Kritikken benævnes djøfisering og går på, at vi som gruppe har tilranet os en fremtrædende placering i det politiske apparat. Dette problematiseres ud fra en antagelse om at de velstillede djøfere kun tænker på sig selv. Er der hold i den forestilling?
Jeg diskuterede først spørgsmålet med Nanna Westerby, folketingskandidat og formand for SF's Ungdom. SFU havde op til valgkampen ført en slags hvervekampagne på de tekniske skoler i København i et forsøg på at dæmme op for djøfernes dominans af det ungdomspolitiske arbejde. Bagefter snakkede jeg med Simon Krøyer, der er formand for Djøf Studerende, om det nu også står så skidt til. Til sidst stykkede jeg interviewene sammen med en række relevante historiske paralleller for på denne måde at belyse spørgsmålet fra så mange sider som muligt.
Er djøfiseringen ikke et nødvendigt onde? De fleste er enige om at verden bliver mere og mere indviklet. Kræver det ikke, at der er nogle folk, der har sat sig grundigt ind i sammenhængene, der administrerer den?
Nanna Westerby: Politik handler om menneskers hverdag, og derfor er det ærgerligt, hvis diskussionerne om vores hverdag er forbeholdt et lille mindretal, som har rigtig lange uddannelser. Jeg har ikke noget problem med, at folk, der er djøfere, er aktive i SF's Ungdom. Det skal de være mere end velkomne til, men jeg synes, det er ærgerligt, hvis der kun er plads til dem. Jeg mener, at diskussionerne om skat eller velfærd i fremtiden er politiske diskussioner, der handler om hvilket samfund vi gerne vil have. Jeg tror ikke på, at man kan reducere det til teknokratiske debatter om, hvad der ville være det bedste.
Men er det så jeres politik der fejler noget? Dansk Folkepartis Ungdom har anderledes godt fat i ungdommen på de erhvervsfaglige skoler?
Nanna Westerby: Jeg ved, der er rigtigt mange med akademisk baggrund i Dansk Folkepartis Ungdom, og der er jo heller ikke fordi vi ikke har nogen med erhvervsfaglig baggrund i SFU. Det er et generelt problem. De undersøgelser, der har været af de politiske ungdomsorganisationer, viser jo, at der sidder rigtigt mange med akademisk og særligt med Djøf uddannelser. Jeg tror tværtimod, at vi i SFU har godt fat i gymnasieeleverne og dem med de mellemlange videregående uddannelser. Så jeg synes, vi favner bredt.
Gennemfører I kampagnen fordi, I oplever, at djøfiseringen tager til? Det er vel ikke et nyt problem?
Nanna Westerby: Nej det er det ikke. Det er noget, der har været undervejs i nogle år, men nu har vi besluttet os for at gøre noget ved det. Vi har for mange år siden i SF's Ungdom sagt, at vi vil være et aktivitetsfællesskab, der gerne vil lave verden om lige nu og ikke kun snakke om, hvordan man gør det. Derfor var det naturligt for os at sætte fokus på andre grupper af unge, og derfor har vi taget fat på erhvervsskolerne nu.
Er det jeres oplevelse, at de unge på tekniske skoler interesserer sig lige så meget for politik som andre grupper?
Nanna Westerby: Ja, de er på ingen måde uinteresserede. De tekniske skoler har været rigtigt aktive i forbindelse med afskaffelse af skolepraktikken og hele problematikken omkring lærerfri timer. Der foregår masser af politiske diskussioner. Det handler bare om at tage fat i dem og snakke politik nærværende. Ligesom vi gør alle andre steder.
Det er nogle rimeligt konkrete problemstillinger, som du nævner, optager dem. Derfra og så springet til at gå ind i en politisk ungdomsorganisation, der er vel et stykke?
Nanna Westerby: Jeg meldte mig selv ind i SF's ungdom sidst i folkeskolen, fordi jeg oplevede, at der var nogle af mine klassekammerater, der bare strøg igennem, og andre der ikke rigtigt havde opbakning hjemmefra og derfor aldrig rigtigt kom nogle steder. Jeg tror, at rigtigt mange unge, og voksne for den sags skyld, bliver aktive, fordi de oplever et konkret problem i deres hverdag. Det er klart, at vi har mange diskussioner som er mere overordnede og globale, og dem skal man også have. Selvfølgelig skal der indgå en samlet vision, men det mange først ligger mærke til er det der sker lige rundt omkring dem.
Du ser det ikke som et selvstændigt mål for de fremtidige djøfere at sætte sig på det politiske system?
