Det kan næsten ikke blive mere dansk. På lyse vægge hænger billeder af berømte danske kunstmalere, og ved indgangen kigger en yngre udgave af Dronning Margrethe og Prins Henrik på de forbipasserende. Og det danske islæt går igen ved valget af de danske møbelklassikere til kontorerne. I haven svajer Dannebrog stolt sammen med EU-flaget. Kun den svage hvislen fra den evigkørende air condition afslører, at der er noget, som ikke er helt dansk.
Vi befinder os på den danske ambassade i Ghana, nærmere bestemt i hovedstaden Accra, hvor Emil Bruhn Bové, Nynne Bonke og Alice Broeng Andersen har valgt at være praktikanter indtil den 1. august i år. Uden for ambassadens trygge rammer opleves en verden, der er meget ulig den danske. Luften er varm og nærmest ulidelig fugtig, vejene veksler mellem uhumske asfaltveje til dårlige veje af et okkerrødt jordunderlag, der støver, når en bil kører forbi. Og mellem de faldefærdige huse ser man fattige ghanesere, der dagligt skal kæmpe for at få stillet deres sult, inden solen går ned. Med andre ord: Ikke ligefrem et ambassadeliv, der rimer på laksko, smarte sorte mercedes’er og et liv i overhalingsbanen, de tre praktikanter har valgt. Snarere et liv på en ambassade i en mere terrængående kategori, hvor det foretrukne køretøj er en firehjulstrækker, og fodtøjet er en anelse mere praktisk end laksko, når eksempelvis udviklingsprojekter i nordghanesiske landsbyer skal besigtiges.
Mange grunde til Afrika
De tre praktikanter, der alle snart nærmer sig specialet på deres universitetsstudier, har ikke fortrudt deres valg. De er alle tre interesserede i Afrika og kontinentets problemer.”Jeg ønsker at skrive speciale om mikrofinansiering, og jeg håber, at jeg kan finde et emne inden for dette område, mens jeg er i Ghana”, siger Nynne Bonke, stud. polit. fra Københavns Universitet, der sidste sommer var engelsklærer på et ghanesisk børnehjem. Et dejligt ophold, der gjorde, at hun gerne ville tilbage til det vestafrikanske land. For Emil Bruhn Bovés vedkommende vil det kun være en bonus, hvis han finder sit specialeemne i Ghana, men det er ikke afgørende. ”Da jeg var barn, var jeg sammen med mine forældre fire år i Gambia. Her begyndte min interesse for Afrika, og på overbygningen har jeg valgt en del udviklingsfag. Derfor er det naturligt for mig at tage på et praktikophold i Afrika”, forklarer Emil Bruhn Bové, stud. scient. pol. fra Aarhus Universitet. Geografistuderende Alice Broeng Andersen fra København Universitet hentede sin inspiration til Ghana-opholdet fra sit studium.”Mine undervisere har ofte brugt Ghana som eksempel i deres undervisning. Og derudover vil jeg gerne til Ghana, da landet er inde i en god udvikling.”
På felttur til en hekselejr
Mange praktikanter har i tidens løb erfaret, at forventningerne til et praktikantophold var større end det konkrete udbytte. Men de tre praktikanter er enige om, at det er meget op til en selv, hvor meget man får ud af opholdet. Og de forventer ikke at blive skuffet på den konto. De kan allerede se konturerne til et lærerigt ophold. Efter et par uger med at tilvænne sig ambassadens rutiner har de fået lov til at deltage som observatør til møder, været på feltture og løst konkrete arbejdsopgaver.”Der er en høj grad af selvstændighed i arbejdet. Du får en opgave og nogle retningslinjer, og så forventer de, at man afleverer et færdigt produkt inden for en bestemt deadline”, forklarer Emil Bruhn Bovè, der kommer med et eksempel: ”I dag skulle vi lave research om Ghana i forhold til den aktuelle finanskrise. Hvordan vil krisen påvirke udviklingspartneres bidrag til Ghana, og om de har ændret deres strategi?” For Alice Broeng Andersen var hun så heldig, at hun kom på et par dages felttur til Nordghana sammen med en fra ambassaden for at se på potentielle udviklingsprojekter.
”Det var spændende, ikke mindst fordi et af projekterne var en hekselejr”, griner Alice Broeng Andersen. Trods tilfredshed håber Nynne Bonke, at hun får flere opgaver med ”kød” på, så ikke alle opgaverne bliver dag-til-dag opgaver. Men hun er ikke i tvivl om, at det nok vil ske. For Nynne Bonke har omvæltningen ikke været så stor, idet hun har været studentermedhjælper både i Finans- og Udenrigsministeriet. Emil Bruhn Bové oplever derimod skiftet fra studierne til Ghana som markant anderledes. Som studerende fra Århus har han ikke haft muligheden for et studierelevant arbejde.
Hvide ses som ”pengetræer”
De tre praktikanter har allerede erfaret, at ikke alt er rosenrødt i Ghana. For eksempel er de ikke i tvivl om, at der findes korruption. Som Emil Bruhn Bové siger: ”Man behøver blot læse avisen for at få vished om det.” En af de mere overraskende oplevelser har været afrikanernes syn på de hvide fra vesten.”For mange ghanesere er de hvide lig med støtte. Og det er heller ikke så underligt, at de har dette indtryk, fordi de kan se skilte over alt i landskabet, som fortæller hvad udviklingspartnerne giver bidrag til. Så de tænker, nu kommer de hvide, så skal vi nok få det bedre”, siger Alice Broeng Andersen, der fik bekræftet dette forhold på sin tur til Nordghana. Nynne Bonke er enig og supplerer: ”Denne opfattelse af de hvide som ”pengetræer” betyder også, at du sjældent ved, når du taler med en tilfældig ghaneser, om det er min hudfarve (læs: -penge) eller mig, de er interesseret i. Det er lidt skuffende”.