Professorens fodnotekrig

Af: Nis Nicholaisen

30.11.2004

Hvad hjertet er fuldt af flyder jurabøgerne sjældent over med


Det er noget nær kedeligt at læse en juridisk lærebog. Emnet kan da være interessant nok. Men "indpakningspapiret" - altså sproget - er altid så kirurgisk korrekt, så sagligt, ja mildest talt ret kedelig læsning. Hvad hjertet er fuldt af flyder jurabøgerne sjældent over med, og det hjælper jo ikke på vores juristers lidt støvede image. Men professor Peter Germers lærebogshjerte er imidlertid en undtagelse - og på størrelse med en flodhests. Det flyder nemlig med hjerteblod på den verbale krigsskueplads, når Peter Germer i sin statsretlige lærebog for førsteårsstuderende i fodnoterne revser nulevende og afdøde statsretlige juraeksperter og andre kvaksalvere. Her et par smagsprøver fra korstoget:

"Sådan kan den juridiske litteratur ikke læses. Man burde kunne klage over Folketingets Ombudsmand." Så blev den siddende ombudsmand Gammeltoft Hansen bøffet. "Dette er et ekstremt tilfælde af fejllæsning." Dér fik kollegaen Jens Evald fra afdelingen "retslære" fra samme universitet en "retsbelæring". Og selvom man er blevet beskudt én gang, skal man ikke vide sig for sikker: "Det er helt uden hold i virkeligheden, når Frederik Harhoff hævder..." og "Fremstillingen hos Frederik Harhoff... er præget af manglende forfatningsretlig indsigt". Og selv folk, der ikke kan forsvare sig, får tørt på: "Det er en fordrejning af problemstillingen... efter en vrangvendt argumentation." Og senere: "Bemærkninger af denne art hører ikke hjemme i videnskabelige fremstillinger af statsforfatningsretten." Her var det blandt andet den afdøde - ellers også polemiske guru - Alf Ross, der lige fik en dobbelt dosis af det verbale torturinstrument, Germers mund.

Flere lærebogsforfattere burde mere bramfrit som Peter Germer lade hjerteblodet koge over. Det inspirer os studerende til læsning af de ellers knastørre lærebøger, giver fornyet energi til vores ungdommelige og studentikose jurabatterier, sætter kulør på læsningen og nedbryder fordommen om os jurister som stilrene, holdningsløse subjekter - der ellers kun skaber kedsomhed og sprogforbistringer på et højere plan. 


"Sådan kan den juridiske litteratur ikke læses. Man burde kunne klage over Folketingets Ombudsmand"

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op