Vi har travlt. I jagten på det gyldne cv og drømmekarrieren er der ofte både arbejde og en frivillig organisation, der skal passes. Dertil kommer venner, fritidsinteresser og ikke mindst studiet.

Prisen for at tage sig tid til en kæreste kan føles høj. Samtidig er der en tendens i samfundet mod større individualisering og selvrealisering. Det fortæller Birthe Linddal Hansen, der er sociolog og ansat på Instituttet for Fremtidsforskning.

Tendenserne er særlige stærke blandt højtuddannede og navnlig samfundsfaglige. For udover at de er målrettede og ambitiøse, så er de også reflekterende og kritiske. Det er en del af den samfundsfaglige metode, og den bliver så fast forankret, at mange tager den med sig i privatsfæren. Det kan især skabe konflikt, hvis man er i et parforhold og dermed tvunget til at tilpasse sig sin partners mål og ambitioner. Især kan kvinder med en lang videregående uddannelse og forvetninger om karriere let komme på tværs af traditionelle kønsroller og arbejdsfordelinger i et parforhold.

'Kvinder med lang videregående uddannelse er på den ene eller anden måde tvunget til at forholde sig til feminisme og ligestilling. Det er ikke velanset, at en højtuddannet og veloplyst kvinde kaster sin skæbne i en mands arme. Eksempelvis er det ikke rigtig legitimt for en højtuddannet kvinde at tage hele barslen, hvilket ikke på samme måde er tilfældet for en butiksassistent,' siger Birthe Linddal Hansen. Hun mener, at de fleste mennesker med tiden bliver mere pragmatiske og vænner sig til, at de hverken kan forholde sig til eller få alt, hvilket ofte gør et forhold og en karriere mere overskuelig.

Parforhold i dag er udsat for en række moderne påvirkninger, der bygger på, at man stiller krav og forholder sig reflekterende til sig selv og sin partner. Man skal ikke give køl på individualitetsrettigheder, men det er også vigtigt at huske, at al denne refleksion ikke nødvendigvis gør én lykkeligere, advarer hun. 

Karrieren og kæresten skal kunne forenes
'Uanset hvilken uddannelse man har, og hvor rationel og målrettet man kan synes at være, så er vi jo alle sammen i vores følelsers vold,' fortæller Iben. Stud.Samf. har bedt hende og tre andre kvindelige studerende fortælle om, hvilke tanker, de gør sig om kærlighed og karriere.

Doku-soaps som Jagten på drømmepigen, Valentines Day og amerikaniseret bryllupshysteri er eksempler på, at drømmen om den eneste ikke kues, men tværtimod forstærkes i takt med, at antallet af singler og skilsmisser stiger. Men hvad sker der, når idealet om den store kærlighed og den perfekte kernefamilie skal leve side om side med drømmen om karriere - to ting der begge koster engagement, indlevelse og frem for alt tid? Samtidig fortæller fremtidsforskere om tendenser i samfundet mod individualisering og selvrealisering samtidig med, at samfundsvidenskabelige studerende har for vane at se særlig kritisk på eget liv. Hvordan fungerer det, hvis man også skal forholde sig til en kæreste?

'Det er ikke holdbart, hvis man selv reflekterer meget over forholdet, og ham man er sammen med ikke gør. Så ville man hele tiden analysere sig frem til nogle ting, der skulle gøres anderledes. Men jeg tror ikke, det har så meget at gøre med ens uddannelsesniveau, men snarere intelligens. Man kan jo sagtens være intelligent uden at have en akademisk uddannelse,' siger Nina. Hun mener på den anden side, at der også er visse fordele ved at have en ikke-højtuddannet kæreste til at holde én nede på jorden og måske hindre én i at knække nakken på sine egne ambitioner. Iben er enig:

'Jeg tror helt klart, at dét, at min kæreste ikke har taget en akademisk uddannelse, gør, at han kan få mig ned på jorden på en anden måde. Jeg bliver ikke hele tiden opslugt af det hér stræbersyndrom, og det er dejligt at nyde sin aftensmad uden den mindste juridiske diskussion - det har jeg andre til. Han er der bare for mig, også når jura er noget lort. Jeg tror også, der er en risiko for at blive lidt indspist, hvis man har en kæreste, der også læser jura,' siger Iben.

