Hviskende fortalte hun, at hun netop havde sagt op. "Jeg kan ikke klare det mere," forklarede hun. Inden hun forlod mit kontor, skrev hun sit telefonnummer ned og insisterede på, jeg skulle ringe, hvis det hele blev for meget.
For et par år siden var jeg et halvt år i praktik på Den Kongelige Danske Ambassade i Australien. Forventningen var, at jeg skulle "down under" og lave masser af spændende diplomatisk arbejde. Det skulle blive en tid fyldt med glamour, hvor de grå hverdage blev reduceret til et minimum. Troede jeg da.
Jeg forlod Danmark på en kold januardag. Målet for min rejse var den australske hovedstad Canberra, hvor ambassaden lå. Jeg indlogerede mig i første omgang på et hostel. To dage senere, mandag morgen, var jeg parat til min første arbejdsdag. Efter aftale blev jeg afhentet af ambassadens chauffør tidligt om morgen. Min exit i ambassadens sølvgrå luksusbil udløste en del måben hos hostellets andre backpackers. Nok fordi den lå langt fra deres egne uglamourøse oplevelser med Canberras offentlige transportsystem.
Efter at jeg var blevet introduceret til de ansatte på ambassaden, fik jeg mulighed for at inspicere "mit kontor". Bedst som jeg sad og tronede på min nye kontorstol, bankede det på døren. Ind trådte ambassadens administrative medarbejder, en ung dansk kvinde. Hviskende fortalte hun, at hun netop havde sagt op. "Jeg kan ikke klare det mere", forklarede hun. Inden hun forlod mit kontor, skrev hun sit telefonnummer ned. Hun insisterede på, at jeg skulle ringe, hvis "det hele blev for meget". At den unge kvinde viste mig - en vildt fremmed - sådan en fortrolighed, fik min indre alarmklokke til at ringe. Det antydede stærkt, at korpsånden på ambassaden havde en rådden lugt. Jeg følte, at jeg skulle kaste op. Kun to timer efter min entre på ambassaden lignede mit ophold mere en deportation end et ophold, der kunne berige mit liv.
Snart stod det lysende klart, at ambassaden fungerede elendigt. Den havde en minimumsbemanding, det vil sige kun to udsendte diplomater. Derudover var der fire lokalansatte. Altså før den administrative medarbejder sagde op. Det betød, at det var meget svært at bevare en klar hierarkisk struktur, hvor kompetencer og ansvar følges ad. I teorien skulle de to udsendte diplomater kunne tilrette arbejdet enerådigt. Men i praksis havde de lokalansatte en betydelig magt, fordi de var svære at erstatte. For mange af de opgaver som de lokalansatte udførte var beherskelse af både engelsk og dansk afgørende, hvilket kun få indbyggere i Canberra kunne præstere. Byens ekstreme klima, med op til 40 grader om sommeren og ned til 5 frostgrader om vinteren, betyder, at de fleste danskere bosat i Australien skyer Canberra som pesten.
Den skævvredne magtbalance betød, at mine arbejdsopgaver ofte skiftede. Især stedets arkivdame øjnede hurtigt muligheden for at vælte sine opgaver over på mig. Jeg blev således pålagt det betydningsfulde erhverv at åbne og sortere dagens post. På den måde var der mere tid til, at hun kunne drikke te og tale i telefon med sin familie. Ambassadesekretæren - min vejleder - overdrog vigtige opgaver såsom at printe e-mails og renskrive regnskaber. Kun sjældent fik jeg til opgave at skrive små notater til brug for Udenrigsministeriet. Og hvis det endelig skete, kom notatet sjældent længere end til den nederste brevbakke på min vejleders kontor.
Klagede forgæves
Ambassaden emmede af dårlige energier. Især fordi ambassadøren og ambassadesekretæren havde et konfliktfyldt forhold. Ofte forsøgte ambassadesekretæren at inddrage mig i sine konflikter med ambassadøren. Selvom jeg søgte at holde mig fri af intrigerne, kunne jeg dårligt undgå at blive negativ påvirket. For konflikterne betød, at jeg ofte fik kontraordre om, hvad jeg skulle lave. Jeg beklagede mig til min vejleder. Han reagerede prompte med at give mig en skideballe, for derefter at lægge mig på is. Efter nogle uger blev denne holdning dog skiftet ud med en stor undskyldning. Men da var det for sent. På det tidspunkt var der under to uger tilbage af mit praktikophold.
Det faglige udbytte af praktikopholdet blev særdeles ringe. Min tid gik med at tjekke e-mails, åbne breve og besvare spørgsmål fra turister. Hvis jeg havde haft et ønske om at blive HK'er var disse funktioner måske spændende at lære. Men det havde ikke været motiveringen for min ansøgning. Manglen på substantielle opgaver skyldtes langt hen ad vejen, at sådanne opgaver ikke fandtes. Siden midten af 80'erne har Danmark nedtrappet sine diplomatiske forbindelser til Australien som følge af en voksende mangel på fælles fodslag i international politik. Der var derfor ikke så meget at skrive hjem om.
Nu er et ambassadeophold heldigvis mere end tiden på ambassaden. Det blev min redning. Mit medlemskab i en lokal outdoor club betød, at jeg blev forvandlet til en friluftsnørd, der hver mandag morgen troppede op med rifter og sår, samt vanvittige historier fra weekendens udflugt. Charmen i at vandre i mudder, sten og sne sammen med en flok Aussier betød, at mit praktikophold ikke blev en ørkenvandring.
Mit ophold blev aldrig evalueret på et officielt papir til Udenrigsministeriet. Ambassadøren gjorde det temmelig klart, at det ville være en dårlig ide at klage. I stedet afleverede jeg et notat til mit institut på Statskundskab ved Aarhus Universitet til skræk og advarsel for andre. Jeg ved ikke om notatet er blevet læst, men jeg ved, at ambassaden blev lukket et år senere. Begrundelsen var, at der var for få politiske opgaver til at gøre driften rentabel. Det eneste der undrer mig ved denne beslutning var, at den ikke var truffet noget før. n
Udenrigsministeriet og Djøf har siden da aftalt retningslinjer og evalueringsording for praktikhold under UM. Du kan læse om aftalen i Djøf StudSamf blad 7, 2002, eller på Djøf OnLine/Praktik. Her kan du også få gode råd om praktik og læse retningslinjerne i sin fulde udstrækning.