Rumænske Adina Timbus er praktikant på Rumæniens ambassade i København. Hun mener danskere drikker meget, bekymrer sig for lidt om hinanden og keder sig. Men det er små ridser i lakken på et land, hun synes godt om

Rumænien. Vilde hunde i Bukarest. Arven efter den alt andet end kærlige landsfader Nicolae Ceacescu. Betonarkitektur, som får debatten om avantgarde højhuse på Christianshavn til at fremstå som flueknepperi. Ordet Rumænien får næppe de store superlativer frem hos danskere. Nuancerne er få og viden om landet meget begrænset hos de fleste. Men hvordan ser der egneltig ud den anden vej. Fra Rumænien mod Danmark? Stud.Samf. spurgte den 28-årigerumæner Adina Timbus. Hun er i øjeblikket i praktik på den rumænske ambassade i Danmark i forbindelse med sin Masteruddannelse på Aalborg Universitet. Hendes spontane svar er temmelig jordnært:

"Noget meget typisk dansk er at spise aftensmad klokken seks. Jeg tror, at det hænger sammen med dagens længde. Om vinteren bliver det tidligt mørkt, og derfor tror jeg, at man spiser så tidligt. I Rumænien spiser man meget senere. Det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg tror, at folks livsstil afhænger af vejret og den slags." Det jordnære bliver hurtig suppleret af de lidt større perspektiver. Hendes ophold i Danmark har styrket hendes indsigt i de rumænske politiske forhold. Hun har ganske enkelt oplevet to forskellige måder at organisere et samfund på. Derfor er hun gennem sit ophold blevet mere afklaret med, hvad hun selv foretrækker:

"Nu har vi et mere liberalistisk samfund i Rumænien. Konkurrencen er mere åben. Men her i Danmark er der mere lighed. Derfor tror jeg, at folk i Danmark stresser mindre end i Rumænien. Det er en god ting. Men det skal heller ikke gå for vidt i den retning. Hvis nogen arbejder hårdt, har de ret til at høste indsatsen. Jeg kan bedre lide den gyldne middelvej," konkluderer hun.

Danske dødbidere

Midt i interviwet dukker den amerikanske film My Greek Fat Wedding pludselig op. Adina Timbus fortæller med et skævt smil på læben:

"Måske er samfundet i Rumænien mere som i den film. Familien er mere betydningsfuld. Folk er mere åbne overfor hinanden i familien. Forældrene forholder sig stadig aktivt til dit liv og spørger ind det personlige, selvom du er voksen. Derudover er folk generelt vant til at hjælpe hinanden meget. Man er som brødre og søskende. Jeg havde for eksempel en god kollega i Rumænien, som var som en søster for mig. Måske har folk i Rumænien lettere ved at dele livets sorger og glæder med hinanden."

Eventuelle høje tanker om det danskes livs overlegenhed får også et skud for boven af hende:

"Livet i Rumænien er måske ikke så kedeligt som i Danmark. De unge mennesker i Danmark drikker meget. Det gør man ikke i så høj grad i Rumænien. Måske har danskerne bare ikke så mange ting at engagere sig i, og så drikker man i stedet for. Det er et problem. I Rumænien arbejder mange i weekenderne, og mange bruger også meget tid på skolearbejdet. Det er vigtigt at være blandt de bedste i klassen for eksempel. Folk er derfor generelt meget engageret i forskellige aktiviteter i Rumænien."

Et godt land alligevel

Adina Timbus indberettede på et tidspunkt den såkaldte 24-års-regel til Udenrigsministeriet i Rumænien. Hun havde svært ved at gennemskue Danmarks motivation for reglen. Udlændingepolitikken er ikke på samme måde et hedt debatemne i Rumænien. Men trods et sådant eksempel på forundring er hun alligevel imponeret over danskernes evne til altid at presse sidste dråbe ud af citronen:

"Det danske samfund er i stand at løse folks problemer. Danmark er også i stand til at udnytte alt, hvad man har, på en effektiv måde. Det gælder eksempelvis naturresurserne, som man får meget ud af, selvom man ikke har mange af dem. Det danske samfund formår at sætte tingene sammen og skabe gode produkter. I Rumænien udnytter man ikke resurserne optimalt." Adina Timbus er åben overfor at blive boende i Danmark, når hun er færdig med sin uddannelse på Aalborg Universitet. Hun fremhæver, at man i Danmark ved, hvad man har at regne med, hvilket hun ikke altid oplever på samme måde i hjemlandet. Sympatien for det danske, set med hendes rumænske øjne, er bestemt til stede til trods for dansk drikfældighed og livets kedsommelighed fra tid til anden.

Dansk diplomati, who cares?

Stud.Samf. bladet forsøgte at kontakte praktikanter på ambasaderne i Danmark for at høre om deres arbejde i dimplomatiet i Danmark. 50 opkald efter konstaterede vi, at stort set ingen lande har praktikanter på deres ambassade i Danmark. Den iranske ambassade ville dog ikke fortælle noget som helst, før vi mødte personligt frem med mere dokumentation...