I praktik som spindoktor

Af: Morten Homann

21.10.2005

Våde hænder, spænding og et ordentligt kick


Undrer det dig, at kandidaterne i valgkampe er forberedte på alt? Daniel Stefansson gør ikke. Op til valget til Europa-Parlamentet var han juniorspindoktor for Anders Samuelsen

Håndfladerne var fugtige og skuldrene anspændte. Det var trods alt Danmarks statsminister gennem ni år, der stod der få meter fra ham. TV2s afslutningsdebat op til Europaparlamentsvalget var netop overstået, og stemningen bag de slukkede kameraer var afslappet. Han havde lyst til at gå hen og snakke med ham, og hvad holdt ham egentlig tilbage? Han var en del af gamet nu.

Daniel Stefansson fik sig et kick den aften, da han pludselig stod og sludrede med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. I medierne havde valgkampen kørt på højt blus i et par uger, men for Daniel Stefansson var det slutspurten på fem hektiske måneder som rådgiver og spindoktor for det Radikale Venstres spidskandidat, Anders Samuelsen. Som statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet, mangeårig partisoldat og med et ni måneders praktikophold i Bruxelles bag sig var 25-årige Daniel Stefansson oplagt til praktikantstillingen. Det var en chance, han ikke ville forspilde, selvom kandidatgraden blev udskudt.

Kage og rundstykker ikke nok

Dårligt var døren til eksamenslokalet lukket bag ham, før Daniel Stefansson sidst i januar sluttede sig til holdet, der skulle sikre et mandat i Bruxelles til Anders Samuelsen. Holdet bestod udover ham selv af en praktikant fra retorik, en politisk konsulent og Anders Samuelsens faste rådgiver, der var kampagneleder.

"I starten gik meget af tiden med at udvikle hjemmesiden, men vi forsøgte også, at opsøge forskellige interesseorganisationer for lige at stikke fingeren i jorden og finde ud af hvilke sager, der optog folk," fortæller han. For at udbrede kendskabet til Anders Samuelsen, planlagde de allerede i februar en valg-turne sammen med to øvrige kandidater. Det var længe før, at medierne interesserede sig for valget, og i lang tid var folks interesse minimal.  

"Et sted på Djursland havde vi så meget kage og rundstykker, at vi kunne have spist os mætte en uge efter." Holdet forsøgte at få mere opmærksomhed ved at skrive debatindlæg til de lokale medier. Gennem hele sit praktikophold skrev Daniel Stefansson hver uge tre-fire udkast til oplæg i Anders Samuelsens navn.

"Når jeg så havde lavet et udkast, skulle det indholdsmæssige ses igennem af kampagnelederen og det sproglige af retorikeren, og var der specifikke spørgsmål, skulle den forbi en europapolitisk konsulent," husker han og fortæller ivrigt videre: "Folk havde hele tiden ti bolde i luften på samme tid. Jeg nåede aldrig at afslutte et projekt, før jeg var i gang med det næste."

Yep, det er mig, der har formuleret det

Daniel Stefansson var glad for at blive inddraget i beslutningerne:

"Organisationen er opbygget sådan, at hvis du tror på en idé, får du muligheden for at føre den ud i livet. Men jeg kunne godt mærke til sidst op til valget, at det mere blev et parløb mellem kampagnelederen og Anders Samuelsen. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt rent klimaksmæssigt, men jeg var jo stadig kun praktikant, og kunne ikke regne med at få det sidste ord."

Bag kulissen til de afsluttende tv-transmitterede debatmøder kunne han dog se, at sliddet bar frugt:

"I forbindelse med debatterne havde jeg lavet meget af Anders Samuelsens baggrundsmateriale, og så kunne jeg undervejs sidde og tænke: 'Yep, det er mig, der har formuleret den sætning.' Desuden giver det lidt af et kick, når man i det daglige føler, at der bliver udvist tillid til én, og at man er en del af holdet og gamet."

En verden til forskel

Med erfaring fra to praktikophold på ialt  halvandet år har Daniel Stefansson bemærket væsentlige forskelle mellem universitetet og livet udenfor:

"Der er tale om to adskilte verdener: Universitetets teoriverden og så den praktiske verden, hvor man lærer, hvad der sælger og at få noget for hånden." Han peger også på den forskellige måde at kommunikere på: "På statskundskab sidder man og bruger hundrede år på at lave en opgave, som to mennesker læser. I kampagnen brugte jeg én dag på at skrive et indlæg til en avis med et oplag på mange tusinde. Det gør, at man bliver mere bevidst om sproget, når man forsøger at formidle et komplekst og vanskeligt emne som EU."

Han opfordrer folk til at blive mere bevidste om måden, de kommunikerer på: "Jeg synes ikke nødvendigvis noget er godt, fordi det er skrevet i et vanskeligt sprog. På statskundskab kommunikerer folk svært stof på en svær måde til nogle mennesker, der er vant til at læse noget svært. På den måde bliver det et lukket kredsløb, som man godt kunne bryde en gang imellem."

Daniel Stefansson er bevidst om sin måde at udtrykke sig på. Det stod klart fra interviewets start. Med en lille disposition foran sig, en ivrig gestikulation og et lysende engagement indledte han en velformuleret talestrøm, der viste, at spin'eriet havde sat sine spor. Han mærker da også sporene i sit job som instruktor på statskundskab. Et job han også havde før praktikopholdet:

"Som instruktor vælger jeg ikke altid det første og bedste fremmedord, hvis det går ud over forståelsen. Jeg føler, jeg er blevet bedre til at komprimere stoffet til noget brugbart i et mere direkte sprog," siger han og er også direkte i sit sprog, når han kort opsummerer udbyttet af opholdet:

"Det var skide sjovt, jeg har fået en masse indsigt, jeg kender en masse mennesker, og jeg har fået et andet syn på mit studie."

Der er mere spin i næste Stud.Samf. blad. Vi interviewer en af Danmarks førende praktikere i politisk kommunikation Michael Kristiansen. Han er pressechef i Statsministeriet og underviser på statskundskab, KU.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op