Huset på bakken lyser op i mørket. Vi føler os som centrum for 20.000 menneskers opmærksomhed, som vi sidder der i vores lille ø af lys midt i det ugandiske mørke. Det er snart en måned siden, der sidst var strøm i Paidha – og i resten af Ugandas nordvestlige region – og det er kun hos Gedske Messell og et par af byens barer, at enten solcelleanlæg eller generatorer forsyner de triste 12-voltspærer med strøm. Resten af byen må spise aftensmad i mørke. Vi er trehundrede kilometer fra ækvator og klokken halv syv bliver det mørkt, bælgmørkt.
Vagten trisser hvileløst rundt i den kølige aften. Han har pakket hovedet ind i hvide gevandter, og selvom han har en flitsbue over skulderen og ikke en Kalashnikov, ligner han genfærdet efter en Taleban-kriger, der er faret vild i mørket. Det er ham, der skal sørge for, at ingen bliver fristet til at forcere stålhegnet rundt om Gedske Messells hus. Fristelsen må ellers være enorm. En kæmpestor, hvid firhjulstrækker markerer overlegent, at her findes en af områdets få vestlige udviklingsarbejdere og dermed en velstand, som er uopnåelig for den almindelige nordugander, der lever af et lille stykke land og drømmen om på et tidspunkt at finde et job.
Det er i den ramme, den nyuddannede djøfer og kandidat i Internationale Udviklingsstudier og Jura er blevet placeret for at arbejde med fred og konfliktløsning. Siden efteråret 2008 har Gedske Messell været ansat af den tyske udviklingsorganisation, Deutscher Entwicklungsdienst (DED), som fredsrådgiver for den lokale, ugandiske NGO, Life Concern.
Kluddermor
Fuglene kvidrer lystigt i formiddagssolen uden for de tomme vindueshuller, mens den eneste lyd i klasselokalet er føddernes skraben hen over gulvet og af og til et fnis eller et latterudbrud, når én bliver placeret i en akavet stilling, eller to elever måske kommer lidt tættere på hinanden, end ærbarheden normalt tillader. De to kluddermødre forsøger kompromisløst at få klassens mindste fyr til at dreje rundt om sig selv, mens han krampagtigt holder fast i hænderne på sine to sidekammerater, og omsider lykkes det at få de sammenfiltrede elever viklet ud og genetableret rundkredsen. Men Gedske Messell er ikke tilfreds – eleverne står med ryggen til hinanden.
”Om igen”, beordrer hun.
Panyango Secondary School ligger syv kilometer ude af grusvejen nordpå fra Pakwach og er en af de utallige skoler i Uganda, hvor eleverne flere gange har reageret med vold i frustration over dårlige forhold.
”Der har været borgerkrig mellem forskellige rebelgrupper og regeringen i Norduganda i årevis, så de har en tradition for vold. Det har de unge også lært af, og de er hurtige til at gribe til våben, hvis de er utilfredse med noget”, siger Gedske Messell.
Og der er nok at være utilfreds med. Skolerne mangler undervisningsmaterialer, der er lærermangel, og har man en lærer, kan man ikke være sikker på, at han møder op til undervisningen. Samtidig er mange af skolerne kostskoler, hvor eleverne får mad – men både kvaliteten og kvantiteten af maden er utilstrækkelig, klager eleverne.
I 2007 kulminerede konflikterne på landets skoler. Flere skoler blev sat i brand, lærerne blev tævet, eleverne sendt hjem, og eksamener aflyst. Derfor har den lokale NGO, Life Concern, som Gedske Messell er ansat som rådgiver for, oprettet fredsklubber på foreløbig syv af regionens gymnasier (secondary school). Fredsklubberne skal lære eleverne at tackle konflikterne inden, de udvikler sig til vold. En af metoderne er kluddermor, der forvandler sig fra skæg og ballade til selvindsigt og konfliktløsning, når eleverne bagefter skal forklare, hvad de fik ud af legen.
