Det startede som babysitterdirektør

Af: Thomas Skovgaard Pedersen

26.10.2004

Han gjorde det, mange drømmer om: Kastede sig ud i erhvervslivet uden faldskærm, droppede de videre studier og har nu eget firma.


Travl og målrettet - men med en udstrakt hånd og et lille smil kommer Henrik Sode Holm mig i møde. Ingen tvivl om at han har lært at gøre et godt indtryk og sælge sig selv, og næsten inden vi får sat os kommer der også lige en lille pudsig gave - en teddybjørn, hvor der i stedet for "Punk Royal" står "BRUMMELUM". Der er langt hjem fra den hippe café til barndommen som gårdmandssøn på Bornholm.

Henrik er sammen med partneren Kristian H. Larsen en af dem, der har taget skridtet direkte fra Handelshøjskolens uendelige bænkerækker og direkte ud til sin egen direktørstol: "Mit studiejob som telefonsælger var begyndt at kede mig lidt og en dag kom idéen bare til mig."

En guldgrube af babysittere

Omgivelserne var overraskede. Ikke over at Henrik ville være selvstændig, men over hans idé - en formidling af babysittere. Men snart var første skud på stammen "babysitting.dk" en realitet, og aftenvagterne i call centret var afløst af lange ugentlige cykelture. "Jeg tror jeg kender hver en Netto og Irma i København. Hver lørdag gik med at hjule rundt med reklamer til alle supermarkedernes opslagstavler."

Men det gav pote og den første trafik på hjemmesiden var i hus - ét af de store øjeblikke i løbet af de sidste to og et halvt år; "dét, sammen med at lave noget folk rent faktisk kan bruge til noget, kan næsten gøre mig euforisk.

Man skal ikke blive iværksætter for pengenes skyld. I en lang startperiode sidder man kun tilbage med krummerne efter alle andre har været til fadet, og så skal huslejen osv. også lige betales, og for det andet fordi det simpelt hen ikke er motivation nok i forhold til sliddet."

Arbejdsuger på 80 timer, penge ud af vinduet og meget mindre tid til familie og venner er hård kost, men det er hvad der står på menuen, hvis man vil realisere sine drømme. "Og det er det værd"- godt nok tænkte Henrik lidt over spørgsmålet, om han ville gøre det igen, men det får bare svaret til at lyde endnu mere overbevisende.

Men der er alligevel ting han gerne ville have undværet. Ikke fordi det sociale liv er totalt dødt, der er stadig tid til at spille fodbold, og Henrik har da også lige nået at blive gift. Men han har bittert måttet erfare at ingenting er i hus, før man har en underskrift på papir. "Man møder mange hjælpsomme mennesker - fyldt med gode idéer - men af og til går det bare galt, og så sidder man med en kæmperegning, man ikke lige havde bedt om."

Vennerne har der heller ikke været så meget tid til som tidligere: "Men det sjove er jo, at jeg stadig har lige så meget lyst til at være sammen med mine venner og familie", men når man samtidig har lyst til at yde 110 procent i forhold til realiseringen af ens ide, er det klart, at 24 timer i døgnet er alt for lidt til at holde alle gryderne i kog samtidigt.

Hvor går grænsen

At der bliver mindre tid tilbage på fritidskontoen, er ét af de forhold det er vigtigst at gøre sig klart inden man springer ud med sin egen virksomhed" siger Henrik, om de overvejelser man bør gøre sig inden man slipper sin indre eventyrer løs og kaster sig ud i sin egen opdagelsesrejse i erhvervslivet. "Derudover skal man også sætte helt faste rammer for hvor ens egen mertegrænse går. Hvor mange penge er man klar til at se forsvinde ud ad vinduet? Og hvor lang tid vil man leve med usikkerheden om der overhovedet kommer noget ind på kontoen denne måned? Det er spørgsmål, der skal stilles inden det er for sent. Og når det hele bliver lidt sort, har det været ret godt at være to til at muntre hinanden lidt op. Sidst skal man så lige tage et kig mere på sin forretningsplan og gange udgifterne og arbejdstiden med to og halvere indtægterne" lyder rådet.

Ung, gammeldags købmand

For selvom det lyder indlysende er en af Henriks erfaringer at gammeldags købmandskab stadigvæk holder 100 pro- cent: "En konstant balance mellem udgifter og indtjening lyder simpelt og selvfølgeligt, men er essentielt, hvis man ikke en dag har lyst til at stå med en gæld op over begge ører, eller bare gerne vil have en biks, der bliver ved længere end alle .com'erne".

Og Henrik virker som en fyr, der har fat i den rigtige ende. I hvert fald har han sørget for at holde sig selv, sin medejer, de ansatte plus det løse til ilden med nye tiltag, så babysitting.dk i dag bare er en del af websitet happyfamily.dk, der også er navnet på et lækkert magasin for børnefamilier der udkommer i et oplag på 25.000. "Men ikke nok med at der er noget til forældrene, vi ville også lave noget for børnene, så sidenh en er brummelum.dk kommet til." Her kan ungerne blive underholdt, mens forældrene skimmer HappyFamliy.

Pludselig giver teddybjørnen meget mere mening. Henrik har lært fra sig, om hvordan man får succes som iværksætter: "Man skal positionere sin virksomhed!" Og teddyfyren ender jo nok hos en niece et eller andet sted, som så nok en dag besøger Brummelums hjemmeside.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op