Som ny på sit studium er man stillet over for en række valg. For eksmepel om man skal engagere sig politisk, måske i festforeningen eller den faglige forening? For mit vedkommende faldt valget på det sidste.

Jeg valgte at stille op til Djøf StudSamfs repræsentantskab, og er derigennem blevet valgt til bestyrelsen. Men hvorfor gør jeg det? Hvorfor vælger jeg i perioder at lade bøgerne stå på hylden, og i stedet kaste mig over diverse papirer omhandlende medlemsdemografi, uddannelsespolitik og ledighed, mens jeg valfarter fra den ene ende af landet til den anden, for at tage til endnu ét møde ud af tilsyneladende endelløs mange?

For mig var det muligheden for at få indflydelse, der var baggrunden for mit valg. Indflydelse på, hvordan Djøf Djøf StudSamf fortsat skal arbejde for medlemmernes interesser, hvad enten det sker gennem kontakt til erhvervslivet, blandt andet for at sikre studenterjobs og praktikpladser, eller gennem en formulering af en uddannelsespolitik, så vi sikrer, at de nyuddannede Djøfere får de relevante kompetencer.

Et springende punkt har for mig været den stigende dimittendledighed. Som sprit-ny på en samfundsvidenskabelig uddannelse, er det skræmmende at se, at den uddannelse, jeg har planlagt at bruge de næste 5-6 år på, med stigende risiko fører til en længerevarende ledighed, mens ønskejobbet i ministeriet synes stadig længere væk.

Jeg kan naturligvis vælge at læne mig tilbage og blot håbe, at problemerne løser sig selv, når jeg engang i fremtiden kommer ud på arbejdsmarkedet, eller at andre løser dem for mig. Jeg er af den modsatte holdning, idet jeg mener, man bør tage aktiv del i arbejdet med at bedre forholdene. Det værste der kan ske er, at jeg kan få sat mit præg på udviklingen.