Der er stille i Jurahuset i København fredag formiddag. Der er kun et par få studerende, der sidder og summer lidt over deres bærbare. Aftenen før var situationen dog en helt anden. Der afholdt de to jurastuderende Denice Liv Palmelund Osborg på 23 år og Louise Hilton på 24 år deres første torsdagscafe - noget der gik over al forventning.
"Vi havde forventet 40-50, men der kom over 100. Og der var mange, som vi ikke kendte, eller havde set til fredagsbar eller fester, og det var på tværs af årgange. Der var 16 hold til bordfodbold - konkurrencen varede tre timer. Folk var virkeligt på - der var bare en rigtigt god stemning," forklarer Louise.
Ideen til torsdagscaféen fik de to jura-studerende, da de i sommer var på en tur til London sammen og kom til at snakke om de sociale tilbud på jura.
"Vi var lidt ærgelige over, at de ting, der var på studiet, var lidt kasseformede," forklarer Denice. Louise nikker og fortsætter: "Selvfølgelig var der fredagsbar og fester - og der er også et fodboldhold og lidt forskellige ting, man godt kunne være med til. Men der var ikke et forum, hvor folk bare kunne mødes og snakke og hygge sig, uden at man var fuld, og hvor man fik snakket med nogen, der går på første år, og nogen der går på femte år - sådan på tværs af studiet og årgangene."
Alternativ til fredagsbar i stilleter
Særligt ønsket om at tilbyde deres medstuderende et alternativ til sociale arrangementer som fredagsbar og semesterfester fik de to piger til at beslutte sig for at åbne en torsdagscafé.
"Jeg tror sgu ikke, der er mange, der tager direkte fra læsesalen og ned på fredagsbar her," fortæller Denice og forklarer, at stort set alle lige tager hjem og fikser håret og ifører sig stiletterne før de kommer til fredagsbar. Stemningen til fredagsbar, forklarer Louise også, er meget højtstemt.
"Den er alt for opgejlet og lidt for meget diskotek, og derfor er der mange, der ikke kommer," fortæller hun.
Stemningen - det opgejlede - og at der ud af studiets 4200 studerende kun kommer de samme 50-100 mennesker til festerne, var noget Louise og Denice gerne ville gøre noget ved med en anderledes torsdagscafe.
"Vi kunne godt tænke os at lave noget for nogen af dem, der sidder derhjemme og tænker, at de måske ikke gider at klæde sig ud i stiletter og kjole og slikhår for at tage til en fredagsbar," forklarer Denice.
Plads til alle
Planen med torsdagscafeen, fortæller Denice, er at give de jura-studerende et tilbud, der på mange måder svarer til andre studiers fredagsbar. Til forskel fra den nuværende fredagsbar skal stemningen i tordagscaféen være meget mere afslappet.
"Der skal ikke være noget pres på for at tage i byen, og nu stiller vi op til dansegulv og så skal i danse, og nu slukker vi lyset og skruer musikken så højt op, at man ikke kan snakke med hinanden," forklarer Louise.
Med torsdagscafeen og dens afslappede stemning er det meningen, at folk skal kunne komme antrædende direkte fra forelæsning eller læsesal, selv i joggingbukser, hvis det er det, folk ønsker - i torsdagscaféen er der ingen dresscode.
"Der skal være plads til de smarte typer i torsdagscaféen. Men der skal også være plads til dem, der er et flertal - der skal være plads til alle," forklarer Denice.
Gælder også om nedbryde fordomme udadtil
Udover at skabe lidt debat omkring uofficielle dresscodes og snobberi på jura ønsker Denice og Louise også med torsdagscafeen at skubbe lidt til det meget karikerede billede af jura-studerende i pressen.
"Ud af de 4200 jura-studerende er det jo langt fra alle, der har råd til eller ønsker sig en Louis Vuitton-taske", forklarer Denice. Det er noget, de to piger gerne vil gøre opmærksom på med torsdagscafeen.
"Det er vigtigt for os at vise udadtil, at der går rigtigt mange stille og rolig mennesker på jura som også lever af SU," forklarer Louise.
"Ja og vise, at vi også har det hårdt den 30. I måneden. Alle herinde er ikke født med en guldske i munden," fortsætter Denice.
Torsdagscaféen er kun lige begyndt og fordommene om jura-m-akrellen med Louis Vuitton taske vil nok fortsætte med at eksiste-re uden for studiet et stykke endnu. På jura synes de to pigers initiativ dog allerede at have rodfæstet sig. Torsdagscafeens facebook profil har over 400 medlemmer, og som Louise og Denice afsluttende forklarer, er de bare rigtigt glade for, at deres hjertebarn er blevet så vel modtaget.
Torsdagscafé - ikke torsdagsbar
At det kom til at hedde torsdagcafé og ikke torsdagsbar var der en klar ide bag.
"Det er så folk ikke tænker, det her er fest og farver. Det skal bare være afslappet - det er kodeordet, Det er en café, hvor vi serverer øl men også kaffe, kage og the - og det er okay, hvis folk kun har lyst til det." forklarer Denice.
Fremtiden
Indtil videre er planen at afholde en torsdagscafe en gang om måneden. Fremtidigt er der planer for at udvide torsdagscafeen til måske 2-3 gange om måneden, det er dog ikke fastlagt endnu. Anden torsdagscafe blev afholdt den 13. november. Den næste tordags- jule-cafe afholdes 18. december. For mere info søg Torsdag§Kafé på Facebook.
Støtte
Torsdagscaféen har søgt og fået tildelt støtte fra fagrådet og studenterforeningen Forenede Jurister, den internationale forening ELSA og Djøf Studerende.