Bliv selvstændig som studerende

Af: Jeff Jørgensen

12.05.2009

Marie Louise Holm begyndte som selvstændig, mens hun studerede jura. Det er slet ikke tosset at begynde tidligt, hvis man går rundt med en iværksætter i maven, mener hun.


Man skal dog være klar til at begå mange fejl, lære af dem og komme videre i en ruf. Og glem alt om at komme med Karnov under armen, når noget går galt.

Studerende, selvstændig og seks måneder som mor. 29-årige Marie Louise Holm har haft rigeligt at se til, siden hun i 1998 begyndte på jurastudiet frem til i dag, hvor hun omsætter møbler, koskind og tøj for millioner. Det gør hun i sin virksomhed Novida, som hun ejer sammen med sin kæreste og sin lillebror. Forældrene hjælper til, foruden de to ansatte. Hun mangler stadig at aflevere specialet på jurastudiet i Århus, men livet som iværksætter lokker meget mere end livet som paragraf-pige på et prestigefyldt advokatkontor.

"Jeg gider ikke livet og arbejdsforholdene på et advokatkontor eller i et ministerium," siger hun. Da hendes venner og veninder blev færdige med deres lange uddannelser og fik job, havde hun noget at sammenligne med i forhold til sin egen kombinerede karriere siden 2001 som både studerende og selvstændig.

"Pludselig virkede det ikke så attraktivt længere at blive færdig. Jeg kunne jo se, hvordan det er at være ansat og have en chef. Møde klokken otte og hjem klokken seks på en god dag. Så satte jeg virkelig pris på den frihed, det er at kunne planlægge sin dag frit, bestemme hvornår man vil holde ferie og kunne tage i banken andre dage end torsdag, hvor den har åbent til klokken fem."

Juraen hjælper ikke

Sidste år valgte Marie Louise Holm at tage 200 rejsedage rundt i verden for at passe virksomheden. Der skal for eksempel tit aflægges besøg på deres lille fabrik i Brasilien, der producerer mange af de varer, de sælger videre til for eksempel møbelkæden Bolia.com.

"Det handler meget om at være tilstede, hvis du vil være sikker på, at du får leveret det, du forventer og har aftalt." For eksempel kan det være, at hun skal bede nogle af de ansatte i Brasilien om male et bord om mange gange, før det har den standard, hun og andre danskere forventer.

"Og selvom, du siger det 14 gange til dem, svarer de alligevel: 'but from this side, it looks okay.' De forstår slet ikke europæisk standard. Man kan ikke bare bestille en vare, og tro den bliver, som du vil have det. Og så kan du i øvrigt være jurist, alt det du vil. Det hjælper intet," siger hun og forklarer, at man ikke sådan bare lige kan sagsøge en brasilianer. Det tager mindst otte år. I Japan må udlændinge ikke føre retssager og sådan er der en masse bøvl overalt. 

"Jeg troede i starten, vi skulle sagsøge alle, der ikke gjorde, som de burde. Men det er umuligt og heller ikke særlig smart, selvom du nok vil vinde i sidste ende," siger hun. Det skyldes, at hvis din handelspartner tjener penge på dig, så er det langt mere effektivt at sige, samarbejdet stopper på grund af fejlene. Det vil de forstå, fordi han kommer til at tabe penge og vil derfor gøre meget for at rette op på fejlen på den ene eller anden måde, hvis han får chancen, forklarer hun.

"Derfor er det også vigtigt at få nogle gode forretningsrelationer, hvor begge tjener på at samarbejde. Hvis din partner ikke tjener noget særligt på at handle med dig, er han ligeglad, hvis du truer med at smutte."

Hun nævner et eksempel fra engang, de kørte en kampagne for Netto med strandsandaler fra Brasilien.