”Hvordan føles det at vide, hvordan knuden er blevet til, uden at måtte fortælle det til de to, der er kluddermor?”, spørger Gedske Messell og starter en diskussion om, hvad det betyder, at man kender årsagerne til en konflikt, og om man overhovedet kan løse en konflikt uden at kende baggrunden for den.
”Det er meget forskelligt, hvad de får ud af det”, fortæller Gedske Messell. ”Ét sted løste de kluddermor op og havde en masse gode overvejelser om, hvad det betød. Men på en af de andre skoler kunne de overhovedet ikke finde ud af det og blev frustrerede og tænkte, at det er umuligt at løse en konflikt, hvis man ikke ved, hvordan den er opstået”.
Samtidig kan det være lidt svært at få eleverne med på legen og gennemskue, hvad de skal bruge den til.
”Skolesystemet er meget udenadslære, og for mange af eleverne er det svært at lave den abstraktion over legen – fra kluddermor til konfliktløsning. De har også svært ved at vænne sig til, at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert, men at det handler om tanker og følelser”, siger den 32-årige djøfer, der, selvom hun i princippet er ansat som rådgiver, ofte i praksis ender med at deltage i aktiviteterne selv.
Og netop det at hun så ofte ender med fingrene langt nede i bolledejen får Gedske Messell til at efterlyse flere praktiske fag på en uddannelse som Internationale Udviklingstudier
”Mange af os kommer jo ud og arbejder meget praktisk og i undervisningssammenhænge – og der kan jeg ikke bruge ret meget af det, jeg har lært på universitetet. I stedet trækker jeg på mine erfaringer fra højskole og udvekslingsophold”.
På politisk kollisionskurs
Udover arbejdet med fredsklubberne er Gedske Messell og hendes nærmeste kollega fra Life Concern, Albert Ogwiri, så småt begyndt at forberede sig til Ugandas næste præsidentvalg i 2011. Her ulmer frygten for en gentagelse af den politiske vold, der kom i kølvandet på eksempelvis sidste års præsidentvalg i Kenya.
”Der er stor mistillid til politikerne her, og alle mener, at uanset hvem, man stemmer på, bliver Museveni ved med at vinde”, siger Gedske Messell om landets præsident, der har været ved magten siden 1986, hvor hans guerillahær overtog magten. Uganda har egentlig demokratiske valg, men det var først i 2005, flerpartisystemet blev indført i det østafrikanske land, der i mange år har været en darling hos donorlandene – blandt andet på grund af Musevenis økonomiske reformer – og i dag er det land i verden, der modtager mest støtte fra Danida.
”Vi har hørt mange almindelige folk sige, at det, der skete i Kenya er noget, de gerne vil efterligne. At de glæder sig til valget og til at kunne gøre oprør og finde macheterne frem”, fortæller Gedske Messell.
Derfor har Life Concern forsøgt at samle de politiske partier, der er repræsenteret i Nebbi District, så de i fællesskab kan gøre front mod kommende optøjer. Især regeringspartiet National Resistance Movement (NRM) har været svært at få i tale, men det er lykkedes, og ifølge Gedske Messell er de lokale politiske repræsentanter interesserede i at lære mere om demokrati og ikke mindst i at lære det videre til resten af befolkningen. ”Mange er jo meget uvidende om, hvad et demokrati er. De tror for eksempel, at de er nødt til at stemme på en bestemt politiker, hvis han eller hun har givet dem penge”.
Det tredje ben i Life Concern’s fredsarbejde er at agere mægler i lokale konflikter. Der er krybskytterne, der i generationer har levet af at sælge ulovligt bøffelkød eller antilopesteg fra Ugandas største nationalpark, Murchison Falls, men som selv er jaget vildt af de rangers, der passer på parken, og derfor skal hjælpes med at finde på andre indtægtsmuligheder. Og der er de bønder, som i årevis har dyrket deres grøntsager i skovbunden mellem træerne i Lendu Forest, men som nu er blevet smidt væk af det firma, der har overtaget skoven, og hvor Life Concern agerer mægler mellem de to parter.
