Marokkopuder, fantastiske stiletter eller svinedyr lejlighed i Oslogade. Jeg er let at begejstre, og så må jeg bare eje det. Den dårlige

samvittighed over det kroniske overtræk stopper mig sjældent fra at lukke øjnene og sige: på beløbet tak!

Min overdrevne købelyst var ikke indkalkuleret forleden hos ejendomsmægleren. Jeg var kommet for at observere branchen og dens metoder til en brændende artikel om en prismæssig boligboble blæst op af

forældrekøb. Jo, min kritiske sans var skærpet den dag. Og så alligevel ikke. For en ejendomsmægler er også en forretning. De sælger bare ret dyre ting.

Jeg var solgt, så snart jeg krydsede dørtærsklen.

Jeg troede mig sikker - jeg vil nemlig slet ikke bo i byen. Jeg drømmer om gården på landet, hvor jeg kan hive porrer op af den gode muld og servere gamle danske egnsretter. Alle drømmene blev snart til helt nye. I starten listede jeg rundt og iagttog. Det var let at holde journaliststilen. Men bare to sekunder i selskab med ejendomsmægleren, og pludselig stod jeg med fire salgsopstillinger, og var enormt interesseret i afdragsfrie lån. Bare afdragsfri i begyndelsen, så man har råd til at møblere sin lækre lejlighed i Oslogade. 

Rent trylleri - et styk ny drøm. Fiks og færdig. Det ville også være fedt at bo i byen med kulturtilbud og det hele, forstod jeg. Og krydderurterne kunne stå på altanen - i lerpotter. Så kunne jeg lave spændende pastaretter og...

I et forsøg på at bevare resterne af min faglige stolthed, skyndte jeg mig videre til en anden ejendomsmægler. Dels for at vende billedet af mig selv som købelysten strigle, og dels for at finde den banebrydende historie. Jeg fandt ikke historien, men jeg lærte for det første vigtige ting om mig selv og mit købegen. For det andet fortalte ejendomsmægleren, at jeg faktisk ikke skal betale ret meget mere for at gå fra tre til fire - eller fem værelser.

Købegenet kan blive dyrt i længden. Lejlighed i Oslogade koster halvanden million.

Gad vide om jeg kan tage den på beløbet?