.
"Den bedste uddannelsesmæssige beslutning, jeg har taget", siger David Pontoppidan.
Det er studerende fra statskundskab, jura, journalistik og enkelte fra humaniora, der med et essay om det fri marked ansøger om at modtage undervisning hos CEPOS. Er man blandt de nogen og tyve, som CEPOS vælger ud, kan man ende som "morgendagens meningsdannere", som David kalder det. De borgerlige af slagsen, selvfølgelig.
"Der var ikke nogen på holdet, der stemmer SF eller synes, at det fri marked grundlæggende er en forkert ide. Sådan nogen har slet ikke søgt", fortæller han.
"Men der var meget forskellige synspunkter repræsenteret på kurset, og CEPOS sørgede for at få undervisere ind, der ikke var højreorienterede. Så det var ikke lukket, tværtimod var det meget åbent".
Den samme åbenhed gør sig ikke gældende på de almindelige universiteter, der ifølge David Pontoppidan, er domineret af venstreorienterede undervisere. Det gælder i hvert fald for Sociologi på Københavns Universitet, hvor han læser, mener han.
"På CEPOS Universitet fandt jeg pludselig ud af, at der er en masse borgerlige sociologer. De har aldrig været pensum eller i det hele taget en del af den faglige opbygning på Sociologi", fortæller han.
"Den intellektuelle strømning har været venstreorienteret i mange år, og jeg synes, at akademikere har en tendens til ikke at ville stille de nødvendige spørgsmål. De udfordrer ikke sig selv nok og modsatte synspunkter bliver hurtigt fejet væk som ideologisk værk, blændværk. Derimod har jeg selv læst Karl Marx, og jeg har sat mig ned og interesseret mig for det".
David Pontoppidan virker fast i sin overbevisning om, at det er den liberale konservatisme, der er den rigtige vej. Men bliver han aldrig i tvivl? "Jo. Det prøver jeg hele tiden at komme. Det er derfor, jeg læser Politiken. Men når der er noget, jeg tror på, så er jeg nødt til at kæmpe for det. Sådan er det med frihed, jeg kan ikke tro på, at andre gør det, jeg er nødt til at kæmpe for det. For eksempel er det ikke ligefrem populært på sociologi at være formand for Konservativ Ungdom København eller at læse på CEPOS Universitetet. Men det er det, jeg tror på, og det skal man kæmpe for"
Jeg tror på succes
"Jeg tror på succes. Succes er en livsstil jeg prøver at leve efter. Succes er at nå sine mål. Jeg nyder at slappe af i sofaen til en klassisk film noir eller opleve verden. Jeg hører alskens musik og muzak, spiser god mad, kører i sportsvogne når lejligheden byder sig, klimprer lidt guitar, og tager til fodbold med Brøndby IF. Alt for mange mennesker gør i mine øjne for lidt for at opnå deres mål. Succes handler om at opnå det i livet man gerne vil. Derfor tror jeg på succes".
David og Reagan
Davids forbillede er Ronald Reagan. "Reagan gjorde mange gode ting, som jeg beundrer ham for. Han havde en evne til at kommunikere frihed, så det gav mening for almindelige amerikanere på gulvet. Og så er han en fantastisk folkelig profil. Han blev født i en fattig, irsk familie, blev skuespiller og derefter præsident - og den mægtigste mand i verden. Det lyder så latterligt i Danmark med en, der kommer fra intet og bliver til alt, men det er fordi, vi ikke i samme omfang har oplevet det og derfor ikke kan sætte os ind i det".