For to målrettede statskundskabs-studerende udviklede bachelorprojektet sig stik mod al forventning. De blev fanget i hver deres alvorlige studie-krise. Turen mod helvedes forgård fortsatte indtil kort før afleveringsfristen, hvor Cecilie måtte søge professionel hjælp for at finde tilbage på sporet og endelig aflevere et bachelorprojekt. Nikolaj er endnu ikke blevet bachelor og arbejder stadig med krisens eftervirkninger.
Da jeg møder Cecilie og Nikolaj til en snak om eksamen i slutningen af maj, er jeg netop landet efter to forrygende uger i New York. Selvom min første eksamen er i morgen, ligger det mig meget fjernt, at de fleste omkring mig på denne årstid kun kan koncentrere sig om bøger og dårlig samvittighed. Der går dog ikke ret lang tid, før realiteten slår mig. Jeg spørger Cecilie, hvordan bachelorprojektet skrider frem, og får et svar, der straks river mig ud af min rejse-ekstase.
"Jeg er helt tom inden i. Jeg føler mig kastet rundt i manegen og går konstant i en tåge, hvor det eneste jeg kan tænke på, er mine to projekter. Og tankerne er ikke konstruktive, de kredser rundt og rundt om én eneste konklusion: det bliver ikke til noget."
Helvedes forgård
Cecilie befinder sig i helvedes forgård, hvor enhver forestilling om, at studietiden er det bedste man har, er vendt på hovedet.
Cecilie og Nikolaj er normalt den slags studerende, man gerne selv vil være. Ud over at studere har de ild i alle mulige projekter omkring og udenfor studiet. De har geniale studiejobs og vifter alligevel spørgsmålet om, hvornår de holder fri, væk med et grin. "Studiet er for mig normalt kun et af mange vigtige gøremål, og jeg plejer at have masser af tid til at lave ingenting og se de vigtige mennesker i mit liv," siger Cecilie.
Men for tiden ser alting mere dystert ud. I de to uger jeg har været væk, har Cecilie og Nikolaj oplevet en karruseltur med kurs direkte mod en afgrund, som jeg ved, de ikke er alene om at bevæge sig imod, men som ingen udefra hverken kan se eller røre. De er ikke bare havnet i helvedes forgård. De er også blevet placeret i isolations-celler. "Det er, som om jeg går rundt i en osteklokke, og jeg bevæger mig længere og længere væk fra en meningsgivende hverdag," fortæller Nikolaj.
Nikolajs situation er meget forskellig fra Cecilies. De studerer sammen og er begge i gang med deres bachelor-projekt. Deres to historier bekræfter, at ingen er ens.
"De fleste omkring mig har været heldige. De har formuleret en problemstilling, er gået i gang, og har trin for trin kunnet fremstille et produkt", siger Nikolaj og fortsætter: "Jeg får masser idéer - hele tiden - de vælter ind, men kan slet ikke finde sammen i en meningsgivende struktur, og det er dér, magtesløsheden sætter ind." Nikolaj er én af den slags mennesker, der yder bedst lige før deadline, og på det tidspunkt kan han under normale omstændigheder fremstille formidable ting. Men denne gang kommer der intet på papiret.
En uventet drejning
Udgangspunktet for de to statskundskabs-studerende var at aflevere to projekter midt i juni, dels en bachelor og dels en lignende seminar-opgave. De havde et helt semester til at strukturere og bearbejde opgaverne. Det virkede i starten helt overkommeligt og faktisk spændende endelig at få lov til at producere større projekter.
"Bachelor-projektet er ment som den ultimative træning i at skrive videnskabeligt," fortæller Cecilie. "Ved at opbygge faget som man gør på Statskundskab er meningen, at vi undervejs bliver stimuleret i denne proces. Men mine oplevelser i foråret udfoldede sig som en direkte modsigelse mod enhver idé om, hvordan jeg normalt fungerer i en arbejdsproces. Dette forår er noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg ser normalt mig selv som en nogenlunde struktureret studerende, der har begge ben på jorden og ved, hvad det går ud på. Men et eller andet rev benene totalt væk under mig i løbet af foråret."
