Med en fod i hver lejr

Af: Thomas Skovgaard Pedersen

26.10.2004

En erhvervsinnovatør får fuld løn


Træt af det støvede akademiske miljø? Eller skræmt af tanken om det frådende og evigt konkurrerende erhvervsliv? Var det så ikke noget at blive erhvervsinnovatør og tage det bedste fra hylderne hvert sted?

Men hvad går det egentlig ud på? Kort sagt giver initiativet private virksomheder med under 50 ansatte mulighed for at ansætte en medarbejder i et udviklingsprojekt med de første 9.000 kr. af den overenskomstmæssige løn betalt af staten, fortæller Susanne Ulrich der er fuldmægtig i Videnskabsministeriet og til daglig sidder med ordningen. Og det er både godt for halvstuderede røvere, der aldrig er nået videre end deres bachelorgrad, og studiemaskiner, der allerede har gennemført på under normeret tid. For i politikeres og embedsmænds iver efter at gøre livet lidt grønnere for Danmarks mange små virksomheder, drypper det også lidt på initiativrige Djøfere, for en ansættelse som erhvervsinnovatør kræver hverken én bestemt uddannelse, eller at man føler sig som et columbusæg i en skruk høne: Vores udgangspunkt er, at alle med en akademisk bachelor eller tilsvarende kan komme i betragtning til at gennemføre et forløb som erhvervsinnovatør, så længe projektet opfylder kravene om, at der både skal være en nyhedsværdi og et kommercielt sigte for virksomheden i forløbet, siger Susanne.

En vitaminpille til de små

Under Nyrupregeringen sad en blandet gruppe af embedsmænd og tænkte sig godt om. Hvad skulle der dog gøres ved det fremtidige danske erhvervsliv? Gamle slagere som råstoffer og kapital kunne der ikke tærskes mere langhalm på men hvad så? De nåede frem til, at det bliver de menneskelige kompetencer, viden og kreativitet, som kommer til at afgøre, hvilke virksomheder og hvilke samfund der klarer sig bedst, og skrev det ned i en erhvervsstrategi med det fængende navn.dk 21.

En af vitaminpillerne til de små danske virksomheder i denne godtepose af gode idéer var ordningen med erhvervsinnovatører, inspireret fra England, hvor det hedder Teaching Company Scheme. Folketingsvalget skabte imidlertid uvejr i de offentlige kasser, og ministerierne fik besked på at holde pengene indenbords. Men siden har stormen efter Thors hammer lagt sig, og det er igen blevet tilladt at dele ernæringstilskud ud til erhvervslivet.

En med det hele

En af de få, der allerede er blevet ansat som erhvervsinnovatør er Anne Bundegård, der arbejder med internationalisering af konsulentydelser i Sandgaard Management.

En af de bekymringer, hun havde i starten, gik på den del af ordningen, der gør det muligt at få tilknyttet en vejleder fra et uddannelsessted til udviklingsprojektet. Den første måneds tid var jeg ret nervøs for, om det ikke ville være som at blive sat mellem to stole, hvor min chef ville trække i den ene retning og min vejleder fra Aalborg Universitet trække i den anden. Men heldigvis har det vist sig, at professor Olav Juul Sørensen ikke bor i et elfenbenstårn, og samarbejdet mellem Anne, Olav og hendes vejleder hos Sandgaard Management går rigtigt godt. Hver måned er jeg til forskermøde i Aalborg sammen med blandt andet PhD-studerende og forskningsassistenter, og bagefter har jeg som regel et personligt vejledermøde, hvor jeg får vendt mange af de problematikker, jeg støder på i dagligdagen, med Olav, der er en virkelig stor kapacitet inden for den form for internationalisering, vi arbejder med i Sandgaard.

Annes ansættelsesperiode er 18 måneder, og hun udnytter dermed spændvidden fra seks til atten måneder fuldt ud, til at få afprøvet hendes uddannelse som cand.negot, og en del tid går også med at få en obligatorisk rapport om forløbet på skinner. Via kontakten til den akademiske verden og den rapport, der skal laves i forbindelse med min innovatøruddannelse, udvikler jeg fortsat analytiske evner, samtidig med at jeg får brugt en masse af værktøjerne fra min uddannelse som kulturanalyse, organisationsteori og strategi i den daglige kontakt til samarbejdspartnere herhjemme og i USA. beretter Anne om alsidigheden i hendes funktion som erhvervsinnovatør.

Og festen stopper ikke der, for med i pakken følger også en projektlederuddannelse, som Kaospiloterne står for, hvor man sammen med andre erhvervsinnovatører både kommer gennem temaer som hård business management og mere bløde som udvikling af personlige evner og teamwork

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op