Har du husket feriepengene?
Når du har job ved siden af studiet, optjener du feriepenge og har ret til at holde ferie. Du har krav på 25 dages ferie i ferieåret, som løber fra den 1. maj til den 30. april. Tjek altid din ansættelseskontrakt og virksomhedens personalehåndbog eller overenskomst, da der kan være supplerende bestemmelser om ferie.
Din løn under ferie
Du har altid ret til 25 dages ferie i ferieåret. Men for at holde ferie med løn skal du have optjent feriedage/-timer. Du optjener ret til 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse. Det svarer til 25 dage om året.
Hvis du ikke har optjent feriedage/-timer hos din nuværende arbejdsgiver, bliver du trukket i løn, når du holder ferie. Hvis du var ansat hos en anden arbejdsgiver i optjeningsåret, har din tidligere arbejdsgiver indbetalt dine feriepenge til Feriekonto. Dem skal du have udbetalt, når du holder ferie.
Månedslønnet eller timelønnet
Som månedslønnet svarer din løn under ferie til din sædvanlige løn. Ud over din løn får du et ferietillæg på 1 pct. af lønnen i optjeningsåret. I det offentlige er ferietillægget dog på 1,5 pct. Hvis du er timelønnet eller løst ansat, har du ikke ret til løn under ferie, men får i stedet feriepenge på 12,5 pct. af lønnen. Din arbejdsgiver indsætter pengene hos Feriekonto i optjeningsåret, og du får dem udbetalt, når du holder ferie.
Du kan læse mere om løn og om de øvrige ansættelsesvilkår, der gælder i dit ansættelsesforhold ved at klikke på linket i boksen øverst til højre.
Husk din legatansøgning inden 1. juni
Ønsker du at søge Djøf Forlags Rejse- eller Studielegater for sommeren 2007, skal du huske at ansøgningen skal være Djøf i hænde senest den 1. juni kl. 16.00.
Du kan finde ansøgningsskemaer og praktiske oplysninger samt de generelle betingelser for at søge et legat fra Djøf Forlag ved at klikke på linket i boksen øverst til højre.
Arbejder du for meget? - Hav styr på kontrakten
Mange studerende opdager, at deres arbejdsgiver kræver mere af dem, end det der stod i stillingsopslaget. Det er ikke nødvendigvis noget problem, så længe man bliver betalt for de ekstra timer og ellers synes, man har nogle relevante arbejdsopgaver.
I eksamensperioden kan det dog blive svært at få både læsning og de ekstra arbejdstimer til at hænge sammen. Derfor er det vigtigt, at du har en ansættelseskontrakt. Hermed er der ingen tvivl om, hvad der maksimalt kan forventes af dig, og du undgår at stille både dig og din arbejdsgiver i et dårligt lys, hvis du bliver nødt til at gå tilbage på det oprindelige antal timer i eksamensperioden.
Djøf anbefaler 15 timer for studerende på deres grunduddannelse. Er du kandidatstuderende har du måske ikke så mange fag længere, hvorfor en længere arbejdstid måske godt kan varetages. Men din uddannelse er stadig det vigtigste som nøglen til din karriere.
Langt de fleste arbejdsgivere er fleksible overfor deres studentermedhjælpere i eksamensperioden, men sørg alligevel for at have kontrakten i orden og evt. for, at der bliver tilføjet en sætning om fleksibilitet i ansættelsesforholdet
Du kan altid få mere at vide om kontrakt og ansættelsesforhold på Djøfs hjemmeside eller ved en af Djøfs konsulenter pr. tlf. 33 95 97 00.
Snart Kandidat arrangement i København
Kom til Karriere og kandidat arrangement i Djøfs lokaler, Gothersgade 133, d. 11. juni fra 17.00-19.30. Her fortæller Djøfs konsulenter dig bl.a. om følgende emner:
- sidste nyt på jobmarkedet
- gode råd om jobsøgning
- tips til lønforhandling
- information om A-Kasse og dagpenge.
Der vil også være et spændende oplæg ved HR Konsulent Christian L. Henningsen fra Nykredit, som bl.a. vil fortælle om, hvad erhvervslivet efterspørger og hvad i særdeleshed hvad Nykredit efterspørger hos en kandidat.
Bemærk arrangementet er gratis, der er dog tilmelding senest d. 8. juni til karrieremedarbejder Jannie Jessen jaj@djoef.dk eller på 33 95 98 85.
Snart kandidat - husk at informere Djøf
Er du næsten færdig med studierne og skal ud på arbejdsmarkedet? Husk at meddele Djøf, når du ændrer status fra studerende til kandidat. Så kan du få de rigtige fordele og tilbud.