Der er nemlig tilskud at hente som nyuddannet
Prøv at forestille dig en arbejdsgiver i en lille virksomhed, der aldrig har haft en akademiker ansat. På skrivebordet ligger en uopfordret ansøgning fra Lotte. Hun virker motiveret, er lige blevet færdig som cand.en-masse-akademisk. Ansøgningen emmer af faglige ambitioner og et socialt engagement
"Fint nok," tænker arbejdsgiveren, men hjernen knurrer videre: "Hvad pokker skal jeg bruge Lotte til, og så til 20.000 kroner om måneden."
I den situation skader det næppe, at Lotte har tilføjet et: "for resten, så har jeg en check fra det offentlige på 100.000 kroner til at betale en del af min løn med det første år." Det ændrer jo en del. Og det er lige præcis meningen bag Arbejdsformidlingens (AF) tilbud om løntilskud på op til 9.300 kroner om måneden i et år.
Vejen til fast arbejde
Der er ikke noget nyt i at ledige kommer i job med løntilskud. Det har mange gjort før. Det nye er, at du ikke skal have været arbejdsløs i hundrede år, før du kan benytte tilskuddet. Og det budskab prioriterer Djøf og andre fagforeninger under Akademikernes Centralorganisation højt i en kampagne det næste halve år. Meningen er at hjælpe dig som nyuddannet godt på vej mod et fast arbejde. Målet er inden 1. april at få 1.000 dimittender i arbejde i nyoprettede stillinger i private virksomheder.
Der er gode grunde til at ansætte dig
Undersøgelser viser, at det er i de små og mellemstore virksomheder, at væksten er størst. Det er også dokumenteret, at virksomheder, der ansætter deres første akademiker, opnår en vækstrate, der langt overstiger de virksomheder, der ikke gør. En forklaring på det er, at ny viden skaber nye services og ydelser. Derfor opfordrer Djøf også dig, der snart skal til at søge job, til at se dig selv i andre roller end de traditionelle djøf-job. Og til at fortælle potentielle arbejdsgivere, der ikke kender meget til akademikeres kompetencer, hvordan du kan gøre nytte hos dem.
Kun få krav
Der er nogle få krav til dig og din arbejdsgiver. De sikrer, at der er tale om merbeskæftigelse, og en ansættelse der egner sig til at få dig ud på arbejdsmarkedet på lang sigt. Det er AF, der i sidste ende vurderer, om kravene er opfyldt. Men ordningen er meget fleksibel, så hvis du også er det, når du søger job, er der penge og fast arbejde i udsigt.