Simon Krøyer: Nej, ikke et selvstændigt mål, men det er klart, at det er meget naturligt, at djøferne kommer ind og ender med at fylde meget i forvaltningen. Sådan har det traditionelt været. Jeg ser det ikke som et mål, at de folk der tager de samfundsvidenskabelige uddannelser skal være overrepræsenteret i folketinget. Jeg ser det mere som en konsekvens af, at det typisk er folk der interesserer sig for politik, der tager en uddannelse indenfor det og ender i politik.
Simon Krøyer: Jeg kan huske, da jeg gik på handelsskolen, hvor Venstres Ungdom også kørte noget med at hverve medlemmer. Hvis SFU vil gå efter andre grupper end djøfere, skal de være hjerteligt velkomne til det. Det er jo meget naturligt, at de folk der tager nogle uddannelser indenfor samfundsvidenskab interesserer sig for det, og derfor også typisk er dem, der engagerer sig. Kritikken er vel at andre grupper i samfundet ikke på samme måde er aktive.
Det er fordelingen, der er problemet?
Simon Krøyer: Det er svært for mig at komme med gode råd til hvad man skal gøre ved det, men jeg kan godt se, at det kan have en selvforstærkende effekt, hvis der generelt sidder mange med en akademisk baggrund, altså ikke kun djøfere. Når man tænker på, hvordan man sædvanligvis rekrutterer gennem netværk, er det klart at akademikere vil være tilbøjelige til at rekruttere yderligere akademikere.
Hvornår i sit studieforløb bliver djøferen mere teknokrat end almindeligt menneske?
Nanna Westerby: Det tror jeg ikke, de bliver. Hvis den politiske debat kun bliver varetaget af djøfere, tror jeg, det bliver en usund debat, men de skal være mere end velkomne til at melde sig ind i SFU.
Set i et historisk perspektiv dukker spørgsmålet om djøfiseringen første gang op i slutningen af industrialiseringen. I takt med universiteternes fremvækst opstår en hidtil uset klasse af dannede borgere. Fælles for denne klasse er deres selvforståelse, som bunder i, at de ved mere end almenheden. De bekræftes løbende i denne selvforståelse, da samfundet udvikler sig i rivende hast og deres kompetencer efterspørges og udnyttes i alle aspekter af samfundet. Efterhånden bliver selve indretningen af samfundet så komplekst, at det kræver en lang uddannelse at begribe dets funktioner. Det moderne bureaukrati vokser frem og tidligere solidaritetsformer ændrer karakter. Den veluddannede klasse stiller sig i denne situation til rådighed med et forståeligt ønske om at forvalte samfundsapparatet på den mest effektive og hensigtsmæssige måde. I alles interesse selvfølgelig.
Nu til dags er Danmark en integreret del af det internationale videnssamfund. En veluddannet befolkning er en forudsætning og en selvfølge. Samfundsindretningen beskrives rask væk som hyperkompleks. Viden er en handelsvare og kampen om komme med de bedste bud på at optimere velstanden og velfærden er knivskarp. I denne situation er specialiseret viden om samfundsindretningen nøglen til at få et arbejde der både giver godt ved kasse 1 og sikrer indflydelse på den fremtidige samfundsindretning. Djøferne har positioneret sig rigtigt godt i denne kamp ved at dominere den politiske arena såvel som medier og domstole der formelt er sat til at øve kontrol hermed.
Pudsigt nok er den historisk set mest afgørende udmøntning af denne selvforståelse bolsjevikkernes ("flertallet") magtovertagelse i Rusland. Revolutionen i 1917 var ifølge bolsjevikkerne forudset af Karl Marx. I Marx's analyse var kapitalismens udvikling betinget af en række ufravigelige love, der med historisk sikkerhed ville føre til dens sammenbrud. Efter revolutionen skulle samfundet styres af en velforberedt og skolet elite, der ville sikre, at fordelingen af goder og byrder blev optimeret. I massernes interesse selvfølgelig. Bolsjevikkerne var dengang den klasse, der skulle sikre overgangen til kommunismen gennem benhård, men retfærdig, kontrol med statsapparatet.
Senest er Djøf som fagforening gået ind på spørgsmålet om skattepolitik. Et sprængfarligt emne at tage op tæt på en valgkamp. Udspillet er jo ikke politisk lyder forsvaret. Det er objektivt bud på, hvordan vi gennem at sikre gunstige vilkår for djøferne kan tiltrække endnu flere djøfere til landet. De kan forvalte med endnu finere præcision med henblik på at gøre det attraktivt at være djøfer. Skatteudspillet taler sit tydelige sprog om djøfernes aktuelle selvsikkerhed.