Det handler om at prioritere

Af: Rune Gade og Marianne Rasmussen

15.07.2005

Flere fravælger kærester mere eller mindre bevidst rimelig hurtig, fordi de ikke gider bruge tid på at involvere sig.


Umiddelbart er der ikke den store forskel, hvis man sammenligner de mandlige studerendes tanker om parforhold og karriere med de kvindelige studerendes. De er enige om, at der både er fordele og ulemper, mener de tre fyre stud.samf. snakkede med.

Leger lige børn bedst?

'Jeg tror nok at lige børn leger bedst. Hvis man har to meget forskellige parter, der opfatter deres forhold meget forskelligt, vil der opstå en ubalance. Men samtidig tror jeg også, at kvinder generelt reflekterer mere over deres forhold end mænd gør,' siger Martin. Henrik Supplerer: 'Jeg tror ikke, at det er uddannelsen der gør, at man forholder sig til hinanden og til parforholdet. En tømrer og en studerende har bare forskellige indgangsvinkler til livet, og man reflekterer over forskellige ting. Det synes jeg kun er positivt, så længe man kan leve sig ind i og interessere sig for, hvad den anden laver.'

Hvad angår de praktiske kompromisser som følge af høje ambitioner, mener drengene, at det først og fremmest er et spørgsmål om koordinering og indstilling, der er afgørende for om et parforhold kan fungere på sigt.

'Hvis man har en forestilling om et idealforhold, og det ikke harmonerer med et udenlandsophold, så kan det nok ikke gå. Hvis studiemiljøet lægger op til at rejse, så indstiller man ikke sit studium på det, men sit parforhold. Jeg tror ens studium har indflydelse på mange flere dele af ens liv end man umiddelbart selv er klar over, og man sætter personlige mål, der let kan kollidere med både ens partners og ens egen forestilling om et forhold. Men så må man bare prioritere. Samtidig justerer man sine mål og ambitioner jo længere, man kommer i livet. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting,' siger Martin. Chris bryder ind:

'Jeg tror også, det kommer an på ens indstilling til at være i et forhold. Man behøver ikke holde hinanden i hånden hele tiden. Min kæreste og jeg kan sagtens være væk fra hinanden i længere tid. Så bliver det bare endnu bedre, når vi mødes.'

Kvinder er også karrieremindede

Når det kommer til de mere ligestillingsbetonede kompromisser i et forhold, mener fyrene, at det hovedsagelig er et spørgsmål om planlægning, og at der ikke nødvendigvis foreligger et dilemma for kvinden i form af et valg mellem karriere og familie.

'Det, at man er hjemme, er generelt en fællessag. Jeg kan godt se pointen i, at højtuddannede kvinder ville kunne satse mere på deres egen karriere, hvis de var sammen med en mand, der eksempelvis var frisør. Men der er to perspektiver: karrieren og det intellektuelle. Hvis man finder den rette, handler det ikke om at lave om på hinandens karrierer, men om at få tingene til at passe sammen,' siger Henrik. Han understreger desuden, at når det kommer til børnepasning, findes der daginstitutioner, og som forælder er man heller ikke tvunget til at tage et helt års barsel. Samtidig afspejles det hos flere af de mandlige studerende, at det trods alt stadig er normen, at kvinden tager størstedelen af barslen, fortæller han. Martin supplerer:

'Jeg kan godt se min kæreste og jeg som et par, der aldrig får børn. Skulle det dog komme så vidt, kan jeg i dag sagtens sige, at jeg gerne vil gå på længere barsel. Men står jeg til et godt job eller en forfremmelse, er det ikke sikkert, jeg ville være villig til at opgive det. Der skal nok noget mere til, før mændene er villige til at ofre karrieren.'

Ingen af de tre studerende mener, at mænd er mere karrieremindede end kvinder.

'Jeg tror absolut ikke, at kvinder er mindre karrieremindede og slet ikke på det samfundsfaglige fakultet. Tværtimod tror jeg, der er nogle piger, der går op i, at de kommer længere end de fleste mænd, fordi det er et meget mandsdomineret karrierefelt,' siger Martin.

Det er svært at komme uden om de ligestillingsmæssige konflikter, som opstår, når praktisk arbejdsdeling kolliderer med moderne ligestillingsidealer og karriereambitioner. Men at de mandlige studerende skulle prioritere parforholdet og kærligheden mindre end karrieren, er ikke noget, de kan genkende.

'Det er jo det fedeste, når man er forelsket. Så er man klar til at give hvad som helst. Når folk begynder på jura, vil de alle sammen være stjerneadvokater. Men det er de færreste, der bliver det, for mange finder ud af, at der er nogle ting, der er vigtigere,' siger Henrik. n


Fyrene

Chris Petersen, 27 år, økonomi, i fast parforhold.

Henrik Henriksen, 23 år, økonomi, single..

Martin Justesen, 24 år, jura, flytter til Esbjerg pga.  kærestens karriere.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op