Det tværfaglige EU

Af: Magnus Ø. Madsen

13.12.2007

EU er meget mere end alenlange traktater, svært forståelige lovparagraffer og politiske forhandlinger i Bruxelles.


Det handler også om kultur, identitet, historie og geografi. Og der er derfor slet ingen tvivl om, at tværfaglighed er et vigtigt skridt mod øget forståelse af EU-stoffet. Det mener Morten Rasmussen, forskningskoordinator og kursusansvarlig for KU´s forelæsninger i "Europa i Forandring".

Europa i forandring

I 2005 opstartede Københavns Universitet satsområdet "Europa i forandring". Det fik til formål at øge den tværfaglige forskning indenfor Europa-stoffet. Som en del af satsområdet "Europa i Forandring" blev der også etableret en forelæsningsrække hvert semester. Forelæsningsrækkerne har igennem de sidste to år præsenteret de studerende for et større antal nationalt/internationalt anerkendte politologer, jurister, historikere og humanister, der ud fra deres forskellige fagdiscipliner har forelæst om de mange problemstillinger, der vedrører EU. Det har givet forelæsningsrækken et meget tværfagligt tilsnit.

Tværfaglighed øger forståelsen af EU-stoffet

Ideen bag denne tværfaglige tilgang til EU-stoffet er at bryde med de ofte fagsnævre tilgange til stoffet. Forskningskoordinator og kursusansvarlig for forelæsningerne "Europa i Forandring" Morten Rasmussen forklarer:

"Hvis du tager til en statskundskabskonference eller en historisk konference, så vil du opleve, at nogle af de diskussioner, der foregår der, rent faktisk ville blive temmelig meget bedre, hvis man havde en stærkere tværfaglig profil."

Derfor har forelæsningerne "Europa i Forandring" stræbt efter at præsentere EU-stoffet ud fra en mere bred ramme. Morten Rasmussen forklarer om forelæsningerne:

"Det er et sted, hvor man stifter bekendtskab med de mange forskellige typer af tolkninger og tilgange til europastoffet. Ja, hvor man kan få den der tværfaglige indsigt og få snust til emner, man ellers ikke var kommet i nærheden af eller overhovedet havde tænkt på."

Ideen om at øge de studerendes tværfaglige forståelse af EU er også vigtig for Morten Kelstrup, der er formand for styregruppen bag hele satsområdet "Europa i forandring". For som han forklarer:

"Noget af det, der er helt åbenbart i forståelsen af Europas udvikling i dag, det er, at politik, økonomi, jura, identitet og kultur spiller sammen. Hvis man ser det fra min synsvinkel som politolog, kan man sige, at politologien ikke kan stå alene. Hele EU's legitimitetsproblem har meget at gøre med hvilken identitet, folk har, og hvilken udvikling de har gennemgået."

Et supplement, men ikke en helgardering

Morten Rasmussen er dog godt klar over de umiddelbare mangler ved den tværfaglige og ofte meget brede tilgang til EU. For eksempel. mener han ikke forelæsningerne "Europa i Forandring" kan stå alene, hvis folk ønsker mere teknokratisk information om særlige paragrafer eller de forskellige beslutningsprocedurer - det må man over på statskundskab og følge nogle af deres mere klassiske EU-kurser for at få styr på. Til gengæld tror Morten Rasmussen på at de studerendes møde med de mange forskellige udlægninger af EU og ikke mindst introduktion til nye og ellers ukendte områder af EU, forelæsningerne forhåbentligt medfører, kan være med til at spore de studerende ind på nye og anderledes jobmuligheder. Om det bevis/diplom man kan få, hvis man et semester følger 10 ud af de 12 udbudte forelæsninger i "Europa i Forandring" bliver af afgørende betydning når de studerende siden hen søger jobs tvivler han dog på - især hvis det er indenfor EU:

 "Hvis man skal søge job indenfor de europæiske institutioner, skal man jo stadig bestå denne her concour - og der tror jeg ikke vores papir betyder så meget i den sammenhæng." udtaler Morten Rasmussen

Ikke desto mindre mener Morten Rasmussen, at forelæsningerne udgør et godt og ofte meget nødvendigt supplement til de forskellige institutters arbejde med EU. Det er i hvert fald noget han selv har erfaret gennem hans seneste par års arbejde med "Europa i Forandring":

"Jeg vil sige, jo mere jeg har arbejdet som forskningskoordinator i satsområdet, jo mere fattigt synes jeg faktisk en snæver faglig tilgang til stoffet er. Der er slet ikke tvivl om, at tværfaglighed er et vigtigt skridt mod øget kvalitet" afslutter Morten Rasmussen.


Tværfaglige forelæsninger om EU              

Ved årets udgang udløber det overordnede satsområde "Europa i Forandring" og dermed også umiddelbart mulighederne for at videreføre forelæsningerne "Europa i Forandring". Der er dog stadig tale om at videreføre forelæsningerne "Europa i Forandring" selvom det overordnede satsområde lukkes ned. I tilfælde af at forelæsningerne ikke bliver videreført, er der som alternativ stadig statskundskabs Jean Monnet forelæsninger, der ligeledes angriber EU-stoffet ud fra mange forskellige vinkler og discipliner.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op