Et mirakel kan blive nødvendig, indrømmer han
Dagene, hvor der bliver tid til både politisk arbejde, familie, studier og røvballejazz, er for tiden få for Jakob From Høeg. Med en forestående valgkamp går det stærkt. Men det bliver man nødt til, hvis man som Jakob er et forholdsvist ubeskrevet politisk blad, der vil i Europa-Parlamentet. Statskundskabsstudierne ved Københavns Universitet regner han i hvert fald ikke med at færdiggøre inden valget. "Men det er ikke noget problem" siger han og tilføjer:
"Jeg kender en EU-parlamentariker, der har skrevet speciale i 25 år [red. Jens Peter Bonde]."
På vælgerstrandhugst
Selvom Jakob stadig er ny på den store politiske scene, har han masser af erfaring med politisk arbejde. Med blandt andet to et halvt år på bagen som EU-konsulent, hvor han var med til at udforme partiets europapolitik, og som suppleant til Folketinget var det helt naturligt, at blive partiets spidskandidat. I det hele taget ser han det ikke som en ulempe at være ung og forholdsvis ukendt.
"Socialdemokraterne kan støve et gammelt statsministerkoryfæ op, og selvfølgelig giver det en masse stemmer. Vi signalerer det totalt modsatte, nemlig at Europa-Parlamentet og europapolitik også er for unge." Han er indstillet på at skulle på strandhugst efter vælgere, der traditionelt stemmer på de EU-skeptiske lister. For selv om han er EU-tilhænger, mener han, at det er vigtigt at udvise en vis tilbageholdenhed i den europæiske integration.
"Den mest EU-venlige er nemlig den, der giver processen tid", siger han.
Vi er de største
Man hører ingen bæven i stemmen, når Jakob skal vurdere sine chancer for at blive hørt i parlamentet. Som ny må man forvente at få plads på bageste række, mener han. Men på sigt ser han gode muligheder for at gøre sig bemærket på konkrete politiske områder. Her er især den kristendemokratiske-konservative gruppe i parlamentet vigtig.
"Med 231 medlemmer ud af de i alt 621 [Red. i dag] er det den største politiske gruppe i parlamentet, og den vil udgøre en fantastisk platform for at udøve politisk indflydelse," siger han.
Kristendemokraterne i Danmark har ikke tidligere været repræsenteret i parlamentet. Det skyldes ifølge Jakob den høje spærre-grænse, og at det europæiske arbejde ikke har været højt prioriteret i partiet.
"Selv om vi gør noget ved det nu, bliver det svært", indrømmer Jakob. Han håber dog på, at et teknisk valgforbund med de Radikale vil gavne. Hvis miraklet udebliver, og Jakob ikke bliver valgt, mener han, at erfaringer fra valgkampen vil gavne ham ved det kommende folketingsvalg.
"I øjeblikket er det mit primære mål at blive valgt ind i parlamentet. Men sker det ikke, vil min erfaring fra valgkampen betyde, at jeg bliver et mere kendt ansigt på den hjemlige scene,"siger han.
Datteren er drivkraft
Det er især ønsket om en bedre verden for datteren Juliane på fem måneder, der driver Jakob.
"Hvis man skal skære det ud i pap, så handler det om, at jeg gerne vil give hende nogle vilkår her i livet, som jeg kan være bekendt". Det afspejles i de politiske mærkesager han interesserer sig for, navnlig miljø og forbrugerpolitik samt ulandsforhold.
"Hvis jeg f.eks. gennem EU kan sikre, at reglerne for tilsætningsstoffer i madvarer bliver bedre, eller hvis jeg kan dreje EU i lidt mere ulandsvenlig retning inden for f.eks. landbrugspolitikken, så har jeg været med til at sikre bedre forhold for min datter og andre. Det er en stor ambition," indrømmer han. "Men gennem små skridt kan man faktisk ændre samfundet," tilføjer han.
Om han får tid ved siden af familien og arbejdet i parlamentet til at fortsætte sit engagement som kontrabassist i det amatørband, han spiller i, er tvivlsomt. Hyggeaftnerne med gode snapse og røvballe-jazz i det hjemmebyggede øvelokale på en losseplads må nok vige for flyveturene til Bruxelles.