Længe før det blev hot og sexet at snakke om skat, har vi skabt hovedrysten og overbærende smil, når vi sukkede efter en skattedebat. Godt nok var eksperter og politikere enige om, at det var en nødvendig og interessant diskussion, men lige så samstemmende var budskabet, at skattestoppet var en hellig ko, og skattedebatten en død sild. Det var derfor en uventet sejr, da regeringen nedsatte en skattekommission. Hele Djøf-huset ventede da også i spænding, da Carsten Koch præsenterede frugterne af Skattekommissionens store arbejde. Da han var færdig, kunne vi ånde lettet op. Det var en gennembearbejdet og ambitiøs skattereform, der indeholdt flere elementer, som Djøf kunne nikke genkende til. En reform, der kunne være med til at fremtidssikre Danmark og den velfærd, vi er så berømte for og selv nyder utrolig godt af. Et stort tital var den foreløbige vurdering. Eneste alvorlige skønhedsfejl var det SU-forringende forslag.

En dynamisk hva' for en fisk?

Udover at være selvmodsigende, havde det forringende SU-forslag alvorlige negative konsekvenser for samfundet og den enkelte. Det var et mærkværdigt forslag, og vi glædede os derfor over, at Carsten Koch knap nok havde forladt det blitzende rampelys, før han mødtes med Djøf's medlemmer for at diskutere Skattekommissionens forslag. Desværre var Koch ikke i diskussionshumør. Det var helt tydeligt, at han var utrolig ærgerlig over den sten i skoen, SU'en var på hans ellers smukke skattereform. I stedet for den forventede saglige debat indledte Koch hele seancen med et utilbørligt angreb på de forkælede studerende: Vi måtte da kunne forstå, at SU-forringelserne skulle ses ud fra en "dynamisk restlivsanalyse". En hvad for noget, tænkte jeg, der ellers både har læst statskundskab og nu læser jura. Kan man leve af det? Bedre blev det ikke undervejs. I stedet benyttede Koch enhver lejlighed til at latterliggøre de studerendes kamp for SU'en. Helt absurd blev det, da Jasper Lyngsig, en nysgerrig jurastuderende, dristede sig til at spørge, om Kommissionen havde overvejet, hvilke sociale konsekvenser SU-forslaget ville medføre. Her nægtede manden pure at svare. Vi var skuffede. Vi havde dog forventet lidt bedre argumentation - eller i det mindste bare noget argumentation - fra manden, der var i færd med at fjerne 40 procent af de studerendes årsindkomst.

SU-forringelser modarbejder uddannelse

Efterfølgende har jeg overvejet, om der var sket en fejl. I modsætning til de øvrige forslag, var SU-forslaget hverken baseret på viden, analyser eller undersøgelser. Og resultatet var derefter. SU-forslaget modarbejdede selve formålet med Kommissionens eget arbejde. Nemlig at øge udbuddet af arbejdskraft, herunder særlig højt uddannet, samtidig med, at der opretholdes en forsvarlig socialøkonomisk balance i skattesystemet.

Præcis det formål er hele meningen med Djøf's eget skatteudspil. Og det er netop derfor, at hele Djøf er stor modstander af SU-forringelser. Det har intet at gøre med grådighed, forkælelse eller manglende indsigt, som det ellers fejlagtigt er blevet påstået. SU er uddannelsespolitik. Det handler ene og alene om, at der er brug for flere studerende, der gennemfører en lang uddannelse. Det gælder især også, når de studerende kommer fra andre socialgrupper, end dem, der typisk er repræsenteret på universiteterne og handelshøjskolerne. Hvis vi ikke ønsker større ulighed i uddannelsessystemet - uligheden er stor nok i forvejen - er det nødvendigt at forsvare den unikke danske SU-model med næb og klør. Også i fremtiden.

