I SFs øjne er der behov for en universitetsreform - men den bør gå i den stik modsatte retning. For det første er det vigtigt at sikre medarbejderes og studerendes indflydelse bedre end i dag. Denne indflydelse er vigtig på alle arbejdspladser, men den er helt afgørende i vidensorganisationer som universiteterne, hvor engagement og kreativitet er alfa og omega.

I stedet har regeringen og Socialdemokratiet indskrænket medarbejderes og studerendes indflydelse drastisk - vel vidende at det forværrer en række af universiteternes problemer. Nu bliver det en kæmpe udfordring at undgå, at universiteterne udvikler sig til enevælder, hvor al magt samles hos rektor og bestyrelsesformand.

For det andet er der behov for en reform, der sikrer forskningsfriheden, når privat finansiering af forskningen sætter friheden og objektiviteten under pres. Der skal laves klare spilleregler for det nødvendige samarbejde med omverdenen og sættes vandtætte skodder op om de videnskabelige beslutninger.

Universitetsloven gør det stik modsatte. Den cementerer nogle af de problemer, der blandt andet førte til Dandy-sagen ved for eksempel at sætte et flertal af eksterne repræsentanter som erhvervsfolk i universiteternes bestyrelser.

Ikke bare sættes universitetets samlede frihed over styr. Den enkelte forskers frihed bliver også sat i snævre rammer. Det bygger på en total misforståelse af, hvad forskning er - en "control freak" - tankegang, der tror, at banebrydende forskning frembringes ved at diktere den enkelte forskers arbejdsopgaver. Virkeligheden er, at det er muligheden for at prøve nyt land af og begå fejltrin, der giver de geniale ideer.

For det tredje er der behov for fleksible rammer for de 12 meget forskellige universiteter lige fra det lille og højtspecialiserede IT-universitet til det 50 gange større og meget vidt forgrenede Københavns Universitet med dets seks fakulteter.

Universitetslovens svar på dette behov for mangfoldighed er en one-size-ledelsesmodel, der tvinger de forskelligartede universiteter med deres forskelligartede behov ind i én og samme meget ufleksible model.

Videnskabsminister Helge Sander har desperat forsøgt at fremstille loven som en del af den europæiske mainstream. Men sandheden er, at den nye universitetslov på alle tre afgørende punkter adskiller sig dramatisk fra stort set alle andre landes måde at håndtere universiteterne på.

Der er en række problemer, en universitetsreform skulle løse. Men disse problemer forsvinder ikke med den nye universitetslov - de bliver tværtimod forværret drastisk med mindre demokrati, mere topstyring og mindre frihed. Derfor kan konsekvensen meget vel være, at man bliver nødt til at lave en "brandslukningsreform" om få år for at forhindre, at dansk uddannelse og forskning bliver sat endnu mere bagefter.