Studerende bag magasin om international politik

Af: Magnus Ø. Madsen

04.12.2009

IPmonopolet er et magasin om international politik lavet af unge studerende. I september udkom det for første gang på tryk. En hård, men nødvendig fødsel, som de to cand.scient.pol.-studerende Emma Knudsen og Liv Belling har kæmpet hårdt for.


I september holdt Emma Knudsen, Liv Belling og resten af redaktionen på IPmonopolet lancering af deres første udgave af magasinet på tryk. Udgivelsen, der havde særligt fokus på krigens folkeret, blev kombineret med en rundvisning på udstillingen Breaking the Silence i Øksnehallen om israelske soldaters oplevelser af kampene på Vestbredden. Arrangementet gik ifølge Liv rigtigt godt.

“Det var en stor succes. Jeg tror, folk syntes, at det var rigtigt fedt, at der også var et kulturelt aspekt. Man fik en rundvisning, hvor en af de israelske soldater fortalte om de udstillede billeder. Det var den dag, hvor der var flest mennesker i løbet af hele udstillingen i Øksnehallen,” fortæller Liv.

En hård, men nødvendig fødsel

Vejen til Øksnehallen og lanceringen af IPmonopolet på tryk har dog ikke været smertefri. At få udgivet IPmonopolet på tryk, som tidligere har fungeret som et internetmagasin om international politik, var en til tider hård fødsel. Magasinet skulle først oprettes som virksomhed, have en officiel bestyrelse og en bankkonto, før det kunne komme ud på tryk. At få IPmonopolet i trykken, mener Liv og Emma dog begge, var nødvendigt og et mål de har arbejdet med at realisere, siden de overtog chefredaktørposterne i foråret.

 “Da vi blev chefredaktører i februar, satte vi os ned og lavede en helt ny drejebog og brugte, jeg ved ikke hvor mange timer på at brainstorme om, hvad vi vil med det her blad – hvad får vi ud af alle de timer om ugen, vi bruger på det, hvad er formålet med IPmonopolet, og hvilke visioner har vi for fremtiden. Det mundede blandt andet ud i, at hvis vi skulle lægge så mange timer i det, ville vi se det på tryk. Sådan så der var en udvikling. Det var endemålet,“ forklarer Liv.

At få bladet ud på tryk var dog ikke en idé, der opstod med Emma og Livs tiltræden som chefredaktører. “Der har hele tiden været en ambition om at udgive IPmonopolet på tryk, lige siden magasinet blev startet i 2007. Problemet i at få det på tryk har bare været, at det kræver, at man lægger virkelig mange timer oveni,” understreger Emma.

RÆSON med mere international profil

Det store arbejde, Emma og Liv lægger i IPmonopolet, senest med at få det udgivet på tryk, forklarer de begge med en brændende interesse i international politik og et ønske om at øge fokus på internationale forhold i Danmark.

“Vi laver det her blad, fordi vi ikke synes, at der er andre nyhedsmedier, der sætter interessante globale problemstillinger på dagsordenen. Det, vi gerne ville skabe, var et forum for international politik og kun fokusere på det. På engelsk har man fx Foreign Affairs og The Economist, men der har ikke før været noget dansk alternativ,” fortæller Liv og fortsætter: ”Vores vision og niveau er lidt a la Weekend-avisen, så alle, der har lyst til at få inspiration og viden om international politik, kan få det i vores blad.”

IPmonopolet læner sig også lidt op ad Clement Kjersgaards blad RÆSON og ambitionsniveau dog uden RÆSONS også danske fokus, uddyber Emma, og understreger i samme åndedrag:

“Der er afgørende forskel fra IPmonopolet til RÆSON i og med, at vores redaktion udelukkende består af studerende, som også har gang i alle mulige andre ting – studier, job og frivillige projekter, de ikke kan tilsidesætte. Og så har vi heller ikke penge og et navn som Clement Kjersgaard. Det er en klar udfordring.”

