Af Rune Gade
Ingen russiske forhold
En SU der svarer til to biografture. Det er realiteten, hvis man er studerende i Kristina Klimovas hjemland, Rusland. "I Rusland bor de fleste studerende hjemme hos deres forældre, som betaler for det meste. Hvis dine forældre ikke har særligt mange penge, er det meget svært at få den uddannelse, man gerne vil have."
Med den baggrund oplever hun ikke de betragtelige bogudgifter på 5.500 kr. for det første år som sin personlige version af den økonomiske krise i 30'erne. Ikke desto mindre røg opsparingen ret hurtigt i studiestarten. SU'en suppleres derfor med et rengøringsjob i Synoptik. "Småudgifterne løber op, så jeg prøver at få nogle flere timer. Jeg er ikke er god til at spare, men SU-lån er sidste mulighed. Jeg skal ikke betale af på en 100.000 kr. stor gæld.", har Kristina lovet sig selv.
Af Jeff Jørgensen
Små julegaver
"Julegaverne bliver mindre i år," fastslår Michael. I to år efter gymnasiet har han tjent godt som sælger og det seneste år som biografekspedient i Århus. Biografjobbet har han stadig, men der er blevet væsentlig mindre til juleræset - og byturene. Michael har dog indstillet sig på studenterlivet. Bl.a. bor han "kun" for 1.900 kr. på sine ni km2. i en lejlighed, som han deler med tre kammerater. Det reducerer også udgifter til mad, kabel-tv og Internet. Men mobilregningen, fitness- og fodboldkontinentet trækker også på dankortet. Og bogudgifterne især.
"Jeg har købt bøger for godt 6.000 kr. og skal snart købe flere til 2. semester," sukker han. Rusugen var også dyr. 2.000 kr., skønner han. Selvom han regner med at tage SU-lån senere, har finanserne så vidt slået til. Han ville nu foretrække, hvis han kunne tjene et større beløb ved siden af SU'en. Det ville hjælpe på julegaverne...
Af Henrik Kure
Bøgerne købt brugt
"Jeg tror aldrig jeg har været så fattig som jeg er nu," er Bents første reaktion. "Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg er flyttet hjemmefra - men ærligt talt er jeg overrasket over, hvor mange penge det koster at leve og hvor mange uforudsete udgifter, der kommer!"
SU'en rækker ikke langt, men et godt lønnet fritidsjob som lærervikar giver smør på brødet, og er en god afveksling fra studiet.
"Jeg har købt alle mine bøger brugt, eller lånt af ældre studerende, så på det punkt har jeg vist klaret mig meget godt. Jeg har vel brugt knap 2000 i alt, inkl. kompendier," siger han.
"Jeg havde da en forventning om masser af cafe- og byture nu jeg flyttede til København, men det paradoksale er, at jeg aldrig har gået så lidt i byen som nu. Nu bliver der festet privat på Netto-øl i stedet, men så bliver der til gengæld gjort en dyd ud af nødvendigheden," siger Bent og griner.
Rusturen kostede 400 kroner, og med et par hundrede kroner oven i til øl blev den samlede pris omkring syv hundredelapper. "Det er jo hvad sådan noget koster - og det var helt sikkert alle pengene værd!"
Gør økonomien ondt på de førsteårsstuderende?
Generation StudSamf har været i gang med studierne siden september. Er økonomien begyndt at trykke?
Af Christoph Burmester
Ingen tomme lommer her
For Anja Kjærsgaard har studiestarten indtil videre ikke budt på endeløse mængder af pasta med ketchup og tilhørende uoverskuelige lommesmerter. Økonomien får absolut ikke den 20-årige pige til at stresse, men afskeden med forældrenes kærlige omsorg har da gjort sit indtryk:
"Jeg tænker lidt mere over, hvad jeg bruger pengene til. Da jeg boede hjemme, kunne man jo bruge pengene til lige, hvad man ville. Da var køleskabet altid fyldt. Det har ændret sig meget, for nu skal man selv have check på, hvad man køber og bruger pengene på."
De største udgifter ved studiestart var flytteomkostningerne samt en hulens masse byture med de nye venner på studiet. Det nye studiejob som telefonsælger skæpper godt i kassen med både fast timeløn og provision oveni. Anja glæder sig derfor over, at hendes økonomiske situation er ændret, men heldigvis ikke så meget, som hun havde frygtet. Det gør naturligvis ikke glæden over de blot 8 kroner for en øl i fredagsbaren på studiet mindre!
Af Nis Nicholaisen
SU-lån or not to be...
"De 2200 kr. for årets bøger er fair nok," mener Selim Madani. Alligevel tager han nok SU-lån i det kommende semester. Værelseslejen i down town Aalborg og hangen til fast food puster blandt andet til det vakkelvorne budget:
"Jeg havde sådan set sparet sammen i sommerferien. Jeg arbejdede i børnehave og pakkede fisk i spandevis på en fabrik i Skagen. Men pengene er brugt, og mit værelse koster over 2500 kr. om måneden. Jeg betaler også noget SU tilbage, og jeg får ikke lavet madpakker, men køber mad i kantinen, så det løber hurtigt op."
Sådan var rusugen også: "Pengene kom hurtigt ud af pottemånen i starten. De tre rusdage kostede ca. 250 kr. Det er ikke så slemt, men så kommer der mere og mere, og så kører møllen bare med biografture og fester, for man vil jo ikke sige nej i starten til alt det sociale."
Baglandet er dog regelmæssigt klar med en tiltrængt saltvandsindsprøjtning: "Hvis jeg lige faldt over et studiejob, ville det da være dejligt med pengene. Men ellers får jeg lidt nødrationer, når jeg kommer hjem til de gamle. Så bliver tasken også fyldt op med mad, fortæller Selim på et fint jysk og forsikrer, at den ugentlige fadbamse med vennerne i fredagsbaren ikke bliver påvirket af det stramme budget.
Af Camilla Lund-Cramer
Studiejob sparet væk
God økonomi rimer ikke på SU - det har Pernille måttet sande.
"Jeg tænker mere på, hvordan jeg bruger mine penge nu. Jeg må jo nok se i øjnene, at der er ting, der nu er no-go", siger Pernille. Det ser dog ikke ud til at genere hende særlig meget. Tværtimod fører en snak om økonomi hende over i historier, hvor de små penge gør stor gavn; fra byture og andre aktiviteter - bl.a. klatring og salsa - med hendes nye medstuderende. "Jeg har nok et ønske om både at få tid til at læse, arbejde og være med til det sociale på studiet", siger Pernille. Hun ved dog godt, at det kan være urealistisk at nå det hele. Et studiejob er derfor i første omgang sparet væk for at give plads til en god start på livet som studerende - det nyder hun så til gengæld også i fulde drag!