2005 er det første år, hvor alle universiteter ledes af en bestyrelse. Meget er blevet sagt, og mange har frygtet det værste om den nye model. Bestyrelsen på Aalborg Universitet har gjort sig erfaringer siden februar 2004, og Stud.Samf. har mødt bestyrelsesmedlemmet Anne Knudsen, Weekendavisens chefredaktør, for at få en version af bestyrelsesarbejdet indefra. Den 56-årige redaktør har selv brugt 16 år på universitetsstudier, og hun gruer ikke for erhvervslivets magt, men de studerendes pænhed.
Universiteterne havde i alt for lang tid levet en eremit-tilværelse og trængte til at bryde ud af skallen, og få bragt forskningsverdenen ind i samfundet mener Anne Knudsen, som derfor takkede ja til en plads i Aalborg Universitets bestyrelse: "Universiteterne har brug for ambassadører ude i resten af samfundet." Hendes vision for bestyrelsesarbejdet er, at gøre forskningen til samfundets fælleseje, noget befolkningen ser betydningen af, fordi den formidles bredt og uden snobberi.
"Vi må væk fra den kultur, hvor det at formidle sin forskning i TV, radio og aviser ses som en leflen for pøblen," siger hun, der er overbevist om at befolkningen er interesseret i at høre fra universiteterne. En befolkning, der ser vigtigheden af forskning, vil kræve af sine politikere, at de investerer i ny og bedre viden. "På den måde styrkes både universiteterne, forskningen, erhvervslivet og befolkningen bredt," siger hun og slår fast, at universiteterne derved opnår en mere legitim stilling i samfundet.
Et flertal af bestyrelsernes medlemmer kommer udefra - fra erhvervslivet - og mange har frygtet for, hvad det vil betyde for universiteternes frie og uafhængige forskning. Anne Knudsen kender flere af landets universiteter indefra, både som studerende og forsker, og giver de bekymrede dette svar: "Jeg synes faktisk, det var på tide. Universiteterne levede et liv udenfor det samfund, de skal forske for, og der skulle en omlægning til," siger hun, og fortæller at systemet tidligere kunne karakteriseres som "mafiøst", fordi de der havde magten på universiteterne, havde den på deres kollegers nåde. Systemet var præget af, at lederne skulle gengælde kollegernes velvilje, og det begrænsede lysten til at træffe nødvendige beslutninger, mener Anne Knudsen.
Konforme og pæne studerende
De nye bestyrelser er ikke den eneste trend, der er i gang inden for universitetssystemet. Mange politikere ønsker, at studerende starter senest året efter studentereksamenen, og ellers bare bliver hurtigt færdige. Anne Knudsen foretrækker også, at dimittendalderen kommer nærmere de 25 end de nuværende 30 år. "Ja, det ville da være bedre for alle, hvis de studerende blev hurtigere færdige, men det kræver nogle ordentlige rammer - det nytter ikke, der er kø til kurser, at kurser kun udbydes hvert andet semester, og de studerende med bureaukrati forhindres i at studere," slår hun fast. Samtidig mener hun dog også, at de studerendes indstilling til det at være studerende skaber problemer for dem selv. "De unge i dag vil jo ikke bo på kollegium eller hjemme hos mor og far. De lever som voksne, og det koster jo," siger hun og mener ikke kun penge men også tid. Tid til at sige fra og stille spørgsmål, danne sig sin egen, begrundede mening. "De studerende i dag er alt for velafrettede. De gør alt for meget det, der forventes af dem, det har skolesystemet systematisk belønnet, så det er ikke underligt. Men trist og skadeligt er det," siger hun og henviser til, at adgangsbegrænsning, karaktersystemer og eksaminer har afrettet ungdommen, så der ikke er tid og plads til andet end at følge den udlagte sti. Der mangler en oprørsk stemning hos studerende, der kan fostre kreativitet, selvstændighed og originalitet og udfordre den gængse tænkning. Og den skal komme fra de studerende - ikke fra bestyrelsen: "Vi kan og skal kun påvirke de overordnede rammer," fastslår hun.
Eftermiddagssolen bryder gennem vinduet, vi har siddet en lille time om Piet Heins ellipsebord, og det er tid til at forlade Weekendavisens mondæne adresse i København K. Et spørgsmål hænger i luften på vej ned ad Pilestræde: Er det mon de studerendes manglende engagement, eller bestyrelsesmedlemmer som Anne Knudsen, der er den største trussel mod den frie forskning?
Anne Knudsens egen vej
I sin studietid var Anne Knudsen både forbi fransk, spansk, medicin og klassisk filologi, inden det endelige valg faldt på antropologi, som blev basis for en doktorgrad og en stilling som lektor.