Hvordan har de fire piger det med, at karrieren og drømmende rent praktisk kan kollidere med parforholdet? Nina tager ordet:

'Det har for mig altid været et spørgsmål om at få tingene til at fungere. Man kan jo sagtens tage væk et par måneder og stadig have en kæreste derhjemme. Jeg tror, det har mere med ens holdning til, hvad man kan klare, og hvordan et forhold skal være. Herhjemme i dagligdagen tror jeg ikke, vores studier gør, at vi er så forskellige fra andre, men der hvor forskellen kommer, er, at vores studium nok mere ligger op til, at man tager væk i praktik og på udenlandsophold end mange andre.' 

'Jeg ser det heller ikke som et problem,' supplerer Mette og fortsætter:

'Måske har jeg valgt det forkerte studium, men jeg håber, jeg kommer til at arbejde så lidt som muligt. Jeg har ingen intention om, at mit liv skal være mit arbejde, så jeg tror aldrig, jeg vil komme i det dilemma. Jeg synes ikke, penge er så meget værd, og så vil jeg hellere bruge min tid på min familie.'

At praktiske kompromisser hos højtuddannede par hurtigt bliver til et spørgsmål om feminisme og ligestilling bliver åbenlyst, så snart emnet 'børn' bliver bragt på banen. Nina husker en anekdote:

'Jeg så engang en udsendelse om en kvinde, som havde haft en topkarriere. Hun sagde, at det bedste, man kunne gøre, hvis man som kvinde ville have en god karriere, var at stræbe nedad med hensyn til partner. Så ville man højst sandsynlig få en mand, der rent faktisk havde tid til at hente børnene og købe ind. På den måde slap kvinden for dobbeltarbejdet og for at skulle have en krævende husmorrolle ved siden af karrieren.'

Den eneste ene er vigtigst
Ifølge de fire studerende kan de mange kompromiser ikke opveje for drømmen om den eneste ene og parforholdet. For hvis man elsker hinanden og er villig til at kæmpe for sit forhold, er det ikke de praktiske problemer, det hele står og falder med. Vivian fortæller:

'Jeg kan godt genkende dét, at man har en masse planer, man vil fuldføre ude i verden. Det bliver svært, hvis man møder én, der vil noget fuldstændig andet. Men det er jo ikke dét, man tænker på, når man mødes, og det begynder at blive sjovt.' Men hvornår bliver det så sjovt, at det retfærdiggør, at man slækker på sine ambitioner og cv-rytteri til fordel for kæresten? Nina nikker genkendende til dilemmaet:

'Jeg ved, at flere af dem, jeg læser med, fravælger potentielle kærester mere eller mindre bevidst rimelig hurtig, fordi de ikke gider bruge tid på at involvere sig, før de 100 procent føler, at det er personen, de vil ende med. Så dækker de det ind under den der med, at de også har så travlt, og at der kun er tre måneder til eksamen, at de har en masse møder, og at de også lige skulle nå at tabe sig nede i fitnesscenteret. Det er fint, hvis man gerne vil have undskyldninger, men jeg tror, det er farligt, at man så hurtigt gør op med sig selv, at det ikke er ham.' 

Det bliver sværere med tiden
Iben zoomer ud og ser dilemmaet i et længere perspektiv:

'Det lyder nok lidt sentimentalt, men jeg tror man skal passe på med bevidst at fravælge en potentiel kæreste med den begrundelse, at det ville gå ud over ens studium eller karriere. For hvis man ikke har tid nu, hvor man måske danner den vigtigste del af en selv og bliver voksen, så tror jeg, man får sværere ved at lære at gå på kompromis med andre mennesker senere i livet. Man kan hurtigt blive for vant til at tage valg, hvor man kun tager sig selv med i betragtning, og de kompromisser, der nødvendigvis må komme, hvis man vil have et tæt forhold til nogen, tror jeg ikke bliver nemmere med alderen.'

At se på parforholdet og karrieren som et nul-sumsspil, hvor kærligheden sker på bekostning af karrieren eller omvendt, er unægtelig både uromantisk og demotiverende. Fremtidsforskeren Birthe Linddal Hansen peger på fordelen ved at være en realistisk pragmatiker og acceptere, at man ikke kan få alt her i livet fremfor at hige efter glansbilledet af det perfekte liv og knække nakken på sine egne urealistiske forventninger. For der er konsekvenser, uanset hvad man vælger.