For Cecilie fik den totale skriveblokade først en ende to uger før aflevering. To bekendte med tilknytning til instituttet pressede hende
"Min vejleder tog vist for givet, at jeg havde det hele under kontrol og var på rette vej"
til at tage sig selv alvorligt. "De satte nogle ord på min situation, som ingen før havde gjort. De talte næsten mere alvorligt om min tilstand, end jeg selv turde, og det var skræmmende men samtidig enormt bekræftende. Heldigvis har vi desuden et system af læger og psykologer, der ikke er langsomme i optrækket. De pressede mig til at handle trods min lidt skeptiske og snusfornuftige holdning til den slags ting."
Med professionel hjælp lykkedes det Cecilie at svinge sig op over kanten og endelig få afleveret begge opgaver. Imens kæmpede Nikolaj videre med idéerne, der ikke ville blive til ord på papiret.
En tid man helst vil glemme
"Inden jeg gik i gang, var det min klare forventning, at jeg ville befinde mig bedst med seminar-eksamensformen, hvor man arbejder intenst på en aflevering gennem længere tid. Men da der var tre dage til aflevering, havde jeg stadig ikke skrevet den ene opgave færdig. Frustrationen sad i hele kroppen og gjorde mig aggressiv, men aggressionen var bare destruktiv hele vejen igennem. Der kom ikke noget godt ud af den. Jeg følte mig totalt verdensfjern og kunne ikke fokusere. Til sidst forsøgte jeg at skrive mig ud af frustrationen, men der var simpelt hen ikke tid nok, og jeg fik ikke afleveret én eneste side. Mit problem var nok hovedsagligt, at jeg ikke gav mig selv lov til at holde fri. Jeg fik aldrig inddelt dagene i "arbejde" og "fritid", så i princippet var jeg hele tiden i gang. Det tog kræfterne og kreativiteten fra mig."
Tre dage efter deadline lå der stadig en sky over Nikolajs bevidsthed.
"På overfladen virker det, som om statskundskaberne er nogle benhårde studerende, men jeg ved nu med mig selv, at det ikke gælder for alle"
Han havde hverken fået afleveret bacheloropgaven eller sit andet projekt, og den konstatering, at han det næste halve år skal finde tid til at skrive to omfattende projekter efterlod en uforløst irritation.
"Det er som om, det ikke vil forlade kroppen. Nu glæder jeg mig bare til at komme lidt væk for at finde ud af, hvordan det går videre herfra. Den ultimative akademiske træning gav i hvert fald ikke mig noget særligt konstruktivt."
Tal fra hjertet
De to studerende havde i lang tid svært ved at se virkeligheden i øjnene, og det var lige så vanskeligt for andre at se deres situation klart.
"Min vejleder tog vist for givet, at jeg havde det hele under kontrol og var på rette vej," siger Cecilie og fortsætter: "Han rystede på hovedet, når jeg forsøgte at sige, at jeg ikke anede, hvilken vej jeg skulle. Det samme gjorde mine studiekammerater, der slet ikke kunne sætte sig ind i min situation. Måske netop derfor var det svært at indrømme over for mig selv, at der var noget helt, helt galt. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det ikke kunne passe. Jeg synes ikke, der er ret mange studerende hos os, der virkelig delagtiggør hinanden og underviserne i de vanskelige sider af studielivet, og måske har vi også et så distanceret forhold til vores undervisere, at det ville virke helt absurd at øse ud af sine personlige erfaringer overfor dem. Jeg ved der er et anderledes åbent forhold til den slags ting på andre studier. På overfladen virker det, som om statskundskaberne er nogle benhårde studerende, men jeg ved nu med mig selv, at det ikke gælder for alle."
Cecilie og Nikolaj måtte gå enormt meget igennem, før de følte sig så ramt, at de erkendte overfor sig selv og omverden, hvordan det virkelig stod til. Det overrasker mig, at så få tog de to studerendes situation alvorligt. Kun to personer reagerede prompte, idet de foreslog Cecilie at søge professionel hjælp. De fleste andre fejede alvoren af bordet med et frejdigt »det skal nok gå«. Jeg mener ikke, der er noget forkert i at gå ned med flaget, men det virker som om, vi ikke rigtig ved, hvordan vi skal håndtere den slags nedture hverken hos os selv eller andre.
(navnene i artiklen er ændret af hensyn til de medvirkende).