Det er dit valg
Valget til Djøf StudSamf repræsentantskab nærmer sig, og du har nu chancen for at påvirke, hvem der skal føre roret det næste år.
Djøf StudSamf arbejder med at forbedre dine vilkår som studerende. Målet er at øge dine kompetencer, så du bliver det oplagte valg for din kommende arbejdsgiver. Repræsentantskabet er øverste organ i Djøf StudSamf. Her træffes beslutninger, der har direkte betydning for dit udbytte som medlem. Brug derfor din ret som medlem og påvirk i hvilken retning foreningen skal bevæge sig.
Hvis der er valgkamp i din kreds, modtager du et brev med valgoplæg samt en personlig kode. Du afgiver din stemme på Djøfs hjemmeside for studerende fra den 25. februar og to uger frem, og her kan du også se valgmateriale. Det er dit valg.
Få nyhedsmail
Tilmeld dig Djøf's nyhedsmail og få sendt nyheder inden for de områder, du vil holde dig orienteret om. Djøf har såvel genrelle tilbud som tilbud målrettet de studerende. For eksempel om kurser, praktik og studiejob. Nyhedsmailen bliver sendt hver onsdag. Tilmeld dig eller tilføj eller slet emner, du vil have nyheder om på Djøf online.
Studiejob forlænger ikke studietiden
Studerende med studierelevant job er ikke længere om at gennemføre studiet end dem uden job. Det viser en undersøgelse fra Videnskabsministeriet og Rambøll Management. Videnskabsminister Helge Sander understreger dog, at arbejdet ikke bør overstige 10 timer ugentlig.
'Undersøgelsen viser, at overdriver man arbejdet, så stiger risikoen for at forlænge studietiden eller slet ikke at blive færdig,' advarer han. Undersøgelsen viser også, at du med et studierelevant job kommer før i fast arbejde og får mere i løn det første år frem for dem uden relevant job eller slet intet. Se hele undersøgelsen på Videnskabsministeriets hjemmeside.
Rejselegater
Djøf Forlags Rejselegat uddeles til medlemmer af Djøf StudSamf, som ønsker at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Legaterne uddeles to gange årligt. Næste ansøgningsfrist er onsdag den 1. juni 2005. Se djoef.dk/stud. Følgende fik Djøf Forlags legater a 5.000 kroner til uddeling 1. februar:
Stud.oecon., AAU, Mira Lie Nielsen, Universidad Nacional, Costa Rica / HA-jur.studerende, AAU, Lone Sørensen, Vrije Universiteit, Amsterdam, Holland /
Stud.jur., AU, Anne Ladefoged Samuelsen, Utrecht Universitetet, Holland / Stud.oecon., AU, Anette Hove Fuglsang, Deakin University, Melbourne, Australien / Stud.techn.soc., RUC, Signe D. Frese, Regional Enviromental Center, Østeuropa /Stud.scient.soc., RUC, Christine Espholm, IBIS, Bolivia / Stud.scient.san.publ., KU, Signe Smith Nielsen, University Of Auckland, Australien / Stud.scient.pol., KU, Le Lise Ravn, University Of California, Hastings College Of Law, USA / Stud.polit., KU, Erik Bennike, Universite Libre de Bruxelles, Belgien.
Gratis tidsskrifter
Som studerende kan du få Djøfs tidskrifter Juristen og Samfundsøkonomen gratis tilsendt på mail. Du tilmelder dig Nyhedsmailen på djoef.dk/nyheder og vælger her de tidsskrifter, du ønsker at få sendt. Du kan også få tidsskrifterne: Økonomistyring & Informatik, Økonomi & Politik, EU-ret & Menneskeret, Nordisk Administrativt Tidsskrift (NAT), Nordisk Tidsskrift for Selskabsret (NTS), Justitia, Retfærd og Kendelser om fast ejendom.
Du kan også vælge at få tilsendt Juristen i trykt udgave seks gange årligt for 55 kroner, mens Samfundsøkonomen koster 50 kroner. Bestil på djoef.dk
Så hurtig læser stud.samfere:
Erhvervsøkonomer (HA/cand.merc.) 5 år, 8 måneder
Samfundsøkonomer (Cand.oecon./cand.polit.) 7 år, 3 måneder
Jurister (Cand.jur./HA(jur.)) 6 år, 6 måneder
Øvrig samfundsvidenskab (cand.scient.pol/adm/soc mv.) 6 år, 11 måneder
Desuden gælder for alle uddannelserne, at studerende i Århus bliver hurtigere færdige end studerende i København. Der er ikke lignende tendenser for studerende i Odense, Ålborg eller Roskilde.
Tallene er den gennemsnitlige uddannelsestid for kandidaterne i 2002. Medianen - den hyppigst forekommende studietid - vil være nogle måneder mindre, da evighedsstuderende trækker gennemsnittet uforholdsmæssigt op, fortæller fuldmægtig i Videnskabsministeriet.
Kilde: Videnskabsministeriet og Rambøll Management