Velkommen tilbage efter sommerferien

Af: Anna Allerslev

10.09.2009

En særlig varm velkomst skal lyde til alle de nyoptagne studerende, der bliver en del af det eftertragtede studieliv med faglige udfordringer, inspirerende undervisning og et lækkert studiemiljø…?!


De af jer, der allerede læser på en samfundsvidenskabelig uddannelse ved, at det desværre kun er en del af den virkelighed, der venter de nye håbefulde studerende. Selvom det er fedt at læse og være studerende, oplever de fleste af os dagligt, at vi bliver spist af med forfaldne lokaler, rygdræbende borde og meget få hold- og øvelsestimer. Konsekvensen er forbløffende lidt underviserkontakt og derfor et ringere fagligt udbytte, end vi forventer, når vi starter.

Idyl?

Trods den ikke helt så idylliske tilværelse har tusindvis af studenter valgt at søge om optagelse på netop en samfundsvidenskabelig uddannelse. Det glæder Djøf meget. Ikke fordi vi tror, at samfundet kun har brug for djøfere, men fordi alle vores undersøgelser viser, at der bliver mangel på folk med lange videregående uddannelser. Især Djøf-kandidater er og forbliver efterspurgte. Hver nyudklækket Djøf-kandidat er en god forretning for Danmark. Hvis vi vil fremtidssikre vores velfærdssamfund, er der brug for flere djøfere. Derfor kæmper Djøf en intens kamp for, at flere og bedre kandidater kommer ud på den anden side. Det kræver, at de samfundsvidenskabelige uddannelser får tilført flere penge per studerende. Som det er nu, har politikerne bestemt, at en samfundsvidenskabelig studerende er meget mindre værd end studerende, der læser matematik eller fysisk. Konsekvensen er, at der er alt for mange studerende per underviser. Resultatet er, at de studerende dropper ud og kvaliteten falder. Politikerne er langsomt ved at få øjnene op for realiteterne, men indtil taxametertilskuddet reelt bliver hævet, så fastholder vi presset og insisterer på bedre forhold.

Engagement

Selvom det ikke er et ubetinget rosenrødt billeder, jeg tegner af jeres kommende studietid, må I bestemt ikke lade jer skræmme. Der er masser at glæde sig til. Og du kan selv gøre rigtig meget for, at din studietid bliver helt så fantastisk, som du har drømt om. Et af nøgleordene er engagement. Det behøver ikke være som studenterpolitiker. Det kan lige så godt være i fredagsbarudvalget, som tutor eller i din læsegruppe. Det vigtigste er, at du engagerer dig på dit studie. Du står over for en unik epoke i dit liv, og du er selv herre over, hvordan den kommer til at forme sig. Når du sidder på bagerste række og ikke kan høre, hvad forelæseren siger, eller når du får 02 i din første øvelsesopgave, så er det alfa og omega, at der er andet end kun det faglige, der fastholder dig. Faktisk er det aldrig for sent. Det gode ved frivilligt arbejde er, at du og din hjælp altid bliver modtaget med kyshånd. Så hvis du ikke lige har fået taget dig sammen til at være tutor eller medlem af debatklubben, så er det bare om at tage skridtet. Bare mød op og deltag. Jeg garanterer, at du bliver positivt overrasket.

Rigtig god studiestart, Anna Mee Allerslev

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op