Studerendes videnproduktion skal ud

Ideen bag IPmonopolet har, foruden at øge informationen om internationale forhold, samtidigt også været at få de mange opgaver om international politik, der bliver skrevet på universitet, ud over rampen, forklarer Emma. “Der bliver produceret så meget viden omkring international politik på universitetet, hvor folk sætter sig ind i ting meget dybdegående, og så alligevel ender det bare på en bibliotekshylde, hvor ingen læser det. Det er vores ambition at ændre ved det og udbrede de studerendes videnproduktion om international politik mere bredt,” uddyber hun.Opgaven med at udbrede de studerendes akademiske arbejde kan dog godt kræve sit.

“Der er en klar udfordring i at sørge for, at de studerendes videnproduktion bliver formidlet, så det ikke kun er for andre studerende – så det bliver for alle, der har en interesse for politik og ikke kun dem, der i forvejen ved meget om international politik. Det er sådan en balancegang,” fortæller Emma. Liv nikker og fortsætter:

“Også fordi man ikke vil gå ned på et for lavt niveau. Vi vil gerne have en dynamik mellem studerende, som genererer ufattelig meget spændende viden om politik og nogle gamle garvede eksperter, som vi får til at lave indlæg og komme med analyser af en eller anden international problemstilling.”

Vildt spændende at være med

Den daglige drift af IPmonopolet – arbejdet med at vælge magasinets faste tema, indsamle artikler og få styr på finanserne – kræver dog sit; gennemsnitligt ca. 10 timers ulønnet arbejde ugentligt, fortæller Liv. Arbejdsbyrden lader dog ikke til at være noget, hun tillægger negativ betydning.

“Det er ligesom at have et studiejob. Jeg får ikke løn for det, men jeg får så meget andet. Det er fedt at have stående på cv’et, men det er allermest en spændende proces at være med til. Det er en kreativ proces, og der er spændende mennesker, som er rigtigt engagerede – det er bare fedt at være med til at skabe noget nyt,” fortæller Liv.

Emma forklarer, at rollen som chefredaktør også giver indsigt og erfaring med meget forskelligt arbejde. “Der er meget administrativt, som vi har med at gøre. Men vi har også de spændende redaktionsmøder. Det er også interessant at have kontakten ud til de forskellige bidragsydere – at gå i dialog med skribenterne og på den måde få ny viden. Og så har vi altid et tema, som er det, vi bruger mest tid på at brainstorme omkring. Vi sidder 10-15 mennesker og diskuterer, hvordan man kan udvikle et tema, det er vildt spændende,” uddyber Emma.

At gøre IPmonopolet til fremtidig karriere er dog ikke planen, forklarer Liv og Emma. De satser i stedet på, at IPmonopolet kører videre med nye kræfter bag roret, når de bliver færdige med studierne og forbliver et magasin, der er lavet af studerende, afslutter de to unge chefredaktører.


Fakta

Foruden et fast tema, der belyses ud fra en række forskellige vinkler, har IPmonopolet også en række andre sektioner. I seneste udgave belyses, udover temaet “Krigens Folkeret”, også tiden efter valget i Moldova, dansk udviklingsbistand efter 2001, krisetider på Island og den demokratiske udvikling i Bangladesh. Og som nyt initiativ er en fast boganmeldelse også senest blevet tilføjet som en del af bladet.

En stor del af redaktionen på IPmonopolet består på nuværende tidspunkt af cand.scient.pol. studerende. Det er dog ikke et bevidst valg, men mere en konsekvens af, at magsinet er blevet startet op på statskundskab. IPmonopolet vil meget gerne have mere mangfoldighed og opfordrer derfor også folk fra andre studier til at byde ind med forslag til magasinet, understreger Emma og Liv.

IPmonopolet

IPmonopolet blev startet i 2007 som internetbaseret magasin om internationale forhold af Stig Tackmann og Simon Graves Jacobsen. De inddrog hurtigt blandt andre Emma og Liv som del af redaktionen og kørte bladet det første år, hvorefter et nyt hold chefredaktører overtog, der så senest er blevet udskiftet med Emma og Liv i februar.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op