Stol på dig selv

Af: Morten Gade

02.11.2004

Henrik Dahl: "Det var rædselsfuldt at studere.


 

Sociologisk Institut på Københavns Universitet var verdens værste uddannelse. Dårlige rammer, det mest elendige sekretariat og fuldstændigt uansvarlige lærere."

"Lærerne tog ikke ansvar for de studerende. De underviste ikke i sociologiens hovedværker, men kun lige det de selv interesserede sig for. Jeg ville hellere starte på sociologi i dag end dengang. I dag får de en rigtig god uddannelse, hvor de kommer rundt om deres fag," siger Henrik Dahl. Han er om nogen kommet rundt om sociologien som adjunkt, forskningschef og nu direktør i sit eget konsulentbureau. Han lever ikke op til mange fordomme - hverken om ham selv eller om konsulentfaget. Han er klædt i en forvasket polo med store blå og hvide tværstriber, og hans viltre hår, vidner om, at han har andet at gøre end at gå til frisøren. Han er en venlig og genert mand - helt anderledes end man kender ham fra tv.

Henrik Dahl har altid haft travlt: "Jeg fik meget gode karakterer og havde hele tiden studiejob - men jeg deltog også i det sociale. Det er en myte, at det er så svært at få tid til det hele. I virkeligheden har man jo masser af tid og kan sagtens få gode karakterer, hvis man bare studerer 37 timer om ugen. Sådan har jeg det også med arbejde. Men da jeg fik børn, måtte jeg opgive at se sport i TV. Det var mit offer."

"Min interesse for sociologi startede i Skærbæk, da jeg var 14 i 1978. Jeg gik på ungdomsskole i psykologi og sociologi. Det var rigtig spændende, med et ungt par der underviste. Sikkert også meget nørdet men vi blev undervist i ungdomskultur - og så røg der da et par øl ned og lidt hash i udkanten af kurset. Det var ungdomskultur i 70erne."

Pludselig metode

"Da jeg var færdig med første del af studiet, besluttede jeg mig for, at jeg ville interessere mig for det samfundsvidenskabelige syn på kommunikation. Så jeg begyndte på KUA og fik nogle meget bedre oplevelser med bl.a. Ralf Pittelkow som underviser. Lige pludselig lærte jeg for eksempel metode."

Derefter tog Henrik Dahl til USA for at læse: "Der lærte jeg meget teori og metode - kvantitativ metode havde jeg slet ikke haft i Danmark, så nu lærte jeg at bruge SPSS."

"Da jeg kom hjem fra USA i 1988 fik jeg job som medieforsker ved DR. Det var et godt startjob, som gav mig et stort netværk." Siden kom en ph.d., der førte til et adjunktjob på RUC: "Der forestillede jeg mig stadig at gå den slagne vej. Men i 1991 fik jeg bijob i markedanalyseinstituttet AIM, og det kom til at fylde mere og mere, og i 1994 blev jeg så forskningschef ved AIM. Indtil da havde jeg regnet med, at jeg skulle være kommunikationsforsker."

Henrik Dahls arbejde på AIM bærer skylden for, at man i dag taler om blå, grønne og violette segmenter. Det skete med udviklingen af livsstilsmodellen Minerva hos AIM: "I 1995 mistede vi licensen på en anden model, RISK, og det betød, at jeg fik nogle måneders fred til at udvikle Minerva-modellen. Lige pludselig var jeg rigtig forsker igen og skrev bl.a. en artikel om at operationalisere Bourdieu og senere Hvis din nabo var en bil."

Skæbnen i egne hænder

Siden stiftede Henrik Dahl sit eget analyseinstitut, Advice Analyse. Konsulentverdenen har ellers ikke meget at gøre med hans MA-afhandling, en strukturalistisk analyse af Film Noir: "Man skal stole på sig selv. Hvis jeg ikke fik andet ud af at læse sociologi, så fik jeg da en tro på mig selv. Tag skæbnen i egne hænder. Jeg synes ikke, jeg lærte så meget af at læse. Det er mere kommet bagefter."

"Hvis jeg skal give et godt råd, skal man interessere sig for sin omverden og prøve at forstå den. Forsøg at beskrive og forstå din omverden. De fleste ser kun det, de vil se. Der er et problem hos mange sociologer. Hvor andre siger seeing is believing, siger sociologerne believing is seeing. De ser det, de gerne vil. Det, der kendetegner mig som sociolog, er, at jeg er meget empirisk." Ordene falder afklaret, og Henrik fortsætter: "Folk, du er uenig med, er sjældent dumme. Det fik jeg lært i USA. Det er ellers en akademisk unode i dansk samfundsfag, at man fremstiller folk, man er uenig med, som dumme. Man giver sådan et duer eller duer ikke-stempel."

Han oplever sjældent, at han ikke duer. Men irritationen lurer under overfladen, da han kommer ind på sit speciale: "Jeg fik 10 i mit speciale! Det trak virkelig ned i mit gennemsnit, som var 11 indtil da. Spercialet var overambitiøst, men dengang var jeg meget vred over karakteren på vejleder og censor."

Vreden er væk, men der er næppe tvivl om, at Henrik Dahl siden har oplevet, at få stemplet duer ikke: "Jeg er ikke bange for den praktiske verden. Jeg er god til at formidle og skrive. Men det har også omkostninger. Min bog "Hvis din nabo var en bil" er slet ikke blevet taget så alvorligt, som den burde. Det er fordi, den er skrevet med en personlig og nærmest sardonisk tone. Det svækker dit omdømme i dansk forskning, hvor det hele helst skal være upersonligt og kedeligt. God forskning skal helst smage af ubehag og kolde afvaskninger."

CV-udpluk
1998-Medejer af Advice Analyse og Strategi
1994-1998 Forskningschef og analysefaglig direktør, ACNielsen AIM
1993  Ph.d., Handelshøjskolen i København
1988-1990 Medieforsker, DR
1988 M.A. in Communications, University of Pennsylvania
1987 Cand.scient.soc.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op