"Vores leverandører i Brasilien havde mærket sandalerne forkert, så stregkoderne virkede ikke. Så vi måtte stå 10 mand uafbrudt i tre dage og ommærke 15.000 sandaler. Skulle vi så sende en regning til dem i Brasilien - det vil de jo aldrig betale og i øvrigt blive skide sure, selvom jeg har retten på min side." Hun understreger endnu engang, at man ofte kommer længere ved at tænke sig godt om på forhånd end ved at true med Karnov, når fejlen er sket.

Lær af fejlene og kom videre

Der sker fejl. Mange fejl. Og dem må man bare lærer af, forklarer Marie Louise Holm. Hun har nok af eksempler at plukke af og mere eller mindre pinlige af slagsen. En af de helt friske fra fad, er fra en tøjmesse i Bellacenteret. De var taget af sted for at ordre i hus og vise kollektioner frem fra en designer, de producerer og markedsfører tøjet for.

"Jamen, det hele gik galt for os. Vi fik en fuldstændig forkert placering på messen, hvor der blev solgt tøj i xl-størrelser, som vi slet ikke sælger noget af. Vi burde også have inviteret kunder på forhånd. Det betød, at vi intet fik ud af messen og måtte lave en masse opsøgende arbejde. Det kunne jeg måske godt have lært ved at tage et kursus eller læse en bog om markedsføring. Men jeg tror, man lærer rigtig meget ved at begå fejlene selv og så lære af det og komme videre."

Marie Louise Holm mener at troen på, at fejl gør dig stærkere, er en vigtig motor.

"Der er masser ting, der går galt, hvor du bare bliver nødt til at komme videre i en fart. Det er meget ulig jurastudiet. På første år lærer du, at hvis du får et dårligt resultat, er du nærmest ude af studiet igen, og rigtig mange stopper efter et par dårlige resultater. Sådan er det ikke i virkeligheden. Skulle jeg på grund af, at det gik dårligt i Bellacenteret sige, at nu kan jeg slet ikke finde ud af det her med tøj og salg og droppe det hele. Selvfølgelig ikke," lyder det bestemt fra Marie Louise Holm. Hun har også med erfaringerne som selvstændig ændret syn på karakterer;

"Jeg havde det som de fleste jurastuderende nok har det, nemlig at jeg ikke kan leve med et sekstal på mit eksamensbevis. Så kan man jo ikke blive en god jurist, tænker man. Men hvis jeg skulle ansætte nogle i dag, er jeg fløjtende ligeglad med, hvad vedkommende har fået i karakterer medmindre der er fyldt til randen på karakterbeviset med sekstaller. Det er langt vigtigere, om vedkommende kan tage ansvar og har lyst til arbejdet"

Højere karakterer som selvstændig studerende

Alt imens Marie Louise Holm iværksatte en masse projekter som selvstændig, tog hun tre års pause fra jurastudierne. Til gengæld tog hun et comeback med otte kandidat-fag på et år - og fik højere karakterer end før på trods af den ekstra byrde af fag.

"Jeg tror, det skyldes, at jeg har været ude og få en masse erfaringer," ræsonnerer hun sig frem og tror, at man kommer rigtig langt i juraen med almindelig sund fornuft. Tidligere læste hun pensum fra jurastudierne i både København og Århus, en masse domme og alle detaljer og noter i lærebøgerne. Det tager hun meget mere afslappet i dag:

"I dag ser jeg mere juraen som noget politik, nogle bagvedliggende hensyn. Det er dem, man skal opdage. Ofte kan man finde ud af, hvad der er tænkt med en paragraf ved at bruge sin sunde fornuft, fordi det som regel er fornuftige mennesker, der har lavet lovene. De har ikke lavet dem for at lægge fælder".

Fordel at blive selvstændig som studerende

Marie Louise Holm er i dag selvstændig på fuld tid, men fik i januar også lige tid til at presse en lille Karoline ud i verden. Det har betydet at iværksætteren er sat på stand-by.

