Jeg havde i øvrigt overvejet det og det, men det og det lød jo også utrolig spændende. Så, hvad skulle jeg vælge? Knap havde min ivrige talestrøm lagt sig, før min gode ven og studenterpolitiske kollega Anders Fruelund Niebuhr, så på mig med et lille smil og sagde:

”Anna – du vil da også det hele. Du vil processpil, praktik, udveksling, Djøf, politik, studiejob, og så vil du også have alle fagene på overbygningen”. Han sagde det meget overbærende og venligt, men budskabet ramte mig midt i solar plexus. Idet jeg hørte ordene, kunne jeg se det absurde i det, han sagde. For ja – jeg vil altid det hele – og nej det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre! 

Slet skjulte budskaber

Slet skjulte budskaber som dette får mig til at stoppe op. Det tvinger mig til at tænke nøjere over livet og de valg, jeg tager – og dem jeg ikke tager. I min situation kan man vælge en af tre ting: For det første kan man fortsætte i samme stil. Man kan prøve at nå det hele. Løbe fra det ene møde til det andet. Gå i hi i halvanden måned op til eksamenerne, fordi man ikke har nået at læse i løbet af semesteret. Skrive undskyldende mails og sms’er til alle de venner og familiemedlemmer, man ikke når at se, fordi man liiiiiiiige skal skrive en mail, gå til et vigtigt møde og lave en kampagne om det alt for ringe taxametertilskud til de samfundsvidenskabelige uddannelser.

Hvis ikke det virker i længden – og det gør det ikke – kan man resignere. Give op. Gå i stå og lade verden dreje rundt uden en. I Japan er det et udbredt fænomen. Flere og flere teenagere og studerende giver op. Siger stop. De låser sig inde på deres værelser og kommer ikke uden for en dør i flere måneder. Ja nogle gange år. Så langt er vi heldigvis ikke kommet herhjemme, men vi kender jo følelsen. Og jeg tror bestemt ikke, at den japanske løsning kan anbefales. Men hvad er der så tilbage?

Pri-o-ri-te-re

Jo, heldigvis er der en tredje mulighed. Man kan tvinge sig selv til at prioritere. Pri-o-ri-te-re. Et lille ord med fem stavelser. Hvor svært kan det være? Meget svært skulle jeg hilse og sige. Meget sværere end sådan et lille ord berettiger til. Desværre er prioritering den eneste mulighed, hvis man ikke vil brænde ud som 24-årig.

Dette nummer af Djøf Studerende handler om udlandsophold. Personligt tror jeg, at udlandsophold er et vigtigt led i vores almindelige dannelse, personlige udvikling og ikke mindst faglige tilegnelse. Samtidig er jeg blevet meget bevidst om, at udlandsophold kun er en af de mange muligheder, vi hører er vigtigt for os. Udlandsophold, praktik, relevante studiejobs, frivilligt arbejde og ikke mindst høje karakterer. Vi bliver bombarderet med gode karriereråd fra dag et. Dertil kommer formaningerne om de berømte sociale kompetencer. Dem må vi endelig ikke nedprioritere. Der er jo ingen, der vil ansætte en asocial medarbejder. Når vi starter vores nye liv som studerende, er det som om, vi allerede mentalt skal befinde os ude i det forjættede land – arbejdsmarkedet – hvor livet er bedre, pengene større og fuglene synger.

Urimeligt høje krav

Måske sidder I og tænker, at man skal være et skarn, hvis man beklager sig over gode råd og alle de muligheder, vi har i dag. Og det kan I på sin vis have ret i. Problemet er bare, at dagens studerende bliver overdynget med krav og forventninger til, hvad den gode studerende er og ikke er. Hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Samtidig stiller vores generation urimeligt høje krav og forventninger til os selv og hinanden. Det er selvfølgelig både godt og skidt. Men det er alvorligt, når der er så mange studerende, der går ned med stress og bliver deprimeret, fordi de ikke kan rumme det pres og de forventninger, omverdenen og vi selv, udsætter os for. Lige meget, hvordan jeg vender og drejer det, så er prioritering nøgleordet. Vi skal lære at stille realistiske krav til os selv og ikke mindst hinanden. Vi skal lære, at hvis vi vælger det fede studiejob 30 timer om ugen, så koster det på studiet og karaktererne, medmindre det sociale liv er passè. Og det gælder alle steder uden undtagelse. I virkeligheden kan Djøf Studerende ikke hjælpe så meget, som vi gerne ville. For det er kun os selv, der kan ændre det. Men det vi kan gøre – og det vi gør – det er at råbe højt om, at det skal være muligt at få et relevant og spændende studiejob på 15 timer om ugen. Selvom 20 og 30 timer desværre mere er normalen end undtagelsen, så er det for meget, hvis du også vil være seriøs omkring dit studie og ikke vil gå ned med stress, fordi du skal til din faster 60 års fødselsdag eller din bedste vens kandidatfest. Vi er nødt til at vælge! Prioritering handler ikke om, at vi ikke skal være ambitiøse og videbegærlige. Eller for den sags skyld brænde for en sag og lade os rive med. Selvfølgelig skal vi det. Min pointe er blot, at hvis vi skal have energi til at brænde for studiet, jobbet eller det frivillige arbejde, så skal vi lade være med at bilde os selv ind, at vi kan det hele. I stedet skal vi nyde det, vi vælger med god samvittighed, og indimellem skal vi (måske) endda være kætterske og huske, at der er andre ting i livet end cv og gode karakterer.

Held og lykke med prioriteringen – held og lykke med eksamenerne – og god sommer.

Djøf Studerende vil igangsætte et projekt, der skal hjælpe de studerende til at tage nogle kvalificerede valg, når prioritering bliver nødvendig. Ofte får vi slynget gode råd i hovedet uden at vide, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Når vi skal prioritere og tage aktive valg, er det vigtigt, vi gør det på et oplyst grundlag. Hvis du derfor vil være med til at af dække myter og fakta, så skriv til Anna Mee Allerslev på: anna.allerslev@djoef.dk