Verden vender, når du mindst venter det. Det gjorde den også for 25-årig Benita Kidmose, da hun var praktikant i Thailand.

En vintermorgen med masser af lys, let brise og hvor temperaturen holder sig nede omkring de 20 grader, så bliver det ikke meget bedre, tænker Benita Kidmose. Det er den 26. december. Hun har fri fra ambassaden og nyder søndagen med sin kæreste Klaus. De spejder rundt i Bangkoks vildnis, som hun dog efterhånden har styr på. Hun har trods alt været i praktik knap et halvt år på ambassaden, og som månederne er gået, har hun lært at forstå og holde af Bangkok, det buddhistiske samfunds sjæl og thaiernes livsglæde. Og den smukke natur.

Dagens timer forsvinder og hjemvendt til deres lejlighed, tjekker hun mail og læser nyt om Danmark og pudsigt nok også Thailand. For en veninde skriver kort, at TV Avisen har berettet om en flodbølge i Sydasien. Hun nævner det til Klaus, men der er ikke tid til mange tanker. For det er sidste aften, forældrene fra Danmark er på besøg.

Samme morgen, cirka 3.000 kilometer syd på, et sted dybt, dybt i det Indiske Ocean, ryster og forskubber jordens plader sig, så Richterskalaen måler historiske høje vibrationer på 9,0. Jordskælvet presser ekstreme undersøiske kræfter af sted i cirkelbuer mod Sri Lanka, Indien, Indonesien og Thailand. Måske på en måde som de små krusninger du ser på overfladen af et glas vand, når du slår hårdt i bordet tæt ved, bare meget mere voldsomt. Kræfterne i havet, tsunamien, rejser sig til ti meter høje bølger, som den nærmer sig kysterne. Den torpederer alt på dens kurs ind over strandpromenader og landjord og hiver chokerede, hjælpeløse voksne og børn og alt løst og smadret rundt i stærke understrømme. En kvart million mennesker dør i de ramte områder. Naturen vender sig imod dem, da de mindst venter det.

Hektisk stemning på ambassaden

Da Benita Kidmose udhvilet og uvidende om katastrofen træder ind ad døren mandag morgen på ambassaden, mærker hun straks, at noget er sket. Stemningen er hektisk. Stort set alle 25 ansatte er på arbejde. Hun stikker som sædvanlig hovedet ind på chefens kontor:

'Hejsa,' siger hun og tilføjer spørgende:

'Jeg hørte noget om en flodbølge?' Chefen svarer med mere alvorlig mine end normalt oven på en weekend:

'Ja, det er meget kritisk. Der er mange danskere, der er involveret.' Han fortæller, at ambassadøren og konsulen i al hast er rejst til kontoret i turistområdet ved Phuket.

Omfanget af katastrofen er der ingen, der rigtigt har overblik over, men CNN beretter løbende om det, og telefonerne larmer mere end normalt og har gjort det siden søndag, hvor de første af det faste personale blev kaldt på arbejde. Benita Kidmose er klar over, at sludderen over morgenkaffen er droppet, og at hendes normale arbejde med analyser og markedsrapporter for danske virksomheder må vente. Det er heller ikke i dag, hun skal bruge tid på sit speciale til Handelshøjskolen i København, som er det sidste, hun mangler for at kunne kalde sig cand.merc. i international business.

Ambassaden gennemlever en situation, den aldrig har været i før og ikke har forberedt sig på. Hun hjælper, hvor der er brug for hende, og sammen med en anden praktikant får de snart til opgave at tage imod opkald fra bekymrede danskere. De samler informationer og sammenholder dem med oplysninger fra lufthavne, banegårde, hospitaler, kontorerne i de ramte områder og andre steder og noterer løbende de fundne, de savnede og de omkomne danskere. Flere hundrede navne suser rundt i luften, og konstant koordinerer de listerne med de andre ved telefonerne.

'Jeg nåede ikke at tænke så meget, man handler bare,' husker Benita Kidmose, der knoklede løs og glemte tiden i dagevis.

'Vi var alle indstillet på at løse opgaverne og gøre det så godt, vi overhovedet kunne. Det må være frygtelig for dem, der lever i uvished om deres pårørende. Man vil jo gøre alt, man kan for at hjælpe, men man føler sig magtesløs, fordi der ikke er meget man kan gøre,' siger hun. Magtesløsheden var hun ikke ene om. Small-talk i døråbningerne og hen over computerskærmene var blevet til korte beskeder og en tavs målløshed overfor flodbølgens følger. Sådan var det ugen ud.

'Vi forsøgte at indføre skiftehold. Thailand er seks timer foran dansk tid, så om natten havde vi kontakt med danskerne, mens vi om dagen skabte kontakter i Thailand. Om morgenen mødtes vi og fik fortalt, hvad der var sket i nattens løb, så vi kunne gå videre med det,' siger hun.

Efter et par dage overtager Rigspolitiet i Danmark al indsamling og koordinering af informationer og oplysninger til pårørende og pressen, og et par uger efter vender de ansatte tilbage til normale tilstande igen.

Sagde ja tak til psykolog

Ambassadens ansatte fik tilbudt samtale med en psykolog, og Benita Kidmose tog imod tilbuddet.

'Jeg var påvirket af de mange pårørende, jeg havde snakket med, og af det jeg havde hørt i medierne om, hvordan nogen var revet fra hinanden, og hvor mange mennesker, der var berørt af det. Det kørte rundt i hovedet. Selvom jeg ikke synes, det var et problem for mig, var det rart at få en professionel udefra til at sige god for, at jeg var ok,' siger hun.

Holder af Thailand

Det er en barsk uge, der presser på i Benita Kidmoses minder om praktikopholdet i Thailand. Men hun mindes også meget positivt. Blandt andet mødet med den thailandske kultur, som hun holder meget af. Buddhismen fylder meget.

'Tidligt om morgen kan du se thaierne give munkene mad, og senere ser du dem i templerne,' fortæller hun og mærker i det hele taget, at de har en anden tilgang til verden.

'Thaierne er mindre regelrette. De tror deres skæbne er fastlagt, og alting skal helst være sanuk. Det betyder, at det skal være smukt eller sjovt. Hvis det ikke er sjovt, så gider man ikke, for det må helst ikke blive for alvorligt,' siger hun og ser også thaier som mere opportunistiske, og som nogen der tager lidt lettere på tingene end danskere.

'For eksempel hørte jeg om en busulykke i det nordlige Thailand. Der var mirakuløst ikke sket noget. Vesterlændinge ville straks begynde at se det frygtelige i det hele og frygte at køre bus fremover. I Thailand ville de sige, at den her bus, hvor alle overlevede, må være en heldig én, så den må vi hellere kører med næste gang.'

Der er børn, der mangler en mor nu...

Selvom Thailand slap billigere fra tsunamien end andre lande, døde 5.500 mennesker i turistområderne. Blandt dem er identificeret 13 danskere, og 35 andre savnes stadig. Tsunamien var en brat påmindelse om naturens kræfter. Den fik en række danske musikere til at hjælpe i nøden med en sang:

'Der er børn, der mangler en mor nu. Tænk at tingene kan se så sort ud. Ufatteligt udi det ekstreme. Verden vender, når du mindst venter det,' synger de. Og verden vendte også på sin måde, da Benita Kidmose trådte ind ad døren på ambassaden og kort efter sad med lister over savnede og omkomne danskere. Hun var pludselig praktikant i en tid med katastrofe.