"Du kan ikke både få et barn og være selvstændig på fuld tid," slår hun fast. Men selvom der er kommet en pode ind i livet, der kræver meget tid, har hun på ingen måde fortrudt livet som selvstændig. Hun har heller ikke fortrudt, at hun begyndte allerede mens hun studerede. Tværtimod anbefaler hun dem med en iværksætter i maven at komme hurtigt i gang.

Selvom statistikken viser, at kun 20-30 procent af alle nye virksomheder stadig findes tre år efter, skal det ikke afholde studerende fra at kaste sig ud i det. Det er nemlig ikke dem, der kommer galt af sted, vurderer Marie Louise Holm. Hun tror at grunden til, at de i virksomheden er kommet videre end de første tre år skyldes, at de netop kom i gang, mens de læste. For så var de ikke afhængige af at have en høj indtægt.

"Vi kunne lægge en masse interesse-timer uden løn, fordi vi fik SU og havde næsten ingen udgifter. Det er meget sværere at komme i gang som 40-årig. Man skal måske forsørge en familie, og har mange faste udgifter. Det er et problem, fordi selvstændige ikke tjener penge de første par år. Så man starter med stort underskud og overlever sjældent længe."

Det er altså slet ikke så tosset at blive selvstændig som studerende, hvis du spørger Marie Louise Holm på trods af fejl og op- og nedture i begynderårene.  


Begyndte som selvstændig i Brasilien

Det var i 2001, at Marie Louise Holm lukkede sin indre iværksætter ud af maven. Sammen med fire venner begyndte hun at importere den brasilianske spiritus cachaca, som sælges under navnet Perdáo. Hun fik ideen til spiritus-importen på en tur til Brasilien. En dag på en messe med smagsprøver, stødte hun ind i nogle, der gerne ville eksportere deres spiritus til Europa. De vidste bare ikke, hvordan de skulle gøre det. Det tilbød Marie Louise Holm at finde ud af for dem. Da hun kom hjem fra turen, talte hun med en af sine jura-studiekammerater om ideen. Sammen undersøgte de regler og love for import af spiritus og fandt ud af, hvordan de kunne tappe og sælge det på flasker, der var lovlige i Danmark. De fik tre venner med på ideen, og sammen startede de et firma. Siden er spiritussen skiftet ud med andre produkter - alt fra badesandaler til koskind fra Brasilien. Samtidig er lagerbygningerne blevet udskiftet, hver gang dørene ikke længere kunne lukkes. I dag er vennerne ikke længere med i firmaet. Konceptet er også udviklet fra selv at udvikle produkter til at udnytte deres viden om logistik, import og Brasilien i det hele taget og tilbyde andre - for eksempel tøjdesignere - at få deres ideer gjort til virkelighed. Marie Louise Holm kastede sig i 2005 ud i tv- konkurrencen Hyret eller fyret på TV Danmark. Den vandt hun. Præmien på 100.000 euro brugte hun til at investere i ejendomme i Berlin.


Gode råd til dem med en iværksætter i maven

Man behøver ikke være opfinder eller have en ny original ide for at blive selvstændig. Tænk på markedet og branchen. Mangler der en smart computertaske eller priskonkurrence på jurabøger? Så er det et godt udgangspunkt.

Man skal undersøge prisniveau, og lave et simpelt budget om det holder i forhold til det, du vil importere eller få produceret. Er du konkurrencedygtig, så gå i gang.

Som jurastuderende har man nogle gode redskaber at komme i gang med, fordi man ofte ved, hvor man henvender sig. Man har også metoder til at løse problemer, som man kan overføre til mange forretningsområder. For eksempel hvis du beslutter dig for at importere spiritus, så må man undersøge, hvor meget der er afgift, skat, hvordan man fortolder, får certifikater og viden om hvilke andre regler, du skal overholde. Her har juristen nogle fordele, hvor andre typisk skal have en revisor og advokat til hjælp. Når man er derudover hjælper juraen ikke længere.

Der findes en lang række fonde og virksomheder, hvor det er muligt at søge om finansiering til idéer og projekter. Se links i højre side.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op