Det behøver ikke forlænge studierne, fordi man får et barn, mens man læser. Med en stor selvdisciplin og en god organisering bliver der tid til såvel studier som nattetjanser, røde hunde og barnevognsræs.
Winston Churchill sagde engang, at det er lettere at regere en nation end at opdrage tre børn. Nu er der nok mange årsager til at kun relativt få vælger at få børn, mens de er studerende - men Churchill har hvert fald gjort sit. De ansvarspåliggende ord har dog hverken afholdt Inger Sturm eller Malene Mikkelsen fra at berige verden med små poder. 3-årig Arthur, Kjartan på fem og Inger Sturms 2-årig datter, Freja, har det til fælles at have en mor på SU. Og det er slet ikke et så tosset en kombination, hvis du spørger de to mødre. De tilhører ellers et klart mindretal på såvel Inger Sturms jurastudie som Malene Mikkelsens Handelshøjskole, hvor hun læser engelsk og kommunikation.
Nødvendigt med stor selvdisciplin
Begge mødre er enige i, at de væsentligste kodeord for at kunne få det til at fungere rent fagligt er struktur og selvdisciplin. Ord som enhver anden studerende nok også vil fremhæve, men som i deres tilfælde tages yderst bogstaveligt. De ledige timer er nemlig få og dyrebare. De ting man ikke når at få lavet, kan simpelthen ikke indhentes.
Den øgede disciplin kan studiekammerater ofte have svært ved at leve op til, og Malene Mikkelsen har flere morgener oplevet at sidde lettere frustreret blandt dårligt forberedte (og undskyldende) læsegruppemedlemmer.
Eksamen er en hård periode
Både Inger Sturm og Malene Mikkelsen havde på forhånd besluttet sig for, at
tage den tid om studiet, som forholdene krævede. De indrømmer begge, at det kan være svært kun at aflevere en 'venstrehåndsopgave', når man ved, det kan gøres bedre. Specielt i eksamensperioden kan det være svært at koble af fra studiet. Som Malene Mikkelsen siger,
"Når man sidder på gulvet og leger med sit barn, og tankerne er et helt andet sted, kan jeg da godt føle lidt dårlig samvittighed."
Det kan være svært at gå på kompromis, og Inger Sturm ærgrer sig da også over, at hun allerede startede på studiet 5 måneder efter fødslen for at kunne nå sin eksamen.
Karriere eller barriere...
"Når man skal ud på arbejdsmarkedet, er der selvfølgelig nogle omkostninger ved, at du i forvejen har et barn. Man er mindre fleksibel, fordi man har ansvaret for sit barn. Og man skal tage højde for diverse børnesygdomme," fortæller Malene Mikkelsen.
Selvom begge mødre har skruet ned for ambitionsniveauet for deres fremtidige karriere, kan de godt se nogle fortrin i den henseende. F.eks. er det i mange arbejdsgiveres øjne et plus, hvis de ved, at du ikke har tænkt dig at gå på barsel foreløbig. Hverken Malene Mikkelsen eller Inger
Sturm ønsker dog det store karriereræs. De stiler efter et almindeligt 37 timers job. Som Inger Sturm siger:
"Børn hænger ikke sammen med 70 timer og karriere"
Højere værdsættelse af studie
Selvom det har omkostninger at have børn i studietiden - og at alle planer om udlandsophold er sat i bero af familiemæssige og økonomiske grunde - mener Malene Mikkelsen dog, at man lærer at værdsætte studiet i langt højere grad.
"Når man sidder mandag morgen i kantinen sammen med læsegruppen - og de andre sidder og hænger - tænker man på, hvor privilegeret man er, når man kan sidde over en stille kop kaffe og vente på at få undervisning i noget, man interesserer sig for."
Inger Sturm og Malene Mikkelsen har begge det til fælles at de har valgt at tilføre deres liv som unge og frie studerende med et par barnerumper. De er enige om, at der er tale om et tilvalg af familielivet og ikke et fravalg af det sociale liv som studerende.
"Det er selvfølgelig en stor prioritering at få et barn, men man dyrker jo stadig det sociale liv på studiet," siger Inger Sturm velvidende, at tilvalget har konsekvenser i et eller andet omfang. F.eks. er der ikke er den samme tid til at hænge ud på cafeen efter dagens sidste forelæsning eller at gå i biografen så ofte, som man måske gjorde før barnet kom til verdenen. Malene Mikkelsen føler sig privilegeret, når det alligevel kan lykkedes at have et socialt liv som studerende og være mor på samme tid.
"Jeg værdsætter det sociale liv som studerende - snakken mellem forelæsningerne og sladderen i kantinen osv., selvom tiden er blevet mere knap, og at man bliver nødt til at sige nej tak til torsdagshygge med veninderne. Men derfor bliver der ikke set skævt på en."
Send manden på arbejde
De to mødre er enige om, at livet som studerende mor er klart nemmere, når man har en samlever der arbejder, da økonomien på den måde udgør en langt mindre hovedpine. Det er også situationen for dem begge i dag. Men Malene Mikkelsen har også formået at leve - i nogen tid - for to SU'er. Deres råd til andre, der overvejer at kombinere børn og bøger, er, at man blot skal springe ud i det, hvis lysten er der og ikke lade økonomien bestemme:
"Børnene er ligeglade med, hvor mange penge mor og far tjener. Det drejer sig om at være der for dem," siger Malene Mikkelsen.
Få børn nu...
Malene Mikkelsen og Inger Sturm ser mange fordele ved at få børn, mens man er studerende:
"At være studerende er meget mere fleksibelt end hvis du arbejder fast," siger Inger Sturm, der understreger hvor vigtigt, det er selv at kunne tilrettelægge sit liv og sin tid. Det er Malene Mikkelsen meget enig i og nyder f.eks. at kunne undgå at skulle aflevere lille Arthur og Kjartan i en institution om morgenen og først hente dem igen ved 17-tiden.
...og lær at slappe af
Marlene Mikkelsen er generelt rigtig glad for, at hun er blevet mor i en tidlig alder:
"Man får et større perspektiv på livet. Man lærer at glemme sig selv og sine behov, hvilket er virkelig lækkert." Hun synes, at der især på Handelshøjskolen er mange der kun tænker på sig selv og deres karriere.
"For mig drejer sig ikke længere om at se godt ud om morgenen, men om at børnene kommer glade ud af døren". Inger Sturm supplerer med flere fordele ved det anderledes studieliv:
"Det er fantastisk at kunne følge med i barnets udvikling. Man bliver mere afslappet i forhold til mange ting, når man lærer, at der er andre ting i livet end karriere og studie."
RUC passer på børnene
På Roskilde Universitets Center (RUC) har man gjort det nemmere for de studerende med børn. Nogen studerende har lavet en aftale med Roskilde kommune om en pasningsordning for de studerende på universitetet. Ordningen træder i kræft fra oktober.