Initiativet baner karrierevejen

Af: Trine Bonde

04.02.2005

Mads Øvlisen: "Hvis jeg var studerende i dag, ville jeg have mere tid til fordybelse og være med til at skabe ny viden, f.eks. ved at læse en ph.d.


Erkendelse frem for indlevelse. Mads Øvlisen ville som studerende i dag vælge efter interesse og bruge studiet til erkendelsesoplevelser i stedet for en lang indlæringsoplevelse. På den måde ville han foretrække at tænke nyt frem for at gengive stof. Refleksionen kommer efter en kort tænkepause i det lille kontor på Novo Nordisk, som bugner af kunst i alle tænkelige farver og former.

"Jurastudiet var et mærkeligt studie. Det var ikke særligt akademisk, men derimod indlæring og meget lidt selvstændigt," siger han om de fem år ved KU i 1960erne. På MBA i Californien var der et stort arbejdspres, og han lærte vigtigheden af at arbejde i grupper. Om valget af Stanford frem for Harvard siger han, at han bedre kunne lide deres pensum og desuden befandt sig godt i et klima med palmetræer på gaderne.

Esso-mand i den pæne ende

Øvlisen havde studiejob de fire første år af studiet. Han var blandt andet fotomodel, fordi han, som han selv siger det, "havde de rigtige mål til stangtøj." På et tidspunkt var han med i en stor kampagne for Esso Benzin, og til en forelæsning markerede han, hvorefter professor Koktvedgaard sagde: "lad os høre, hvad Esso-manden har at sige."

Nogen særlig aktiv studerende var han ikke og skilte sig ikke ud, men lå i den pæne ende af karakterskalaen uden at være en stjernestudent. Hans værste oplevelse hænger sammen med hans dårligste karakter og fandt sted i mundtlig eksamen i statsret ved den legendariske retsfilosof Alf Ross. Ross spurgte, om udenrigsministeren kunne lade Danmark gå i krig uden at gå i udenrigspolitisk nævn først. Øvlisen vævede frem og tilbage, indtil Ross sagde: "Jeg vil have et klart svar, ja eller nej." Øvlisen svarede så "ja", og Ross sagde "nej" og efter en lang pause "formentlig," men dette sidste var ikke nok til at redde dagen, så karakteren blev dårlig.

Et godt råd fra Øvlisen er, at man som studerende viser initiativ, for eksempel ved at bryde et familiemønster. "Jeg er produktet af velfærdssamfundet," siger han om at være født i en ikke særlig boglig familie. En anden måde at vise initiativ på, er at tage en "tillægs-uddannelse" ad andre veje end de traditionelle eller for eksempel arbejde almennyttigt i udlandet. "Man skal kunne se, at personen har foretaget et valg, der resulterer i, at vedkommende ikke bare ser verden fra den ene vinkel, hoveduddannelsen giver," afslutter han sit gode råd til de studerende i dag.

CV-udpluk
2000- Bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater
1996 Bestyrelsesformand i LEGO
1981-2000 Adm. direktør for Novo
1972 MBA, Stanford
1966 Cand.jur.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op