Kommentar: Djøferne er onde

Af: Jørn Duus Hansen

26.10.2004

For nogle år siden deltog jeg i et af mit livs meget få lederkurser. Det blev af temmelig indlysende grunde også det sidste.


Kurset var aldeles fremragende. Bl.a. fordi det ikke var arrangeret af en varmluftsmanagementgurukonsulent, men af militærfolk. Et af deres bastante udsagn gjorde et uudsletteligt indtryk på mig:

"Man skal aldrig sætte fagfolk eller specialister til at være ledere", lød det med fast, militær stemmeføring. På daværende tidspunkt var jeg specialist (tekstforfatter) og samtidig direktør (kreativ endda), for i min branche udnævner man også fagfolk til ledere. Men det varede

ikke længe for mit vedkommende. Efter nogle måneder trak jeg mig tilbage til mit speciale og siden har jeg lænet mig trygt op af dygtige

ledere - Stålsøjlerne. Det har været en stor tilfredsstillelse at være fri for at lave noget, man ikke har evner for - eller rettere altid er mindre interesseret i end netop ens eget speciale.

Djøf er et skældsord blandt specialister, f.eks. læger, kunstnere og forskere. Djøf er

også et skældsord i hele den offentlige sektor, hvor det jo ikke er til at komme frem for spe-

cialister, fagfolk, eksperter og nu også smagsdommere. De har bemægtiget sig scenen. De bestemmer historierne og skriver alle replikkerne. Mens Djøferne stort set sidder på tilskuerrækkerne.

Det er en klassisk situation i informationssamfundet. En hel gruppe mennesker er underlagt en offentlig debat, de ikke selv formår at påvirke. Debatten skaber utallige myter - også fordi journalisterne ikke ser nogen grund til at gøre konflikten mindre. Resultatet står på side 1 i enhver bog om kommunikation. Den udskældte gruppes image bliver værre og værre. Fronterne trækkes skarpere og skarpere op. Djøferne er onde. Vi fagfolk er gode. Hvordan er det kommet så vidt? - Fordi Djøferne aldrig har fortalt, hvorfor de er her.

Djøferne forbindes med bureaukrati, som straks bliver til skældsord. Men har Djøferne nogensinde fortalt offentligheden, hvordan et moderne samfund skulle klare sig uden bureaukrati?

Djøferne forbindes med effektivitet, fordi de kigger fagfolk af enhver art efter i sømmene - og det synes fagfolk naturligvis er rigtig tarveligt - hvorfor kan det ikke bare være som det var? Men har Djøferne nogensinde forklaret, hvorfor man ikke kan have specialister til selv at bestemme over eller skalte og valte med skatteydernes penge?

DjøfERNE forbindes med måling af "bløde værdier". Alt bliver omdannet til hårde facts. Det humanistiske forsvinder.  Og igen: Djøferne gør intet for at fortælle, hvad de mener om det skisma.

Man kunne fortsætte, men pointen er den samme. Djøferne lever et liv i det skjulte, selvom de spiller en ganske overordentlig central rolle i samfundet.

Modsætningen mellem Djøferne og fagfolkene bliver derfor større og større. Og det er synd. Vi trænger til en diskussion af rollefordelingen. Hvorfor er ledere og administratorer uundværlige for fagfolk? Hvordan kan man berige hinanden? Kan der ikke opstå stor synergi ved at udnytte hinandens kompetencer? Er et frugtbart samarbejde realistisk? -Naturligvis. Jeg har selv prøvet det de sidste 10 år. Ingen fagfolk tager skade af begrænsninger og udfordringer. Ingen ledere eller administratorer bliver ringere af at forstå, at ikke alle specialister kan sættes på samme effektive læst. At lede specialister er faktisk en kunst i sig selv, fordi fagfolk ofte er anarkistiske, impulsive og egocentriske til det uudholdelige. Men det gør det ikke mindre udfordrende. For jeg går ikke ud fra, at Djøfere opfatter sig selv som bogholdere, der bare skal have det hele til at glide effektivt. Jeg tror, at de fleste blot vil have en tidssvarende og velfungerende offentlig sektor. Jeg tror ikke, man kan snakke om Djøfere som en homogen, ondskabsfuld samfundsgruppe. Men kun I selv kan gøre noget ved det.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op