Hver 4. studerende er ensom

Af: Marjorie De Los Angeles Mendieta

04.12.2009

Ensomhed er et ømtåleligt emne, der associeres med tabere. Men faktum er, at gruppen af ensomme studerende vokser støt, alt imens emnet ties ihjel.


Tit bliver studielivet blæst op til at være en dans på roser med sociale aktiviteter og fester flere gange om ugen. Men sandheden er, at ensomhed er et udbredt fænomen hos de studerende ved videregående uddannelser. En gennemgang af undervisningsmiljøvurderingerne viser, at 30-40 procent af de studerende ofte eller af og til føler sig ensomme. I eksamensperioderne er tallet endnu højere.

Mange studerende anser det som en fiasko at søge hjælp. I stedet vælger de at håndtere problemerne selv; ofte med yderligere isolation til følge. I denne situation er det vigtigt at komme over sin barriere og søge hjælp. På universiteterne er der mulighed for at søge hjælp ved studenterrådgivningen, men denne er som regel overbebyrdet; flere steder meldes der om ventetid på 5-6 uger, hvilket ikke er motiverende for den enkelte studerende, for hvem det måske har været en overvindelse at række ud efter hjælp.

Desværre er der ikke ret mange unge, der har kendskab til andre steder, hvor de kan henvende sig, såsom Ventilen – et værested for unge.

Maria vendte speciale-sumpen til noget positivt

Hvad får en frivillig ud af at lægge tid og energi i en gratis indsats? Det spørgsmål har Maria Thorsager indvilliget i at besvare. Maria er 27 år gammel og har arbejdet i Ventilen Aalborg i to år. Det første år som almindelig frivillig, det andet år som formand.

Alle kender til myterne om ”speciale-sumpen”, og det var da også denne periode i Marias liv, som om noget fik hende til at søge ind som frivillig. Hun valgte at skrive speciale alene i international relations and development ved sociologistudiet på Aalborg Universitet. Tidligere havde hendes studieforløb primært formet sig som gruppearbejde og ad den vej givet hende sociale netværk at trække på. Pludselig befandt hun sig i en situation, hvor hun var ene om at løfte opgaverne. Hurtigt fandt hun ud af, at det var en meget ensom proces; hun savnede den sociale kontakt og en føling med verden udenfor specialeemnet. En dag modtog hun en mail fra Ventilen, som søgte nye frivillige. Det blev starten til et engagement i frivilligarbejdet.

For Maria er Ventilen et frirum, hvor brugerne kan bruge hinanden til at udveksle erfaringer. De kan selv bestemme, om og hvordan de vil bruge de frivillige. Det er absolut en fordel, at det enkelte værested drives af unge for unge, da disse har bedre føling med andre unges problemer og derfor bedre kan videreformidle redskaber til at komme ud af den ensomme cirkel.

”Jeg ser Ventilen som et frirum for brugerne, et frirum hvor de kan være sammen med andre unge, som også føler sig ensomme i hverdagen, og hvor de har mulighed for at opleve at være en del af et fællesskab,” fortæller Maria.

Større indblik i menneskers forskellighed

Drivkraften bag Marias engagement skal findes i ønsket om at hjælpe andre ud af ensomheden. Hun ønsker at være der for brugerne som en person, de kan spejle sig i. Som frivillig har man ansvaret for at åbne og lukke værestedet, at få tingene til at fungere med brugerne og nogle gange at arrangere sociale aktiviteter. Følelsen af ansvar er en vigtig del af ens personlige udvikling. Samarbejdet med brugerne har bidraget til at forbedre hendes kommunikationsevner og givet hende en selvtillid, som kan være brugbar i en jobsituation. Hun har fået en evne til bedre at vurdere, hvilken slags person hun står overfor og dermed også at se, hvilken tilgangsvinkel hun skal vælge for at få personen i snak.

Brugerne har endvidere givet hende en større forståelse for, hvad det betyder at være ensom. Hun husker specielt en situation, hvor hun uden at tænke nærmere over det henkastet spurgte, om der var nogen af brugerne, der skulle med til Aalborg Karneval. De svarede, at de gerne ville, men at de ikke havde nogen at følges med. Maria havde aldrig tænkt over, hvilken ubehagelig situation man kan befinde sig i, når man gerne vil opleve nogle ting, men ikke har nogen at følges med.

”Arbejdet med brugerne har givet mig en større forståelse for, hvordan vi er forskellige som mennesker,” fortæller hun.

Dog er det vigtigt at være tålmodig i arbejdet med brugerne. Det er de små skridt, man skal lægge mærke til. Men når man efterfølgende kan spore, at en samtale har hjulpet en bruger, er det det hele værd. Det er disse små skridt, som afføder hendes videre motivation i arbejdet. Det kan være hårdt, men afgjort givende at opleve ensomhed på nært hold. Omvendt har Maria også lært meget om sig selv af samværet med brugerne. Hun nævner til eksempel en situation, hvor der var dyb tavshed i værestedet. Det kan i sådanne situationer virke meget akavet, hvis man er nødt til at kæmpe for at udfylde tavsheden. Indimellem er det faktisk okay, at der ikke altid skal være en samtale i gang. Sådanne små oplevelser giver hende en større forståelse for, hvem hun er som person. Hjælp-til-selvhjælp påpeger hun som noget af det vigtigste i Ventilens værdigrundlag. Selvfølgelig skal de frivillige hjælpe brugerne i det omfang, de nu har kompetencerne, men det er endnu vigtigere, at brugerne forstår at hjælpe sig selv.

Bekæmp ensomhed

Den største udfordring, Maria oplever som frivillig, er, når brugerne fylder 25 år, idet de så ikke længere kan få lov til at være i Ventilen, medmindre de får dispensation. Det er de frivilliges opgave at udsluse brugeren. Det er en svær opgave, hvis man kan se, at personen godt kunne bruge flere år i Ventilen. Årsagen til denne problematik er, at Ventilen kun får offentlig støtte til personer mellem 15 og 25 år. Desuden findes der ikke lignende tilbud til personer, der er fyldt 25 år. De frivillige forsøger så på bedste beskub at hjælpe brugeren videre til andre sociale netværk – fx til foreninger for folk med samme interesser som brugeren.

”At være ensom er utrolig tabubelagt. Derfor må man også have stor respekt for de unge, som har modet til at erkende, at de har et problem med ensomheden, og som tager det første skridt ved at komme ned i mødestedet.” Det korte af det lange er, at man mangler et tilbud som Ventilen til folk over 25 år. Men det kræver, at man sætter ensomhed på dagsordenen samt en holdningsændring, hvor ensomhed ikke længere er et tabu. Socialt og personligt har frivilligarbejdet givet Maria en ballast, som hun ikke ville være foruden. At bruge egne livserfaringer til at hjælpe andre mennesker er en givende oplevelse. Hun kan varmt anbefale, at man som studerende tager sig tiden til at indgå i frivilligt arbejde.


Fakta

Er du ensom?

Først og fremmest skal du vide, at du absolut ikke er alene!

Ræk ud efter hjælp og prøv at finde en vej ud af ensomheden. Der er mulighed for at hente hjælp fra forskellige kanter, såsom:

  • studenterrådgivningen
  • studenterpræsterne
  • gadepræsten eller præsten i dit område
  • psykologen
  • man kan melde sig til frivilligt arbejde
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op