Fax og printer kun til pynt
Det daglige planlægningsarbejde foregår på det lille kontor i Paidha by, i udkanten af Nebbi District. Gedske Messell og Albert Ogwiri deler et lille kontor på knap ti m2, mens de to tilstødende kontorer huser resten af Life Concern’s arbejde, der blandt andet tæller juridisk rådgivning. Ligesom i resten af regionen har det lille baggårdskontor ikke haft strøm i snart en måned, så selvom udstyret tæller både fax, printer og kopimaskine, er medarbejderne det meste af tiden afskåret fra andet end telefonisk kontakt med omverdenen. En lille generator forsyner computerne med lidt nødtørftig strøm en times tid om eftermiddagen, og en mobil internetforbindelse giver adgang til at sende og modtage email – men den er i øvrigt også af svingende kvalitet, så mange dage må Gedske Messell i stedet tage den hvide firhjulstrækker op til toppen af det nærliggende bjerg, hvor den lokale radiostation, Radio Paidha, holder til, og hvor satellitter sørger for konstant forbindelse.
En hamster i bur
De mange dage uden strøm er symptomatisk for forholdene i Ugandas nordvestlige region, der er ekstremt fattig og på mange måder føler sig overset af regeringen. Mange mener, at regionen bliver overset af politikerne, fordi landets tidligere vidt berømte – eller berygtede – diktator, Idi Amin, blev født her. Uanset årsagen er det ikke et område, hvor mange hvide udviklingsarbejdere forvilder sig hen. Mens hovedstaden Kampala vrimler med europæiske og vestlige udviklingsarbejdere, er en hvid kvinde noget af et særsyn heroppe ved den nordvestlige grænse til Congo, og Gedske Messell er derfor genstand for en god portion opmærksomhed, når hun til fods bevæger sig gennem byen fra sit hus på bakken til kontoret i udkanten af centrum. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at arbejdsgiveren kræver, at hun skal have hegn rundt om sit hus og en vagt 24 timer i døgnet. Det gule murstenshus stikker i forvejen ud mellem de lave, runde lerhytter med stråtag, der er dominerende i området, og stålhegnet rundt om huset får af og til Gedske Messell til at føle sig som et hamster i et løbebur.
”Det kan godt være hårdt at være den eneste hvide i den her by. Jeg har svært ved at finde venner og har ikke lyst til for eksempel at gå i byen, for så vil alle stirre på mig og tale om, hvordan muzunguen (hvid person, red.) har været i byen og drikke sig fuld”, siger Gedske Messell, der er flyttet til Paidha sammen med sin kenyanske mand.
Hun har fået et slags venskab med en pige, der arbejder som hushjælp hos hende, og overlever ellers socialt på de månedlige ture til hovedstaden Kampala, hvor hun mødes med de andre ansatte hos DED. Samtidig tjener hun kun en tredjedel af hvad hendes danske FN-ansatte veninder i Kampala gør, så der er ikke tale om at komme hjem fra udlandsopholdet med udbetalingen til en villa i whisky-bæltet – eller nogen som helst andre steder for den sags skyld.
Alligevel er Gedske Messell tilfreds:
”Det er selvfølgeligt både hårdt og underligt – men jeg føler virkelig, at det arbejde, jeg laver, gør en forskel. Så det er det hele værd”.
Artiklen er produceret med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling
Gedske Messell
Kandidat i Internationale Udviklingsstudier og Jura fra RUC/Københavns Universitet. Hun afsluttede sin uddannelse i oktober 2007 og skrev speciale om det danske genopbygningsarbejde i Irak.
Siden august 2008 har hun arbejdet for Deutscher Entwicklungsdienst, og siden oktober samme år har hun været udstationeret i Uganda. Hun bor i Paidha i det nordvestlige Uganda, tæt på grænsen til Congo.
Hun er ansat som fredsrådgiver for den lokale NGO, Life Concern.
Jobbet er hendes første job som færdiguddannet. Det er tilfældigt, at hun arbejder for en tysk organisation og ikke en dansk.
Jobopslaget fandt hun på FN’s hjemmeside reliefweb.int, hvor langt de fleste job inden for udviklingsarbejde bliver slået op.