Ildsjæle for din skyld

Af: Jeff Jørgensen

15.07.2005

Syv ildsjæle er valgt til bestyrelsen i Djøf StudSamf. De skal i årets løb bruge en million kr. til fordel for dig og 13.000 andre studerende medlemmer. Stud.Samf. bad dem vælge et ord, der udtrykker en vigtig pointe for deres arbejde.


FormandMichael Rødbroe Kolbæk, 23 år
Økonomi, Aarhus Universitet
Nøgleord: Udvikling

Den nyvalgte formand har valgt ordet udvikling af tre grunde: For det første vil han videreudvikle rådgivningen til studerende om cv, jobsøgning og karriere. Hans mål er at tilbyde en så individuel rådgivning som økonomien tillader.

For det andet vil han videreudvikle kurser, hvor studerende for eksempel kan lære retorik, præsentations- og studieteknikker - kurser, der giver nyttige kompetencer, som de studerende ikke får med sig fra deres uddannelse. For det tredje vil han udbrede budskabet om, at Djøf er stedet, hvor aktive kan få realiseret sine gode ideer.

'Ja, så hvis man vil af sted på studietur til Indien, så kan det også lade sig gøre,' tilføjer han og henviser til et af de mange forslag, der kom frem på repræsentantskabsseminaret i april.

Michael Kolbæk vil også arbejde for, at Djøf som forbund i højere grad udvikler og formulerer uddannelsespolitik og påvirker debatten og beslutningstagerne på området.

'En stor del af Djøfs medlemmer er i uddannelsessektoren, og det må Djøf gerne forholde sig mere til end i dag.'

NæstformandJacob Nisgaard Larsen, 25 år
Politik og administration, Aalborg Universitet
Nøgleord: Begejstring

Da Jakob Nisgaard Larsen valgte ordet begejstring, var det med tankerne på sin medstuderende Louise Ægidius i Djøf StudSamfs baggrundsgruppe på Aalborg Universitet.

'Hun nævnte ofte, at der skal være plads til begejstring i det, vi laver,' husker han og uddyber:

'Det betyder, det skal være sjovt at være med, og vi skal se mulighederne i stedet for begrænsningerne i de mål, vi sætter os. Problemet i bestyrelsen er sjældent at blive enige. Det er mere at nå de mål, vi sætter os,' mener han og understreger, at DjøfStudSamf også skal være mere synlige overfor medlemmerne.

Rasmus Have-Larsen, 23 år
Erhvervsjura, Handelshøjskolen i Århus
Nøgleord: Netværk

Rasmus Have-Larsen forbinder først og fremmest Djøf med netværk. Han ser mange fordele i at indgå i et netværk, som rækker udover eget fagområde. Det er godt at have nogen, man kan trække på senere hen, synes han:

'Det at komme i et forum med studerende fra andre studier og andre landsdele giver en bredere vinkel på tingene.' Han er fra Handelshøjskolen i Århus, hvor Djøf ikke har voldsomt mange medlemmer, og han er da også den første i bestyrelsen fra en handelshøjskole. Det er også på tide, mener han:

'Det er vigtigt også at få vores tilgang til, hvad Djøf bør gøre og mene om studerendes vilkår. Jeg tror for eksempel, at handelshøjskolerne i højere grad tænker privat end de traditionelle djøf-uddannelser. Det må godt afspejles lidt mere,' siger han.

Nikolaj Stenberg, 22 år
Jura, Aarhus Universitet
Nøgleord: Stabilitet

'Vi skal huske at bevare en stabilitet mellem de traditionelle uddannelser under Djøf og så de mange nye,' mener Nikolaj Stenberg, der valgte nøgleordet stabilitet. Han giver et eksempel på et mislykket overfokus på Handelshøjskolen i København:

'Djøf har kastet rigtig mange penge i et sort hul på Handelshøjskolen, uden at der er kommet noget som helst fornuftigt ud af det.' Han mener, at Djøf burde fokusere meget mere på den nye jurauddannelse i Odense og den gamle i København, hvor omtrent kun hver anden jurastuderende er medlem, mens det er stort set alle jurastuderende i Århus.

'Der må være noget galt med profileringen af Djøf på jura i København,' mener han.

Mads Skødt Andersen, 21 år
Statskundskab, Aarhus Universitet
Nøgleord: Engagement

'Jeg har et stort ønske om at engagere mig,' fortæller Mads Skødt Andersen oprigtigt.

'Det er fedt at kunne lave noget, som kommer andre mennesker til gode. For eksempel at arbejde for praktikpladser og skabe et godt miljø for studerende i det hele taget.' Han fortæller, at Statskundskab i Århus traditionelt har engageret sig meget i Djøf StudSamf, og at han har fulgt med på sidelinjen hidtil. Nu sidder han imidlertid selv og træffer beslutningerne - og det gør han også for sin egen skyld:

'Jeg tror bestyrelsesarbejdet giver mig nyttige input, som jeg ikke får andre steder fra. Det er en god afveksling fra studiet.'

Jonas Rosendal Elsborg, 23 år
Statskundskab, Aarhus Universitet
Nøgleord: Action

Der skal action til, mener Jonas Rosen-dal Elsborg, der har masser af energi efter repræsentantskabsseminaret i april, hvor der blev diskuteret ideer og strategier for arrangementer, kurser og meget andet.

'Så nu er der behov for action. Der skal handling bag ordene,' lover han og nævner nogen af de mere alternative ideer, der kom frem på seminaret, og som han seriøst overvejer at virkeliggøre. F.eks. kurser i takt og tone på arbejdspladser, kurser i at lære at netværke og bruge small-talk som redskab samt kurser i at afhjælpe stress. En fjerde ide er at stable en mentorordning på banen, hvor studerende kan sparre med nye på arbejdsmarkedet.

Sigrid Wilbeck Hansen, 23 år
Økonomi, Københavns Universitet
Nøgleord: Dynamik

Som eneste kvinde i bestyrelsen er Sigrid Hansen et eksempel på sin egen pointe om, at Djøf bør arbejde mere med ligestilling. Det vender vi tilbage til. Først en begrundelse af ordet dynamik:

'Det er vigtigt at tilføre Djøf dynamik, så det bliver en fagforening med vitalitet. Den må ikke blive stiv og gammeldags,' mener hun og frygter, at mange opfatter fagforeninger, som noget, der hører fortiden til med arbejdere i kamp.

'Der er stadig meget vigtigt at kæmpe for,' understreger hun og giver nogen eksempler: Bedre arbejdsforhold, løn og... ja, ligestilling. Det er vigtigt hele tiden at følge med behovet både blandt de studerende og nyuddannede, fortæller hun:

'Mange rejser ud i verden i dag. Der er brug for god rådgivning til dem, og det bør Djøf tilbyde dem,' lyder det fra den kvindelige røst i bestyrelsen.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op