"Jeg synes, det er en smaddergod idé med praktikophold, og der er ingen tvivl om at rigtig mange studerende får rigtig meget ud af det", fortæller Majken Hjort, der er Sekretariatschef for Det Internationale Sekretariat på Det Juridiske Fakultet.
"Den studerende, der vælger et praktikforløb, har mulighed for at tilegne sig nogle færdigheder, som Universitetet ikke har en chance for at give studerende. For eksempel tilegnelse af praktisk viden, muligheden for eventuelt at indgå i et interkulturelt arbejdsmiljø, og samtidig vise, at de selv har taget initiativ og tilrettelagt et praktisk forløb. Dette gør eleven mere kvalificeret," forklarer Majken Hjort.
Meritoverførsel
Muligheden for at tage i praktik i løbet af sin kandidatuddannelse har eksisteret igennem længere tid, men muligheden for meritoverførsel med 10 ects blev først realiseret for 5-6 år siden af Studienævnet. Til efteråret skal det dog tages op i Studienævnet, om et praktikophold eventuelt skal have mulighed for at kunne meritoverføres med 20 eller 30 ects.
Det Juridiske Fakultet sender kun mellem 15-17 elever af sted i praktik om året. Majken Hjort mener, at dette både skyldes, at de fleste jurastuderende i København har gode muligheder for at få praktisk erfaring via studiejobs, men også at jurastuderende ikke er særlig gode til at tage initiativet til at realisere et praktikophold. Det er en skam, synes Majken Hjort.
"Det er oplagt, at man kan skabe sig nogle andre erfaringer i et praktikophold, end man kan via et almindeligt studiejob. Vi oplever dog, at mange studerende er frygtelig bange for at bruge ects point på ´udenoms ting´, fordi så kan de vælge færre kursusfag," fortæller hun. De studerende er derfor også selv med til at fravælge det mere spændende eller alternative. Majken Hjort er dog ikke i tvivl om, at de fleste arbejdsgivere vil synes, at det er interessant med et praktikophold på CV´et.
I Udenrigsministeriet fortæller Svend Gad, chef for Team Personale Administration, at et praktikophold ikke bare er et væsentligt supplement til ens uddannelse, men "nærmest et krav for senere ansættelse i Udenrigsministeriet. Vi vil gerne have nogen, som har haft jord under neglene". Svend Gad mener hermed, at de studerende der har været i praktik, allerede har tilegnet sig nogle teoretiske og praktiske færdigheder samt menneskelige egenskaber, som god konduite, håndtering af den stress, der kan medfølge af at bo i udlandet, modenhed, samt indblik i dagligdagen på en arbejdsplads. "Udenrigsministeriet er et korps af generalister", og et praktikforløb kan gøre den studerende "mere operativ".
Partner Simon Hjelmborg og HR-chef Jens Hybel hos Bech, Bruun & Dragsted synes ligeledes, at et praktikforløb kan bidrage positivt til den studerendes uddannelse og fremtidige karrieremuligheder.
"Man får en sag i den virkelige verden. Det er sundt at lære allerede, mens man er studerende. Det er kun et plus, at man prøver det", siger Jens Hybel. De mener begge, at et praktikophold, lige såvel som et studieophold i udlandet, kan forbedre den enkeltes sproglige kundskaber, forståelse for andre mennesker og deres kultur, samtidig med praktikanten lærer at stå på egne ben og skabe et nyt netværk i et fremmed land, hvilke er egenskaber, de bestemt kan bruge på deres arbejdsplads.
"Man får testet ens evner til at skabe et netværk, dels fagligt, dels socialt. Netværk er jo vigtigt som advokat. Det er jo ikke nok at være en god jurist for at være en god advokat", siger Simon Hjelmborg.
Fodre svin
I Udenrigsministeriet og hos Bech Bruun & Dragsted er det derfor uden betydning, hvis et praktikforløb medfører en forlængelse af studietiden. Så længe det har bidraget positivt til den studerendes uddannelse. Et praktikophold bør dog ikke, ifølge Simon Hjelmborg og Jens Hybel, gå ud over fagligheden ved at erstatte uforholdsmæssigt meget af den studerendes uddannelse.
"Uanset hvad den studerende vil miste fagligt ved at erstatte et kursusfag, vil jeg altid vælge en med den erfaring," (praktikophold eller studieophold - red.) konstaterer Simon Hjelmborg.
Når Udenrigsministeriet søger fuldmægtige, får de som regel 800 ansøgninger til stillingerne, og der er det af stor betydning for udvælgelsen, hvorvidt en ansøger formår at skille sig ud, især hvis der er mange ansøgere med samme uddannelse.
"Man kan jo fodre svin med scient.pol'er, og de der RUC´ere," (internationale udviklingsstuderende red.) hvorfor, de udover deres karaktergennemsnit, også skal udskille sig i stakken af ansøgninger, og det kan den enkelte for eksempel gøre - ved at have et praktikforløb på sit CV. Derfor bør man, ifølge Simon Hjelmborg huske at synliggøre alle ens kvalifikationer, og man skal bestemt nævne praktikopholdet i selve ansøgningen.
"Uanset om man kun har lavet kaffe et eller andet sted."