En uambitiøs reform

Heldigvis valgte regeringen - og ikke mindst Dansk Folkeparti - for en gangs skyld at lytte til de studerende og uddannelseseksperterne. Måske har de mere end 14.000 mennesker, der har skrevet under på Djøf Studerendes elektroniske underskriftsindsamling gjort en forskel. I hvert fald er SU-forringelsen sløjfet. Desværre er det det eneste lyspunkt i skatteaftalen. Efter vi havde konstateret, at SU-forringelsen var væk, vandrede vores spændte blik videre. Ja vel ja. En række af elementerne var genkendelige fra Kommissionens skatteforslag, men effekten var næsten væk.

Skattekommissionens forslag var (for det meste) velargumenterede og -balancerede. Meget væsentligt gjorde udspillet op med det manglende incitament til at tage en lang uddannelse. Det er defor synd og skam, at den politiske aftale ikke lever op til forventningerne, og hvad det flotte forarbejde ellers lagde op til. Det er ærgerligt, at de ansvarlige partier ikke havde det nødvendige politiske mod til at bibeholde Kommissionens forslag om skattelettelser højere oppe i skattesystemet. Det er et udtryk for manglende ambitioner på det danske samfunds vegne.

Det værste er, at der fremskaffes langt mindre ekstra arbejdskraft. Og når aftalen samtidig er underfinansieret med mindst 36 mia. frem til 2015, så ser det sort ud. Resultatet er, at der er tale om en halvering af det samlede samfundsøkonomiske udbytte.

Samlet set må det vurderes, at det desværre er lykkes at forvanske et fagligt meget velgennemarbejdet grundlag fra Skattekommissionen til en løsning, der på en gang:

• Fremskaffer mindre arbejdskraft
• Mindsker styrkelsen af de offentlige finanser
• Går fra fuld til kraftig underfinansiering
• Øger skævheden i den sociale fordeling, når finansieringen medregnes
• Opnår en mindre robusthed ved den beskedne inddragelse af boligbeskatningen
• Øger skattesystemets kompleksitet
• Hviler på det smallest tænkelige mandat i Folketinget.

Fuldbyrdet generationstyveri

Opgaven, som regeringen selv havde stillet, er ikke løst tilfredsstillende. Jeg ved ikke, hvorfor skuffelsen er så stor denne gang. Måske er det fordi Skattekommissionen havde skabt et meget velgennemarbejdet og afbalanceret grundlag. Men egentlig burde det ikke komme bag på os. Tværtimod. Kommissionens SU-fejltagelse var en freudiansk fejltagelse, der vidner om den måde politiske udspil ofte hænger sammen. Næste generation af vælgere er ikke interessante. Forklaringen er enkel. Vi er endnu ikke et stærkt vælgersegment. Og i modsætning til de ældre har vi ikke Ældresagen og Dansk Folkeparti til at varetage vores interesse. Resultatet er, at vores politikere igen og igen begår fuldbyrdet generationstyveri. De skubber byrden videre til næste generation. Og det er dumt. Dels er det ikke retfærdigt at straffe næste generation for politikernes manglende mod, men værst af alt er det kollektiv kamikaze. Det manglende mod rammer ikke kun os. Det rammer hele samfundet. Så selvom det SU-forringende forslag er taget af bordet, er det manglende fremtidsperspektiv stadig fatalt for vores fremtid.

Godt nok sagde Keynes, at på lang sigt er vi alle døde. Men før det går så galt, skal vores børn passes, vores veje skal vedligeholdes og vores sundhedssystem skal udbygges. Og vi skal ikke tvinges til at arbejde 70 timer om ugen. Hvis du synes, det lyder som en omgang forkælet nonsens, så se på faktum. Se bare på efterlønnen, dagpengene, pensionsalderen, universiteterne og nu også skattereformen. Det ansvarlige flertal tør ikke lave de nødvendige reformer. I stedet handler de efter "her og nu"-tilfredsstillelse af de kræsne vælgere. Skatteaftalen viser, at de stærke 68'ere igen har sejret. Vores forældre får på vores og deres børnebørns bekostning.

Vi må konstatere, at vores optimistiske syn på Kommissionens flotte skatteudspil er blevet erstattet med en skuffelse over en uambitiøs skatteaftale, der ikke løser fremtidens udfordringer. Kommissionens flotte tital er derfor blevet forvandlet til et skuffende firtal.