Diana Johansen er pjattet med det grønne bord. Et bord som mange studerende ellers har et temmelig anstrengt forhold til. De skal tørre øjnene og tage sig sammen, mener hun.

Et bord dækket med grønt håb midt i lokalet, en censor der gaber og en studerende, der pumper af adrenalin. Uden for døren står en flok koffeinfyldte stressede maver og rumler om kap. De venter på at kunne slippe sommerfuglene fri og indløse nerverne til 20 minutters overbevisende talestrøm, en karakter og et lettet så-er-det-overstået-suk. Sådan oplever mange studerende de mundtlige eksamener, og nogle kalder det et eksamenshelvede. Men ikke Diana Johansen:

"Jeg elsker eksamen. Jeg ser den som en udfordring, jeg går og glæder mig til" Hun bor i Ålborg, hvor hun læser Politik og Administration på femte semester ved Aalborg Universitet.

Livet stirrer dig i øjnene

"Jeg er stolt af at være en eksamens-nyder," fortæller Diana Johansen med et glimt af provokation i øjnene. Det med at provokere ligger hende i øvrigt ikke fjernt. Som 15-årig gik hun klædt og sminket i sort, gik med sikkerhedsnåle i ørerne og hørte Heavy Metal den ene dag og læste Nietzsche den næste. I dag er hun åben over for gud, drømmer om en doktorgrad og får intellektuelle orgasmer af opera. Det med de intellektuelle orgasmer vender vi tilbage til. Når hun er stolt af at nyde eksamen, er det fordi, det viser, at hun tør tage ansvar for sit liv. Og så fordi hun gerne vil slå et positivt slag for eksamen:

"Du sidder og diskuterer på et fagligt højt niveau, du sjældent har mulighed for med de mennesker, der eksaminerer dig. Og hvorfor ikke værdsætte, at du har mulighed for at snakke om emner, der giver lidt mere spark i livet, og som betyder lidt mere i universet end dagligdagens ligegyldigheder," siger hun og mener i det hele taget, alt for mange har et trist syn på eksamen:

"Eksamen handler ikke om at bestå et kursus. Eksamen forbereder dig på alle de andre eksamener i livet. Hvis du ikke er i stand til at tage beslutninger til eksamen og stå til ansvar for din egen viden, hvordan vil du så kunne det, når livet tager fat i dig og stirrer dig i øjnene og tvinger dig til at træffe et valg, der har langt større konsekvenser end eksamens resultat? Eksamen hjælper dig med at samle al din viden til noget brugbart i et konkret øjeblik," siger hun og mener, vi ikke værdsætter den øvelse nok.

For meget klynk

For mange klynker over eksamen, mener Diana Johansen:

"Har du læst og fulgt med i faget, er der ingen grund til at være nervøs. Så skal du nok bestå. Og det her med, at man glemmer alt, det tror jeg ikke på. Du kan glemme noget, hvis du er nervøs, men ikke alt. Jeg tror, at de, der går efter høje karakterer, påtager sig en nervøsitet, selvom de har styr på stoffet. Men man må helst ikke sige, at det her kan jeg sgu godt. Hvis resultatet efter eksamen så ikke er helt i top, kan man undskylde sig med alle nerverne," påstår hun og retter blikket mod omverden:

"Faktisk har vi det nemt i Danmark, hvor vi kun har tre eksamener på et semester." Diana Johansen er født i Rumænien, flyttede senere med sin familie til Skotland og nogle år efter til England, hvor hun læste antropologi i en periode, inden hun kom til det eksamensklynkende Danmark.

"I mange lande går man oftere til eksamen end i Danmark. Jeg har f.eks. en ven fra Italien, der var igennem seks eksamener sidste semester, og så havde han kun én dag mellem to af dem. Og han skal læse meget mere, end vi skal. Han kan tillade sig at klynke," lyder det skarpt. Hun kender til flere udenlandske uddannelsessystemer fra sin tid som frivillig Buddy for udvekslingsstuderende på Aalborg Universitet.

Vi har for få eksamener

Diana Johansen argumenterer for flere eksamener:

"Hvis vi har to-tre eksamener i hvert fag, bliver det mere normalt for os at gå til eksamen, og det bliver ikke så altafgørende for os, hvordan det går hver gang, fordi vi har flere chancer. Det giver også mulighed for at variere eksamensformerne sådan, at vi kan gribe faget an på forskellige måder." Hun savner også den mere personlige kontakt til underviserne, som hun oplevede, før hun kom til Danmark.

"Det er en skam, den personlige kontakt med underviserne er så lille, for det ville betyde, at flere fik en brændende interesse for faget og blive holdt i live og måske se eksamen som en helt almindelig afslappet samtale," siger hun og lyder som lidt af en duks.       

Klassens duks

"Der er ikke noget i vejen med at være klassens duks," mener Diana Johansen, der har båret titlen stolt i mange år. Det har betydet, at hun kun sjældent bliver inviteret med til fester. Måske fordi folk tror, at dukse er nogle, der har et psykiatrisk ophold i sigte og sådan set ikke synes om andre mennesker. Sådan er det ikke helt, griner hun, men fortæller, at der alligevel er noget om snakken, når hun hellere vil diskutere bøger, filosofi og intellektuelt sladder med veninderne i snob-kliken.

"Folk vil hellere drikke sig fulde end at diskutere livets mening," sukker hun og forsvarer sin duksestatus:  

"I det virkelige liv, kan vi ikke bare nægte at vokse op og kravle ned i et smuthul, hver gang vi skal stå til regnskab for vor indsats. Hvis vi kunne gøre det, ville ethvert fremskridt være udelukket. Som en af de mest berømte dukse sagde: The nature of things is such that nobody in this world ever gets anything for nothing (Aldous Huxley, Brave New World Revisited)." Hun citerer i det hele taget mange filosoffer og forfattere under interviewet. Hun værdsætter de gamle klassikere - også indenfor musikken. Og så er vi tilbage ved operaen og hendes intellektuelle orgasmer, som hun selv kalder det.

"Jeg er begyndt at værdsætte for eksempel Verdi, som er blevet sunget siden 1800-tallet og stadig har tiltrækningskraft frem for alt det kommercielle musik uden substans," forklarer hun. Igen med en provokerende undertone.

Med sine 23 år provokerer hun måske også flere i dag med sin attitude som duks, stræber og finkulturel snob end dengang, hun som 15-årig nød budskaberne i Death Metal. Provokation eller ej, så nyder hun eksamen, fastslår hun.