Onsdag den 15.august 2007. Den dag trådte det såkaldte rygeforbud i kraft. Forbuddet kom i forlængelse af flere års tiltagende opmærksomhed omkring farerne ved ikke kun rygning men også ved den passive røg fra osende cigaretter. Mange rygere forsøger derfor i dag at kvitte tobakken. Men ikke alle kan forvente lige stor succes med deres rygestop.
Lang uddannelse giver gode odds
Siden 1970 har Danmark oplevet et stabilt og vedvarende fald i antallet af rygere. Men de seneste årtiers fald gælder ikke for alle grupper i samfundet. Akademikere og andre med lang uddannelse kan dog roligt tilmelde sig et rygestopkursus og gå i kiosken efter nikotintyggegummi. For jo længere uddannelse, jo større sandsynlighed er der for at cigaretterne også på sigt forbliver utændte efter et rygestop. Det er konklusionen af en undersøgelse, som blandt andet Kræftens Bekæmpelse står bag.
Årsagen til akademikernes gode chancer for at stoppe med at ryge er ikke, at de i højere grad end dem med kortere uddannelse ønsker at kvitte cigaretterne. Ønsket om at holde op med at ryge er nemlig lige udtalt i alle uddannelsesgrupper. Den uddannelsesmæssige forskel i rygeadfærd skyldes andre faktorer.
Disciplin er vejen frem
På Aarhus Universitet forsker Lars Thorup Larsen i rygning, og han peger på, at der kan være en mulig sammenhæng mellem de akademiske uddannelsers struktur og de højtuddannedes succes med at kvitte cigaretterne:
"En akademisk uddannelse kræver selvkontrol og disciplin. Har du ikke disse egenskaber, kan du ikke gennemføre et akademisk studium. Og det er det samme, der gælder i forhold til at gennemføre et rygestop. Det kræver en masse disciplin at vinke farvel til cigaretterne".
Disciplin og selvkontrol er ikke det eneste, der giver akademikere og andre med lang uddannelse gode kort på hånden. Der er nemlig en tendens til, at akademikere og andre med lang uddannelse lytter mere til gode råd om sundhed:
"Har man en lang uddannelse lytter man mere til gode råd om sundhed. Også selvom disse råd i udgangspunktet henvender sig til andre sociale grupper i samfundet."
Undersøgelsen peger dog på, at der også en helt naturlig og mere biologisk forklaring på højtuddannedes gode odds i forhold til at stoppe med at ryge. Rygernes rygevaner har nemlig stor betydning for, hvor let det er at stoppe med at ryge. Jo mere du ryger, jo sværere vil det være. Og undersøgelser viser, at andelen af storrygere er størst blandt folk med kort eller ingen uddannelse.