Tine Eriksen har haft travlt i løbet af sit studie på Statskundskab i København. En studentermedhjælperstilling på tyve timer om ugen har været fast inventar under hele studietiden, og en enkelt gang har hun endda haft praktikplads og studiejob på i alt fyrre timer - samtidig med at studiet skulle passes. Men nu er det slut. Hun har opsagt sin stilling som assistent for en folketingspolitiker for endelig - til allersidst i sit studie - at få ordentlig tid til at skrive sit speciale.

"Der er så mange muligheder for at arbejde og rejse, så selvom man har prøvet en masse, vil der altid være endnu mere, man kan gøre. Men når alle de her fantastiske muligheder skal presses ned til 5-6 år, kan det godt ende med at være rimeligt stressende, og mange - inklusiv mig selv - glemmer, at de først og fremmest er studerende. Lige pludselig følte jeg, "Gud hvor er det lang tid siden, jeg har studeret", fortæller Tine Eriksen.

Man siger ikke nej

Men hvorfor har vi så travlt med at nå det hele inden, studietiden er overstået? Tine Eriksens bud er ikke entydigt; det handler både om forventningerne hos de kommende arbejdsgivere, om lyst til at prøve det hele af - og om hvad man gør og ikke gør.

"Man har selvfølgelig lyst til mulighederne, men man er også opdraget til ikke at sige nej, når man får dem. Hvis man ikke griber mulighederne, har man fravalgt det. Det er mindst lige så meget et fravalg, når der er noget, man vælger ikke at gøre, som det er et tilvalg, når man gør det", siger hun.

Samtidig handler det om at skabe sig sin egen profil, så de kommende arbejdsgivere lægger mærke til en.

"Når man starter på Statskundskab, får man at vide, at det her er mulighedernes land, og man hører et utal af gange, hvad det betyder, at man har været ude, og at det gælder om at have sin egen profil. Men alle, jeg kender, har enten været i praktik eller i udlandet og haft studiejob, og jeg tror, der er gået lidt inflation i det. Der er ikke nogen, der bare har studeret, og for mit vedkommende er det blevet alt for meget". Den høje akademikerledighed da Tine begyndte på studiet, har også været med til at skabe inflation i aktiviteterne.

"De første år af min uddannelse så det ret skidt ud med hensyn til job, og man talte om taxagenerationen, altså veluddannede, der var nødt til at køre taxa fordi, de ikke kunne få et job. Jeg arbejdede i Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse og fik kendskab til mennesker med fine uddannelser, der gik arbejdsløse, så jeg har nok haft ekstra fokus på, at det ikke blev mig. Jeg håber, at de studerende, der starter nu, ser mere optimistisk på fremtiden".

Går ud over fordybelsen

Når arbejdet fylder, går der tid fra studierne. Det har Tine Eriksen erkendt, og da hun skulle til at skrive speciale og samtidig var blevet nødt til at rykke nogle fag, så hun skulle tage dem samtidig med specialeskrivningen, var smertegrænsen nået.

"Jeg kunne mærke, at hvis jeg skulle tage fag, skrive speciale og have et job, så ville det speciale skulle skrives udelukkende for at blive færdigt, så jeg kunne lukke kassen og kalde mig cand.scient.pol. Jeg ville ikke skrive det for at småforske", siger hun.

Tine Eriksen mener, at for at kunne give studierne den nødvendige opmærksomhed, bør man kun arbejde to dage om ugen, ellers går det ud over fordybelsen.

"Jeg hører mange sige, at de havner med følelsen af, at de ikke har gjort noget 100 procent", siger hun og uddyber.

"Man lægger måske 70 procent på jobbet og 70 procent på studierne, og man ved hele tiden, at det her kunne man have gjort bedre, hvis det var den eneste ting, man lavede. Men det er der ikke tid til. Hvis man kun har onsdag aften til at lave noget, er det begrænset, hvor genialt det bliver. Det betyder, at den struktur, der er på arbejdsmarkedet, kommer ind over studielivet, hvor den på mange måder bliver det dominerende".